Peter Michélsen fra Ren Strand Fanø og Tine Hejl fra Ny Form Fanø hjælpes ad med at få monteret dispenseren på skiltetmed strandnummeret. Dispenseren vil løbende blive flydt op med nye poser.
Ny Form donerer 128.000 kroner til affaldsdispensere ved de danske strande. Fanø får fire af dem
MILJØBESKYTTELSE – I samarbejde med Ren Strand Fanø er tøjkæden Ny Form i gang med at opstille fire såkaldte havaffaldsdispensere på Fanøs strande. Det samme sker flere andre steder i landet i forbindelse med Havmiljøvogterkampagnen.
Ny Form har 29 butikker og vil gerne have dispensere alle steder, fortæller Tine Hejl, butiksleder i butikken ved Fanø Bad. Foreløbig er 10 planlagt.
Pose eller polet
Pengene er skaffet ved at kunderne i butikkerne i 2019 kunne sige nej tak til en indkøbspose, og hvis de gjorde det, blev der lagt en polet til en værdi af to kroner i et gennemsigtigt rør. Det blev i alt til 128.000 kroner.
”Vores butikker ligger tæt ved vandet, og det er tydeligt, at alle gerne vil hjælpe med at passe på miljøet. Jeg er sikker på, at der blandt vores kunder allerede er mange havmiljøvogtere og folk, der gerne napper en pose og giver en hånd med,” siger marketingansvarlig Anita Christensen fra kæden.
Denne fredag morgen ved Fanø Bad starter Peter Michélsen fra Ren Strand Fanø med at rette skiltet med strandens nummer om, hvorefter han og Tine Hejl hjælpes ad med at få dispenseren sat op. Ineke Roos, der får en nøgle til skabet – eller dispenseren, om man vil – skal løbende fodre den med nye poser.Også tre andre steder på stranden ned mod Sønderho opsættes der dispensere.
Peter Michélsen fra Ren Strand Fanø vil som altid patruljere stranden og indsamle poser med skrald, ligesom han altid vil holde øje med alle andre former for havaffald.
Tekst og foto:
Finn Arne Hansen