Fanø-børn rykker mere ud i naturen med ny hytte

Fanø Børnehave og Vuggestues Forældreforening er lykkedes med at indsamle stort beløb ind til flot hytte. Indvies 25. marts

Hent artiklen som PDF her

BØRNELIV – Fanø Børnehave og Vuggestue har fået en skøn hytte, og det er takket være dens meget aktive forældreforening. 130.500 kroner er det lykkedes forældrene at hente i sponsorater til den længe ønskede hytte, som i disse dage bliver opført.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da der var rejsegilde 7. marts. Foto: Søs Josefsen.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da der var rejsegilde 7. marts. Foto: Søs Josefsen.

”Den sekskantede træhytte bliver fast tilholdssted for en børnegruppe en uge ad gangen. Her skal der udforskes, spises madpakke, tegnes og leges. Der er bygget en shelter på i en af siderne, hvor der på tæpper kan læses historier og hygges. Projektet er desværre næsten et år forsinket, da den første leverandør af træhytten bakkede ud på grund af manglende mulighed for levering,” fortæller Søs Josefsen fra bestyrelsen.

Klapsalver og pølser
Firmaet Leg-med, ejet af René Marloth, kunne heldigvis springe på opgaven, og håndværkerne modtog klapsalver fra børn og personale, da der blev holdt rejsegilde mandag den 7. marts. Menuen stod på pølser og saftevand.

Konceptet rejsegilde blev i den grad godkendt af børnene, der hyggede sig gevaldigt med at få pølser og sodavand. Foto: Søs Josefsen.

Konceptet rejsegilde blev i den grad godkendt af børnene, der hyggede sig gevaldigt med at få pølser og sodavand. Foto: Søs Josefsen.

Daglig leder, Solveig Ganderup, fortæller:
”Ikke alene får vi et uderum, der bringer børn og naturen tættere sammen fysisk, vi arbejder også modrettet som at blive certificeret Vadehavsinstitution i år. Vi arbejder tæt sammen med Marco Brodde om visionen, og vi glæder os til at bidrage til at børnene får et tidligt kendskab til naturen, menneskene, historien og dyrene i Vadehavet.”
”Projektet, og visionen om at blive certificeret Vadehavsinstitution, ville ikke have kunne lykkedes uden den lokale opbakning til institutionen, og det store arbejde både forældreforeningen og forældrestyrelsen har lagt,” uddyber Solveig Ganderup.

Hytten hedder foreløbig Madpakkehuset.

Hytten, der skal indvies den 25. marts, hedder foreløbig Madpakkehuset.

I dagens anledning af rejsegildet blev der udstedt en konkurrence i institutionen om at finde det bedste navn til træhytten, der indtil videre har gået under navnet Madpakkehuset.
Den 25. marts vil navnet blive afsløret, hvor der er en officiel indvielse for forældre, børn, personale og samarbejdspartnere.
-fina

Sponsorater til Madpakkehuset

  • Norlys: 50.000 kroner
  • Fanø Sparekasse: 8000 kroner
  • Sol og Strands Lokale Håndsrækning: 7500 kroner
  • Velfærd- og Forskningsfonden for Pædagoger: 25.000 kroner
  • Nybolig Fanø: 10.000 kroner
  • Lida og Oskar Nielsens Fond: 15.000 kroner
  • Sydbank: 15.000 kroner

Top