Fanø er fantastisk til firmaarrangementer

Marianne Milter Bay foran den store kaptajnsvilla, der har plads til både familien, der tæller fire børn, og firmakontor.

Marianne Milter Bay er flyttet tilbage til sin fødeø og er blevet selvstændig

IVÆRKSÆTTERI – Marianne Milter Bay arbejder for tiden med at planlægge et strategiseminar på Fanø for en københavnsk finansvirksomhed. Det indebærer blandt andet at finde møde- og overnatningsfaciliteter, sørge for bespisning og at arrangere aktiviteter.
Firmaets ledelse ser gerne, at medarbejderne kommer ud af deres komfortzone. Og til det formål vil hun foreslå en tur til stranden, hvor de skal samle hjertemuslinger ind til forretten til aftenens middag, og at de skal danse folkedans med instruktion og levende musik ved lokale musikere.
”Det er sjovt og anderledes, og der sker noget andet, end medarbejderne er vant til,” siger Marianne Milter Bay.

Der er en plan B
Hun er 44 år og har tidligere arbejdet som team- og produktmanager hos Ørsted og som marketingsansvarlig hos Bosch i København.
I foråret begyndte hun som selvstændig med firmaet Fanø Firmaevent, der arrangerer møder, konferencer og andre former for firmaarrangementer, men også private fester som bryllup, runde fødselsdage og familieweekender. Det hele foregår i samarbejde med øens møde- og overnatningssteder, restauranter og arrangører af aktiviteter som blokart-race, sejltur med everten Rebekka, sæl- og østerssafari, golf, besøg i bunkers og byvandring.

Gæsterne udefra vil ofte gerne ud at sejle, for eksempel med Rebekka.

Gæsterne udefra vil ofte gerne ud at sejle, for eksempel med Rebekka.

”Jeg fungerer lidt som et rejsebureau, der koordinerer og planlægger. Jeg sørger også for, at der er en plan B, hvis det blæser for meget eller for lidt eller regner. Kvaliteten skal være i orden, og det hele skal spille, for det er ikke folk, der er på ferie eller højskole, så tidsplanen er ofte stram,” siger Marianne Milter Bay.

Åben for samarbejde
Hun er blevet taget godt imod af samarbejdspartnerne på øen og er selv åben over for alle, der gerne vil samarbejde. De fleste firmaarrangementer finder sted uden for højsæsonen og på hverdage, hvor er der uudnyttet kapacitet til rådighed.
Fanø Firmaevent har siden starten blandt andet arrangeret møder for en faglig organisation, et bilfirma og et transport- og speditionsfirma og har fået positive tilbagemeldinger. Selv mener Marianne Milter Bay, at Fanø er et fantastisk sted for virksomheder at mødes for at fordybe sig i arbejdsmæssige spørgsmål.
”Man får noget ekstra med, fordi luften, miljøet og stemningen er anderledes. Og så er her oplagte aktiviteter til teambuilding. Der er jo en grund til, at Fanø er så populær som feriemål, og det kan man sagtens overføre til arbejdsmæssige arrangementer,” siger Marianne Milter Bay.

Hjemmekontor

Marianne Milter Bay driver Fanø Firmaevent fra sit hjemmekontor.

Marianne Milter Bay driver Fanø Firmaevent fra sit hjemmekontor.

Hun arbejder fra hjemmekontoret i kaptajnsvillaen, Villa Sofie, i Nordby. Her flyttede hun til med sin familie i 2016 – en kort gåtur fra Vestervejen, hvor hendes forældre bor, og hvor hun voksede op.
Tidligere boede de i Ballerup, men det havde længe været et ønske for både hende og hendes mand, Martin Milter Bay, at flytte til Fanø sammen med deres to børn. Men det var en stor beslutning, og de ventede ligesom på et tegn.
”Vi ville gerne have nummer tre barn, og da jeg så blev gravid, sagde Martin, at hvis det blev tvillinger, så gjorde vi det. Der må være mere mellem himmel og jord, for sådan blev det. På vej ud fra scanningslokalet, hvor det kunne konstateres, at jeg ventede tvillinger, sagde Martin: ”Nu flytter vi til Fanø”. Samtidig blev huset her sat til salg. Det trængte til en del istandsættelse, men der skulle være plads til fire børn og hjemmekontor, og så købte vi det.”

Har ikke fortrudt
”Vi har helt sikkert ikke fortrudt det. Her er trygt for børn at vokse op, og her er et nærværende og omfavnende miljø. Vi er altid kommet meget på øen, og jeg har altid været glad for Fanø. Nu forstår jeg ikke, hvorfor det var så svært at træffe den beslutning,” siger siger Marianne Milter Bay, der trives som selvstændig erhvervsdrivende.

Blå bog

Marianne Milter Bay er 44 år og født og opvokset på Fanø.
Uddannet i HD Afsætning på CBS og akademiøkonom fra International Business Academy i Kolding. Har været ansat som team- og produktmanager hos Ørsted og marketingansvarlig hos Bosch.
Gift med Martin Milter Bay, der er security specialist i elektronikvirksomheden Avnet Silica. Sammen har parret Lea på ni, Christian på syv og tvillingerne Rasmus og Julie på to år.

Tekst: Dorte Remar
Foto: Keld Nissen

Relaterede artikler

Top