En container fyldt med vaffelis og udsigt

Hele artiklen i PDF-format

CAFÉ – Morten Halkjær fra Let Køb Supermarkedet i Rindby synes ikke nødvendigvis, at alting skal være som de altid har været.

Der må godt ske noget nyt. Derfor har han købt en af den slags store containere, der normalt bliver fragtet rundt i landet på lastbiler eller fra verdensdel til verdensdel på dækket af store skibe.

Hjemme i Rindby har han fået monstrummet malet hvidt, ligesom der er blevet skåret et gevaldigt hul i siden på den. Nu står containeren foran supermarkedet som feriegæsternes nye og meget opsigtsvækkende ’is-café’ – endda med en tagterrasse på ’første sal’, hvor kunderne kan slappe af mens de nyder udsigten over vandet og sommerhusområdet.

”Jeg håber, at cafeen vil gøre en udflugt til stranden til en ekstra oplevelse for både fastboende og turister,” fortæller Morten Halkjær, der står i front for det store supermarked, som blev etableret af hans svigerfar, Erik, og hvor både svigermor Bitten og hustruen Hanne er blandt den faste flok af medarbejderne.

I det hele taget har Morten Halkjær og familien gjort supermarkedet til mere end ’bare’ et lokalt supermarked. Et hjørne af butikken er indrettet med brugskunst, et andet til café, her er en stor slagterafdeling, masser af legetøj og lokale produkter samt en udstilling om Vadehavet – og så er der bagerafdelingen, der nærmest er verdensberømt på Fanø.

”Vi har oplevet, at kunderne har stået i kø hele vejen ud af butikken efter vores rundstykker, og der ryger mange tusinde over disken i løbet af en sommer. Over 4.000 på en dag kan det sagtens blive til, og vi har mindst 15 forskellige slags,” fortsætter Morten Halkjær, der også forhandler et utal af tyske aviser, så gæsterne fra nabolandet mod syd kan følge med i begivenhederne hjemme.

Sideløbende står supermarkedet for forskellige aktiviteter i løbet af sommeren. Det kan være alt fra vin­smagning til folkedans, ligesom der selvfølgelig både bliver fejret Sankt Hans og arrangeret helt lokale tiltag i forbindelse med den årlige dragefestival.

”Rindby må gerne udvikle sig – ikke fordi vi skal konkurrere med de øvrige handlende, men fordi der er plads til flere aktiviteter til glæde for alle her midt på øen,” mener Morten Halkjær, der altså nu har åbnet en is-café, men derfor er det sikkert ikke slut med hans påhit og nye tiltag.

Top