Erik Nørreby har nu levet uden sin borgmesterkæde i et år. Han indrømmer, det var træls at miste magten, men mere fritid, mere gang i forretningen og et ridderkors giver smil på læben.
På 12. år hang Fanøs borgmesterkæde om halsen på Erik Nørreby fra Venstre. Der var kommet gang i tilflytningen og boligbyggeriet, han havde kæmpet en hård kamp for at skaffe øens færgelinje 28 millioner støttekroner til sænkning af taksterne, og ledigheden var lav.
Men det var ikke nok til, at han kunne beholde borgmesterkæden. Først så det ud til, at Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste skulle havde den, men så endte den om halsen på Sofie Valbjørn fra Alternativet, der kun havde fået 175 stemmer ved kommunalvalget.
“Det var træls”
Erik Nørreby er ikke en mand, der lader følelserne løbe af med sig, men han indrømmer:
”Det var træls. Jeg var borgmesterkandidat og ville gerne være borgmester. Jeg er ikke bitter af natur, men det er da træls at tabe, når man gerne vil vinde”, siger den indfødte ejendomsmægler og lokalpatriot fra Nordby.
Den viste sig også, da tidligere borgmester Keld Nielsen i sin tid ønskede en sammenlægning med Esbjerg, da gik Erik Nørreby i spidsen for et nej og fik to tredjedeles flertal i folkeafstemningen. Men tilbage til tabet af borgmesterposten:
”Der var jo fremgang på alle fronter. Skattegrundlaget var på vej op, tilflytningen boomede, og vi fik lavere færgetakster på grund af landevejsprincippet, som jeg måtte droppe en hel sommerferie for at kæmpe for inde på Christiansborg – med rigtig god hjælp fra journalist Jan Egsborg her på Fanø. Han vidste, hvordan vi skulle bruge medierne for at påvirke politikerne,” fortæller Erik Nørreby.
”Vi ø-borgmestre kaldte det jo et løftebrud, at regeringen ikke ville leve op til dens løfter om at få gennemført et landevejsprincip for småøerne, og det fik bølgerne til at gå højt. Men vi fik 28 millioner kroner til Fanøs færgedrift. Den dag i dag vil min partifælle, folketingsmedlem Hans Christian Schmidt, ikke hilse på mig mere på grund af den sag ”, tilføjer Erik Nørreby og trækker på skuldrene.
Erik Nørreby var med i en gruppe af ø-borgmestre, der kæmpede hårdt for landevejsprincippet. Da der pludselig skulle forhandles på Christiansborg midt i en sommerferie, måtte han overtage rollen som forhandlingsleder. Det kostede ham hele hans egen sommerferie. Men det skaffede Fanø 28 millioner kroner til sænkning af færgetaksterne.
Han ved, at det politiske spil er nådesløst, både på landsplan og lokalt.
”Efter kommunalvalget kunne jeg fornemme, at der var flere, der gerne ville have borgmesterposten.
Fornemmede du ikke før valget, at du var ved at miste opbakningen som borgmester?
”De konservative havde jo ved valget forrige gang haft deres egen borgmesterkandidat, den tidligere borgmester Keld Nielsen, og da endte det også med en seks-fem-afgørelse, men til min fordel. Og den gang støttede Kristine, der tidligere har været konservativ, mig. Men da hun lancerede sig som borgmesterkandidat for Fanø Lokalliste, og da de på valgnatten viste sig at have fået to kandidater valgt, vidste jeg, at jeg ikke kunne forvente støtte fra den kant”, fortæller Erik Nørreby.
Sofie Valbjørn havde også meldt ud på forhånd, at hun også var borgmesterkandidat.
Sofie undervurderet
Folk smilede lidt og troede ikke på Sofie, men de undervurderede hende nok”, siger eks-borgmesteren.
”Fra det øjeblik, Kristine havde fået sit flertal på seks bestående at to fra Fanø Lokalliste, to fra Det Konservative Folkeparti, SF og Alternativet, vidste jeg, at jeg ikke skulle være borgmester mere”, fortæller han.
