Byrådets mødesal har fået en ansigtsløftning

MØDESAL – Mens medlemmerne af byrådet på Fanø har holdt en sikkert velfortjent sommerferie, er deres mødelokale på rådhuset i Nordby frisket op med nyt gulvtæppe og nye gardiner. Desuden har væggene fået et nyt lag maling, IT-systemet er opdateret – og der  er kommet ny, lokal kunst på væggene. Det sidste har Fanø Kunstmuseum sørget for.

”Det er første gang i tyve år, at byrådets mødesal får en ’ansigtsløftning’, så det er bestemt ikke fordi, vi rutter med skatteborgernes penge”, mener kommunaldirektør Vibeke Kinch, der også fortæller, at det nye gulvtæppe består af ’fliser’.
”Så hvis der skulle ske et ’uheld’, kan vi skifte den plettede flise ud med en ny. Dermed kan tæppet holde sig pænt i mange år”, fortsætter kommunaldirektøren, der tilføjer, at mødesalen jo også har andre formål end blot at være rammen om byrådets månedlige møder.
”Her foregår mange ting – blandt andet er lokalet normalt rammen om de vielser, vi foretager i kommunalt regi, men det har så ikke kunnet lade sig gøre mens renoveringsarbejdet har stået på. Derfor har vielserne i de seneste uger været flyttet til ’Terrassen’ ved Fanø Skibs- og Dragtsamling, og det har fungeret udmærket”.

Som afslutning på renoveringen har medlemmer af bestyrelsen for Fanø Kunstmuseum været forbi rådhuset med en række værker, som i det kommende års tid skal pryde væggene i rådssalen.
”Vi har valgt værker af lokale kunstnere, nemlig Heinemann, Finn Hjortskov, Marie Louise Exner og Carl Johan Forsberg”, oplyser formanden for museets bestyrelse Birgitte Schack Rasmussen.

Hun fortæller også, at det faktisk er museet, der bestemmer, hvilken kunst der skal være på de kommunale vægge.

”Kommunen har lov til at ’ønske’, og naturligvis lytter vi til deres forslag – og det er da heller ikke spor svært at blive enige. På den anden side vil vi jo også gerne benytte sådan en lejlighed til at profilere vores museum – eksempelvis overfor nygifte par, der måske får lyst til at besøge vores udstillinger i Sønderho”, fortsætter Birgitte Schack Rasmussen.

For de lokale politikere bliver det altså en ’ny’ byrådssal, de møder op i, når de skal holde deres første møde efter sommerferien. Det sker mandag den 21. august.

Top