Grøn pengeregn over Fanø

Fanø Håndværker- og Industriforening, Rødgaard Camping og FanøNatur skal dele 520.000 grønne kroner

Hent hele artiklen som PDF her

FANØ – To foreninger og en lokal erhvervsdrivende på Fanø skal nu dele 519.865 kroner, som LAG Varde-Fanø uddeler. Det drejer sig om Fanø Haandværker og Industriforening, Rødgaard Camping og FanøNatur
Bestyrelsen for LAG Fanø-Varde har den 4. juni udvalgt 10 lokale projekter, som har til formål er at fremme den bæredygtige udvikling og grønne omstilling. De får 1,15 millioner kroner. De syv andre var fra Varde. De indstilles nu til endeligt tilsagn hos Erhvervsstyrelsen.

Kun til grønne projekter
Midlerne til uddeling var 100 procent øremærket projekter med fokus på bæredygtig udvikling og grøn omstilling i land­distrikterne. Pengene kom fra regeringen.
”Det var på alle måder en særpræget og spændende aften for bestyrelsen. Vi skulle vurdere de indkomne ansøgninger ud fra anderledes kriterier end tidligere, så vi skulle vælge med fokus på cirkulær økonomi, energieffektiviseringer, frembringelse af nye grønne løsninger og øget adgang til natur. Det gav plads til nye ansøgere i forhold til tidligere uddelingsrunder, og vi er i bestyrelsen spændte på at følge de grønne tiltag, som nu ved hjælp af LAG-midlerne, sættes i gang i lokalområderne,” udtaler formand Preben Friis-Hauge.

Den gamle håndværker- og industriforenings bygning skal have nye vinduer.

Den gamle håndværker- og industriforenings bygning skal have nye vinduer. Foto: Finn Arne Hansen.

Kultur- og forsamlingshuset Strien i Nordby ønsker at udskifte de 127 år gamle vinduer i bygningen ud med nye energirigtige vinduer. Foreningen bag huset, Fanø Håndværker- og Industriforening, modtager 324.283 kroner til projektet.

El fra vindmøller
Rødgaard Camping I/S på Fanø ønsker at skærpe sin grønne profil og er begyndt at købe el fra vindmøller. De ønsker nu at udskifte oliefyret med varmepumper og solceller for at omstille til grøn drift og samtidig reducere de faste udgifter. Det får de 121.132 kroner til.
Foreningen FanøNatur har til formål at sikre Fanø naturens mangfoldighed og variation, og de har fået tildelt 74.450 kroner til at udvikle en ny hjemmeside med fokus på brugervenlighed på de forskellige digitale platforme.
Målet med den nye hjemmeside er at skabe øget adgang til naturoplevelser på øen.
2,3 mio. kroner i 2021
Den nuværende LAG-ordning slutter med udgangen af 2020, og 2021 er et overgangsår, hvor der gøres klar til en ny periode med opstart af nye lokale aktionsgrupper og nye LAG-midler til uddeling.
Som noget nyt bliver der i overgangsåret 2021 projektmidler til uddeling til lokale projekter, og for LAG Fanø-Vardes vedkommende er der tale om ca. 2,3 millioner kroner til uddeling. Ansøgningsfrist er ikke fastlagt.
-fina

Relaterede artikler

Top