Fanø er tilbage på sporet

Hent lederen som PDF her

Efter et træls 2021, der på grund af Corona forhindrede mange tyske gæster i at komme, er vi her på Fanø ved at komme tilbage på sporet. Turisme er jo det, vi lever af.
I de første fem måneder af 2022 har vi haft 218.400 overnatninger. I 2021 var det tilsvarende tal kun 105.066. Så man forstår, hvor mange små forretningsdrivende havde et svært forår i 2021.
Ud af de 218.400 gæster her i 2022 var de 164.618 fra vort naboland Tyskland. Her i sommerferien ryger deres andel formentlig op på 80 eller 90 procent, da mange danskere er draget sydpå.
Så når Fanø Posten bringer fire tysksprogede sider her om sommeren, giver det efter vores egen mening god mening, selv om en af vore læsere i Nordby har skrevet til os og ytret, at det måske var lidt rigeligt. Men det giver jo ikke færre danske sider, og vore annoncører, som vi takker varmt for at bakke op om Fanø Posten, vil jo gerne have, at de tyske gæster åbner avisen.
Det bringer os så til noget andet. Mange politikere og erhvervsfolk foretrækker at sende deres nyheder til den statsstøttede avis JydskeVestkysten eller de statsbetalte medier som DR Syd og TV Syd. For os, der driver private, ustøttede medier på Fanø, er det en våd klud i ansigtet. Forestil jer, at alle tog på restaurant i Esbjerg og tog deres rester med tilbage og bad en Fanø-restaurant om at varme dem op. Hvis bare vi fik nyhederne samtidig med dem på fastlandet, så ville det være et stort skridt fremad.
Arbejdskraftmangel hærger Fanø. Der er ikke noget at sige til, at de unge studenter vil holde lidt ferie, men måske kunne det gøres lidt senere? Måske kunne vi gøre som Samsø, der har lavet rundvisninger for fraflyttede studerende for at få besat arbejdspladserne? Det er da en spændende idé.
Men det er sommer, selv om vejrguderne ikke helt kan finde ud af at tildele Vestkysten den mængde sol, vi længes efter. Så derfor:
God Sønderhodag og god ferie på Fanø!

Relaterede artikler

Top