En herligt og frit drengeliv på Fanø

Bent Holm Thomsen må bruge lup for at læse i dag.

Bent Holm Thomsen, 93, har haft et langt liv som dyrlæge udenfor øen. Men han husker barndommen som var den i går

Hent hele artiklen som PDF her

FANØLIV – Når man kommer hjem fra et interview med 16 tætskrevne A4-sider med notater, så ved man, at det har været et fantastisk interview.
Sådan var det at møde pensioneret dyrlæge Bent Holm Thomsen, der i oktober var hos familie på Fanø for at genopleve den ø, han voksede op på.

Yngste af fire sønner
Han var den yngste ud af fire sønner. Faderen var skibsfører Jes Thomsen, moderen var Kirstine Holm, gift Thomsen.
”Da de havde fået mig, sagde far, som meget havde ønsket sig en pige, at nu skulle de ikke have flere ’af den slags piger’,” fortæller Bent Holm Thomsen.
Barndommen var meget fri. Ofte opholdt han sig hos sin farfar Thomas Jessen Thomsen, der var enkemand. Han boede i et lille gult hus overfor ’Svenskeren’, der var tjæret sort den gang. Vraget af det svenske skib, som broen var bygget af, var havnet ud for Fanø Krogaard, men så havde man skilt det af, slæbt plankerne hen til den nuværende placering og bygget broen der, erindrer han at have fået fortalt.

Bent Holm Thomsen med avis.

Bent Holm Thomsen læser ikke godt mere, men han husker knivskarpt.

Fik sin egen robåd
”Farfars afdøde kone blev kaldt Karen af Niels af Per Møllers. Det var noget særligt for Fanø, at man brugte det,” fortæller han.
Bent Holm Thomsen fik tidligt sin egen lille robåd.
”Så kunne jeg slæbe den ned til vandet, ro ud og hente sandorm. Så ventede jeg på højvande, og så kunne jeg fiske. Vi drenge kunne roligt love husmødrene en fisk, der var både ålekvabber, ål og ’underskrubber’. Og om efteråret kom skærisingen, som er basis for bakskuld, i store mængder. En dag fangede jeg 400 ved Esbjerg,” erindrer han.
Når man blev lidt større og stærkere, kunne man blive golfdreng og slæbe rundt på de fine folks golfkøller.
”Når man havde gået 18 huller, fik man 2,65 kroner.”
Kaninjagt med en fritte, der blev sluppet ned i kaninhulerne, gav også en skilling. De fine fruer var glade for kaniner, som de gav 2,50 kroner for.
Forkarl hos Ane af Per Hansens ved kirken blev han også. Det lærte ham at blive færdig med det, han gik i gang med.

Bent Holm Thomsen som student i 1945. Han var en af de få på Fanø, der læste videre.

Bent Holm Thomsen som student i 1945. Han var en af de få på Fanø, der læste videre.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top