Fanøs unge brandkadetter

Her takker Niclas for sit uddannelsesbevis på stationen i Esbjerg. Foto: Claus-Brinch Danielsen.

Fire unge knægte fra Fanø tilhører eneste kadetkorps i Danmark med egen brandbil

ILDEBRAND – Fire unge fra Fanø er i år kommet med i brandkadetkorpset i Esbjerg, som har opstart to gange årligt, hvor to pladser på hvert hold tildeles unge fra Fanø. Det sker i et samarbejde mellem Sydvestjysk Brandvæsen, SSP Forebyggelse & Vejledning, Ungdomsskolen, Esbjerg Kommune, Medvind i Østerbyen og Fanø kommune og er en mulighed, som Henrik Brøner, teamleder i Fanø Fritidscenter, bakker op om. Han fik blandt andet fat i Niclas:
”Henrik kom og prikkede til mig, og så gik vi ud og snakkede om, at det kunne være en mulighed for mig. Jeg gik hjem og snakkede med min mor om det, og hun syntes også, det var en god idé. Så fik jeg skrevet en ansøgning og blev valgt. Jeg havde forventet, at der ville være meget teori i forhold til praksis, men det er rimelig ligeligt fordelt, og teoriundervisningen foregår mest mundtligt” fortæller Niclas på 17 år, der går i 10. klasse. Magnus, 16, blev også opfordret til at ansøge, og selvom han havde rigeligt med fritidsinteresser, blev han nysgerrig på det, med opbakning fra sine forældre.
”Min far var endda meget misundelig,” siger han og smiler.

Egen brandbil
Men det er ikke så underligt, forklarer drengene, for kadetterne i Esbjerg får nemlig undervisning i, hvordan man bruger en masse spændende maskiner, og de har som det eneste kadetkorps i Danmark deres helt egen brandbil, som kommer fra Sønderho!
Kristian, 14, er glad for det sociale, som brandkadetkorpset har medført:
”Der er undervisning én gang i ugen, men vi har også vores eget rum, som vi må tage over til alle andre dage og hænge ud i, når vi vil,” fortæller han. Det er et tilbud, som kadetterne fra hans og Mikkels hold i højere grad har benyttet sig af, tilføjer han.

På natteøvelse
Mikkel, 15, fortæller om en weekendøvelse på forløbet:
”Hele dagen havde vi øvet forskellige slangeudlægninger og førstehjælp, og så blev vi så vækket om natten. En af vores ledere kom ind og råbte, ’det brænder, det brænder!’. Vi skulle hoppe i vores indsatstøj, og så holdt brandbilerne udenfor. Og så er du bare i gang!” De kørte til et sted, hvor der var gjort klar til øvelse og var mulighed for at prøve deres evner af.
”Det var hårdt, men godt! Og du kan ikke finde en bedre måde at ryste folk sammen på,” siger Niclas og Mikkel nærmest i kor.
”Nu er brandkadetter også for børn, som har det svært på nogle punkter, så man lærer også, at man ligesom skal beherske sig, tale pænt og respektere hinanden. For derovre skal man bare kunne arbejde sammen. Hvis vi ikke kan tale ordentligt til hinanden, og vi ikke kan opføre os ordentligt over for hinanden, så duer det bare ikke,” fortæller Mikkel.

Øget tolerance

De fire Fanø-knægte, der har fået eller er i gang med brandkadetuddannelsen: Fra venstre er det Magnus Lauridsen, Niclas Í Rætterá-Salmon, Mikkel Pedersen Howard Moulton og Kristian Arp Deutschbein. Foto: Julie Frey.

De fire Fanø-knægte, der har fået eller er i gang med brandkadetuddannelsen:
Fra venstre er det Magnus Lauridsen, Niclas Í Rætterá-Salmon, Mikkel Pedersen Howard Moulton og Kristian Arp Deutschbein. Foto: Julie Frey.

De fire kadetter er enige om, at tiden i kadetkorpset har givet deres personlige udvikling et boost. De fortæller, at forløbet har modnet dem, øget deres tolerance og tålmodighed over for andre, lært dem at behandle andre mennesker bedre og har givet dem bedre selvdisciplin i forhold til at holde aftaler og møde til tiden. Men mest bemærkelsesværdigt må næsten være, at de alle føler, at de er blevet gladere mennesker af det.

 

Tekst: Julie Frey

Relaterede artikler

Top