”Der sker så dét, at vi tilbyder Kristine, som jeg i årevis har haft et godt og tæt samarbejde med, en bred konstituering, men det vil de konservative ikke være med til. Niels Heinel fra Miljølisten ville så hellere have Sofie som borgmester,” understreger Erik Nørreby.
”Hun har jo tidligere været tilknyttet Miljølisten, så han vidste, hvad hun stod for.”
Uforsonlig tone
Siden har der været en uforsonlig tone i byrådet, og det får alarmklokkerne til at ringe, mener Erik Nørreby:
”Jeg hører mange vælgere på Fanø sige, at det da ikke kan passe, at en kandidat med et så lille personligt stemmetal som Sofie kan blive borgmester. Flere menige byrådsmedlemmer fik det dobbelte. Men sådan er det kommunale system jo,” påpeger han.
”Der er ikke direkte valg til borgmester, må jeg så forklare. Jeg hører også folk sige, at med den dårlige stemning og alt det kludder, der er nu, så fortryder de, at de ikke lyttede til Keld Nielsen og stemte ja til Esbjerg.”
“Så det kan efter min mening være faretruende for Fanøs selvstændighed, hvis vi ikke får et godt samarbejdsklima igen,” fastslår Erik Nørreby.
Selv klarer han sig. Som eksborgmester får man et eftervederlag af varierende størrelse efter det antal år, man har siddet på posten, og han har siddet længe nok til at få et års eftervederlag.
Gang i forretningen
Desuden har han fået mere gang i sin ejendomsmæglerforretning, selv om han lige mangler helårshuse til salg.
”Før drillede folk mig med, at de kun kunne handle hus hos mig i weekenderne. Nu har jeg meget bedre tid, også til at holde fri. Som borgmester har jeg flere gange mistet mine ferier og har for eksempel måttet lade min bedre halvdel rejse med venner til Berlin uden mig på grund af en sag”, siger han.
Klap på skulderen og opmuntrende ord fra borgerne får han også i det daglige. Og den 7. januar i år måtte han til Amalienborg for at modtage Ridderkorset af Dronning Margrethe II. Det glæder han sig også over, når nu borgmesterkæden er endt andetsteds.
På Nørby Pedersens Toft er der nu godt gang i nybyggeriet efter hele tre lokalplaner. Det glæder Erik Nørreby, der håber på ejerboliger på grunden ved siden af.
Blå bog
Erhverv, politisk hverv og æresbevisninger: Ejendomsmægler og indehaver af EDC Fanø. Viceborgmester i Fanø Kommune. Ridder af Dannebrog.
Født 19. april 1961, 57 år, ægte fannik, hans mors slægt går tilbage til 1634. Længere tilbage kan man ikke spore hans mors slægt på Fanø. Mange andre slægtsbøger fra Fanø stopper også i dette år. Måske gik kirkebøgerne tabt i den store stormflod i 1634, der udslettede hele landsbyer i Sydvestjylland. Svaret blæser i vestenvinden.
Samlevende med pædagog Helle Jørgensen, der arbejder i daginstitutionen Odden i Nordby, hvor parret bor. Har døtrene Anna og Amalie samt bonusdatteren Nicoline. De er alle fløjet af øen for at studere.
Realeksamen fra Nordby Skole, har blandt andet gået i skole i den bygning, hvor der i dag er rådhus.
Efter et år som havnearbejder gik Erik Nørreby tre år på Esbjerg Handelsskole, og i de år var han aktiv i Fremskridtspartiets Ungdom. Herefter tog han en cand.merc. på Handelshøjskolen i Aarhus.
Sideløbende arbejdede han i et ejendomsmæglerfirma og uddannede sig til ejendomsmægler.
I 1989 kom han tilbage til Fanø, skrev sin hovedopgave færdig og afsluttede sin uddannelse i 1990.
Som studerende opstillede han i 1989 til Fanø Kommunalbestyrelse for Venstre og blev som den eneste Venstre-kandidat valgt ind. På det tidspunkt havde der ikke siddet Venstre-folk i kommunalbestyrelsen i to perioder, altså otte år.
