Café Løven & Nymfen genåbner måske ikke i 2017
FORVENTNINGER – Der er de seneste år gjort flere tiltag for igen at gøre Fanø Bad til en oplevelse for de mange gæster, der besøger og opholder sig på Fanø henover året.
Et nyt initiativ i år er solnedgangsmusik hos Løven & Nymfen i Fanø Bad. Fanø Kommune modtog ansøgningen i april, men svaret faldt først her sidst i juli.
Den langsommelige sagsbehandling fik indehaver Kurt Enevold Nielsen – der også driver Ny Form – til at meddele, at nu var det slut med Løven & Nymfen med udgangen af august. En beslutning han måske fortsat overvejer.
Vil fortsat bidrage
”Jeg var godt nok vred forleden, men jeg holder af Fanø. Jeg har en del af min forretning her og vil fortsat gerne bidrage. Min oplevelse med musikansøgningen skal ikke bebrejdes nogen, men være en ’a-ha oplevelse’ for systemet,” siger Kurt Enevold Nielsen.
”Jeg modtog tilladelse til solnedgangskoncerterne den 21. juli, men da havde jeg aflyst kunstnerne, fordi jeg tidligere havde fået en indikation, at det ville der nok ikke blive givet tilladelse til,” oplyser Kurt Enevold Nielsen.
Det er op ad bakke
En række erhvervsdrivende i Fanø Bad forsøger at skabe rammerne for gæsterne – skabe oplevelser. Victorias Palace, Museums-projektet, Fanø i Atlantvolden, Ny Form, Kellers Badehotel og flere andre vil gerne, at Fanø Bad kan bidrage til en positiv udvikling for Fanø og ’Badet’. Men det er op ad bakke for projekter og initiativer.
I løbet af foråret er Realdania-projektet om et nyt byrum i Fanø Bad blevet reduceret, da ikke alle grundejerne ville være med (omtalt i Fanø Posten februar 2016).
Nu er det slut
Senest kom Kurt Enevold Nielsens udmelding om, at ’nu er det slut’, og han ikke genåbner Løven & Nymfen i 2017.
”Jeg var vred og skuffet, da jeg ikke kunne få svar på min ansøgning om at spille solnedgangsmusik fredage og lørdage i sæsonen,” siger Kurt Enevold Nielsen.
”Hvad er det der gør, at vi her i Fanø Bad ikke må skabe oplevelser og underholdning for Fanøs gæster? Hvorfor kan man skabe rammer og underholdning andre steder på øen uden problemer,” spørger han lettere indigneret.
”Mange af de gæster, der er kommet på Fanø de seneste år, har ikke fået den ferieoplevelse, som de havde forventet. Det betyder, at besøgstallet er kommet ind i en negativ spiral,” mener han.
”Hvor er badelandet, sports- og legelandet, wellness centeret? Hvor er strandbaren? Hvor er aktiviteterne, der forlænger sæsonen,” spørger Kurt Enevold Nielsen.
Skaber underholdning
”Gæsternes forventninger til Fanø er, at Fanø er åben, har oplevelser, giver god service og skaber underholdning,” mener han.
Der kan ikke drives forretning og ikke ske en udvikling på Fanø uden investeringer. Og der kan kun skabes oplevelser for gæsterne, hvis forvaltning og myndigheder spiller med inden for de politiske rammer, der er givet dem,” siger Kurt Enevold Nielsen, Ny Form.
Liggestolene skal være besat med glade gæster,” slutter han og peger på de tomme liggestole på toppen af klitten.
AKTIESELSKAB – For et par år siden tog Kurt Enevold Nielsen initiativ til et udviklingsforløb. Målet skulle være at øge antallet af overnattende gæster med fem pct. Øge omsætningen i alle øens forretninger og stoppe værdiforringelsen af ferielejligheder, sommerhuse, helårsboliger og forretninger.
Forslaget, der blev præsenteret for en række af aktørerne i Fanø Bad, indeholdt dannelsen et aktieselskab med en kapital på 6-10 mio. kr. Et selskab der kunne investere i ejendomme og udviklingen i Fanø Bad. Projektet skulle bakkes op med et medejerskab fra mindst 500 sommerhuse og ferielejligheder på Fanø for at være realistisk.
Forslaget fik dog ikke den nødvendige opbakning.