Byrådsmedlemmer i tvivl

Christian Lorenzen og Sofie Valbjørn

Christian Lorenzen (t.v.), Det Konservative Folkeparti, genopstiller og vil gerne være borgmester. Sofie Valbjørn (Alternativet) står fast på, at hun forlader sin borgmesterpost og ikke vil genopstille.

Flere byrådsmedlemmer tygger på, om de skal genopstille til Fanø Byråd. Tre vil ikke mere. Andre er klar til at tage en tørn mere

Hent hele artiklen som PDF her

Valgkamp ’21 – Der er stadig et godt stykke tid til kommunalvalget tirsdag den 16. november, men så småt begynder der at tegne sig et billede af, hvem der er villige til at tage en tørn mere, og hvem der forlader kommunalpolitik. Mest opsigtsvækkende er naturligvis borgmester Sofie Valbjørns (Å) melding i fastlandsmedierne om, at hun ikke ønsker at genopstille. Kristine Kaas Krog (Fanø Lokalliste), der var lige ved at blive borgmester sidst, genopstiller heller ikke, har hun bekendtgjort på Facebook. Vi har efter opfordring fra Vor Læser spurgt alle byrådsmedlemmer, om de genopstiller.
Lad os starte med Venstre.

Erik Nørreby (V) genopstiller og vil gerne være borgmester igen.

Erik Nørreby (V) genopstiller og vil gerne være borgmester igen.

Erik Nørreby (Venstre):
“Ja, jeg genopstiller og jeg forventer at blive valgt til Venstres borgmesterkandidat, når vi holder opstillingsmøde. Fanø har brug for stabilitet og erfaring efter de sidste års roderi, både hvad angår økonomi og sager, der har bragt dårlig omtale af øen. Vi har alle muligheder som kommune, og det er kun os selv, der ikke forstår at udnytte dem.”
Marius Nielsen (Venstre):
”Jeg kan desværre ikke sige noget endnu, og afgørelsen tager jeg først umiddelbar inden opstillingsmødet i Venstre.”
Dennis Feldberg (Venstre) vil først beslutte sig lige for opstillingsmødet i september:
”Jeg vil godt gøre arbejdet i Markedsføringsudvalget færdigt, og det er vigtigt, at der er folk fra erhvervslivet. Der er mange talenter i Venstre, men de tøver med at stille op på grund af den dårlige stemning i byrådet. Men hvis jeg stiller op og bliver valgt, så er det de absolut sidste fire år,” siger han.
Så tager vi det Konservative Folkeparti, der også tidligere har leveret borgmestre.
Christian Lorenzen (Konservative):
“Ja, jeg genopstiller. Jeg er konstitueret af vores bestyrelse som borgmesterkandidat, men grundet corona har vi endnu ikke kunnet afholde generalforsamling og få udpegningerne endeligt konfirmeret. Jeg genopstiller, fordi jeg tror fuldt og fast på Fanøs potentiale og forudsætninger. Hos os i Det Konservative Folkeparti har vi masser af bud på, hvordan dette potentiale forløses bedst muligt. Byrådsarbejdet giver en meget stor mulighed for at være med til at gøre en forskel på Fanø – og det har jeg fortsat stor lyst til at være en del af!”
Anja Parbst Høst (Konservative):
“Ja. Vi har dog ikke afholdt opstillingsgeneralforsamling endnu, hvor kandidaterne godkendes. Jeg vil gerne være med til at opretholde, styrke og forbedre alle vores tilbud til børn og unge. Jeg vil gerne sikre, at Fanø er en attraktiv kommune for erhvervslivet. Jeg stiller op, netop fordi Fanø er en lille kommune, hvor vi kan navigere og justere ud fra vores lokale forhold og behov.
Johan Brink Jensen (Socialdemokratiet):
”Jeg har ikke taget stilling endnu.”
Niels Heinel (Miljølisten):
”Det har jeg ikke taget stilling til endnu.”
Sofie Valbjørn (Alternativet) står fast på, at hun ikke genopstiller.
Kristine Kaas Krog (Fanø Lokalliste) står fast på, at hun ikke genopstiller. Hun har ingen kommentarer til hvorfor, hun ikke genopstiller. Hun oplyser, at listen på sin generalforsamling i maj vælger en ny spidskandidat.
Merete Engsted (Fanø Lokalliste):
“Jeg genopstiller ikke. Jeg har ikke yderligere kommentarer.”
Karen Jeppesen (Socialistisk Folkeparti):
“Jeg genopstiller, blandt andet fordi der er nogle sager, jeg gerne vil følge til dørs.”

Tekst: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top