Frem til 2001 arbejdede han i forskellige virksomheder i Esbjerg, men i 2001 købte han sig ind i Marius Nielsens EDC-forretning på Fanø for siden at overtage den helt. Forretningen blev da flyttet fra Sønderho til Nordby. Marius Nielsen og han blev i øvrigt også politiske kampfæller, da Marius Nielsen blev valgt som Venstre-medlem af byrådet fra 1. januar 2002.
Det er de i øvrigt stadig, selv om Marius Nielsen undervejs har holdt en fireårig pause fra 2006 til 2010.
Borgmesterkæden fik Erik Nørreby efter valget i 2005, det vil sige med virkning fra 1. januar 2006.
Folketingskandidat for Venstre i Tønderkredsen i 2011. Opnåede ikke valg.
Mistede borgmesterkæden til Sofie Valbjørn (Alternativet) efter kommunalvalget i 2017. Da han havde haft sidste arbejdsdag den 31. december 2017, havde han således været borgmester i 12 år. Er stadig medlem af Fanø Kommunalbestyrelse og er viceborgmester samt medlem af det magtfulde økonomi- og planudvalg.
Fik den 2. november 2018 Ridderkorset og var i audiens den 7. januar 2019 for at takke Dronning Margrethe for det.
Fem hurtige til Erik Nørreby
Nu er du jo endt som kommunalpolitiker og ejendomsmægler, men hvad har du en gang drømt om at blive?
”Jeg ville gerne have været folketingsmedlem. Det kunne have været spændende. Jeg stillede jo også op i 2011, men uden at blive valgt.”
Du har som liberal Venstre-borgmester
været med til at sætte skatten på Fanø op. Gjorde det ikke ondt?
”Det havde jeg det lidt skidt med, men ellers skulle vi have været ude i nogle store besparelser. Og det var et år, hvor vi ikke risikerede sanktioner fra staten, så vi blev ikke ramt af en stor bøde som så mange andre kommuner. Og jeg har været med til at sætte den ned igen. De sanktioner er i øvrigt med til at spænde ben for kommunerne. Vore handlemuligheder indskrænkes. Før kunne vi bruge skatten som et styringsværktøj og sætte den op, når der var særlige investeringer, vi gerne ville have gennemført og sætte den ned, når der var mulighed for det igen. Nu tør kommunerne ikke sætte dem op af frygt for at få en bøde, men de tør heller ikke sætte den ned, selv om de har penge nok i kassen. For så risikerer de at få en bøde, hvis de får brug for at sætte den op igen senere.”
Din største bommert i politik?
”Det må være bus og taxi-problematikken. Vi skulle ikke være gået ud af Sydtrafik, det har slet ikke givet den besparelse, vi havde håbet på, den er forsvundet som dug for solen. Havde jeg vidst, hvad der siden ville ske på bus og taxiområdet, havde vi ikke gjort det.”
Hvis du kunne vælge en bil uden at skele til prisskiltet, hvad blev det så?
”En elektrisk Audi e-Tron med firehjulstræk. Jeg tror, den holder længe, og som ejendomsmægler på Fanø er man næsten nødt til at have en bil med firehjulstræk. Jeg har i dag en Suzuki Grand Vitara med firehjulstræk, og her i sommer har jeg kunnet hjælpe mange turister, der var kørt fast på stranden. Det var jo så tørt, at der opstod 20-30 centimeter høje driver af løst sand, og dem kørte de ubehjælpeligt fast i.”
Hvad er dømmeferiemålet, og hvad skal du der?
”Jeg interesserer mig meget for historie og vil meget gerne til Mexico og Peru for at se, hvad aztekerne og inkaerne har bygget og efterladt af spor i øvrigt. Interessen kommer fra min skoletid. Vi fik en god undervisning i historie på Nordby Skole. Vi havde en fantastisk historielærer, Erik Lind, der ikke lever mere. Han legede historien ind i os, blandt andet med rollespil. Det var mit bedste fag. Jeg fik 13.”