GENBRUG – Tiden op til jul er ikke den mest hektiske på året i genbrugsbutikken på Strandvejen i Nordby, og det er egentlig mærkmystisk nok.
Her er nemlig gaveideer til manden, der allerede har alt – og til kvinden, der gerne vil gøre lidt ekstra ud af sig selv med tøj, tørklæde og smykker til nytårsfesten.
Her er udfordrende brætspil til familiehygge og lystigt læsestof i lange baner til både juledage og lange vinteraftener.
Og alt sammen til priser, der vil få indkøbschefer i det ganske, danske lands supermarkeder, tøj- og specialbutikker til at ryste på hovedet. Her kan end ikke en løssluppen Black Friday være med.
”Vi har stort set alt, undtagen hårde hvidevarer, senge og madrasser – og selvfølgelig har vi travlt. Det har vi hele året – men den mest travle tid er lige inden sæsonen begynder i sommerhusene. Så er der for alvor gang i omsætningen”, fortæller Alice Christiansen.
Hun står i spidsen for butikken, der er en af Mission Afrikas 74 genbrugsbutikker i Danmark.
Her arbejder 26 damer på skift, frivilligt, ulønnet og året rundt, med at betjene kunderne.
Hertil kommer tre ’møbelmænd’, der tager sig af de tunge opgaver med at hente, bringe og slæbe alt fra spiseborde og kommoder til reoler og tunge sofaer – eller elorgler og standure…
Butikken fejrede sit 10 års jubilæum tidligere på året, i april måned, og det har faktisk være én lang succeshistorie, mener Alice Christiansen, der har haft tjansen som leder i alle årene. Hun er født og opvokset på Fanø og i øvrigt gift med ’møbelmanden’ Erling. Tidligere arbejdede hun i en lokal fiskeforretning, men har ikke fået mindre travlt i genbrugsbutikken, der er den eneste af sin slags på Fanø.
”Vi har en hel del faste kunder, der lige kigger forbi for at se, hvad vi har fået ’på hylderne’ siden sidst, og ofte gør de nogle gode køb – som de to små, mundblæste snapseglas, vi solgte forleden. 10 kroner pr. styk – det er da en god handel”.
”Vi har samlere af diverse ting og sager – turisterne er flittige gæster, det samme er Fanøs egne borgere – og de er også rigtig flinke til at aflevere deres brugte ting til os, så de kan komme andre mennesker til gode”, fortsætter Alice Christiansen.
For hende, hendes ’damer og møbelmænd’, er mandag altid ugens mest spændende dag. Her går de nemlig på opdagelse i de ting og sager, der er blevet afleveret i løbet af weekenden. De ved kun sjældent, hvor effekterne kommer fra – og de ved slet ikke, hvad der gemmer sig i den container, der står ved butikken, eller på de hylder, der er hængt op udenfor til det samme formål.
”Her kan alle aflevere ting til vores butik. Når vi så møder om mandagen begynder vi at undersøge, hvad det egentlig er. Meget giver naturligvis sig selv – tøj, møbler og den slags – men der kan også være ting, vi simpelthen ikke aner, hvad er. For ikke så længe siden fik vi for eksempel indleveret en mystisk, aflang messinggenstand. Ingen vidste, hvad det var, og så måtte vi i gang med et større detektivarbejde. Det viste sig at være et antikt rejse-skrivesæt med indbygget blækhus og plads til et penneskaft. Formentlig er det fra Mellemøsten, men ingen ved, hvordan det er havnet på Fanø. Måske er det i en fjern fortid bragt hjem af en sømand.
”Andre gange kan det være en avanceret køkkenmaskine med mange dele og dimser.”
”Så må vi finde ud af, hvad den kan, hvordan den virker – og om den virker. Desuden skal vi finde en rimelig og fornuftig pris, og her er det ofte computeren og internettet, der hjælper os videre. Måske finder vi en brugbar brugsanvisning på nettet eller vi får et indtryk af maskinens oprindelige nypris”, fortsætter Alice Christiansen, der aktuelt er ved at granske oprindelsen af en noget spøjst udseende tekande, der har fundet vej til butikken.
”Ja, gad vide, hvor den kommer fra…?”, spørger hun sig selv – men hun skal nu nok finde svaret på et tidspunkt.
”Heldigvis har Mission Afrika en konsulenttjeneste, vi kan trække på, hvis vi er i vildrede. Her kan vi få hjælp og gode råd – og vi kan sikre os, at vi ikke kommer til at sælge meget værdifulde og sjældne ting til langt under den reelle pris.”
”Vi er, trods alt, en humanitær hjælpeorganisation og pengene går jo til et godt formål”, understreger hun.
Alligevel skal priserne være både rimelige og attraktive. Butikken har intet lagerlokale – kun et let støvet loftsrum – og der er grænser for, hvor meget der kan være i udstillingen. Derfor handler det heller ikke kun om økonomisk ’omsætning’, men også om at få tingene afsat i et tempo, der står i forhold til mængden af de effekter, der kommer ind.
Alice Christiansen og de mange medarbejdere kan i øvrigt godt mærke, at genbrug er blevet en ’trend i tiden’. Især de mange Tv-udsendelser om ’Guld – her, der og alle vegne samt på slotte og i købstæder’ har været med til at skærpe interessen.
”Vi har vores del af ’skattejægere’, der kommer for at gøre en god handel. Desuden har Fanø sin søfartshistorie med alt, hvad det indebærer af souvenirs og brugsgenstande, der er hentet hjem af søfolk på langfart i tidens løb. De ting har vi også i butikken, måske i form af dødsboer eller ved køb og salg af boliger, hvor der bliver ryddet godt og grundigt ud på lofter og i pulterrum.”
”Det kan vi kun glæde os over. Vi er glade for hver eneste kunde, der kigger ind, og for hver eneste effekt, vi får til videresalg. Forhåbentlig gør tingene gavn, hvor de end havner – og samtidig har vi det godt og rart med hinanden her i butikken”.
”Det har heller aldrig været svært at skaffe arbejdskraft, selv om flere af medarbejderne i forvejen er engagerede i andet, frivilligt arbejde rundt om på Fanø,” lyder det fra Alice Christiansen, mens hun viser rundt blandt møbler og køkkengrej, bøger og brætspil, DVD’er, ure, håndlavede smykker, legetøj, værktøj, almindeligt tøj og alt muligt andet – samt julepynt, for den slags er der også en hel del af i ’Alices Eventyrland’ på Strandvejen, hvor der endnu er masser af tid til at finde den helt specielle julegave, der vækker glæde hos hende eller ham, der får den juleaften.