Udvalgsformand Kristine Kaas Krog opfordrede folk til at lade sig inspirere til at gribe de smukke oplevelser i Vadehavet, inden hun klippede den rød-hvide minestrimmel for at markere den officielle indvielse af udstillingen.
Det blev noget af et tilløbsstykke – også mediesiden – da Fanø Kommune og Færgen i dag holdt officiel indvielse af færgernes nye, faste udstilling om UNESCO Verdensarv Vadehavet.
BILLEDGALLERI:
Åbningen af den flotte udstilling med plancher på vægge, i bordene og på soldækket blev markeret på behørig vis med taler og reception for de inviterede gæster fra bl.a. Nationalpark Vadehavet, turistorganisationer og lokale turistaktører fra Fanø.
“Vi er utroligt stolte af den flotte udstilling, som fortjener stor opmærksomhed. Derfor har vi fra i dag har besluttet at forlænge sejltiden til 24 minutter og forbyde passagerne at blive siddende nede i bilerne,” lød det med et glimt i øjet fra Færgens salgs- og marketingschef Lindy Kjøller.
Formand for Fanø Kommunes Erhvervs- natur- og teknikudvalget, Kristine Kaas Krog opfordrede også folk til at gribe de mange smukke oplevelser i Vadehavet.
“Det er en unik udstilling, som sejler rundt midt i den natur, den handler om. Så jeg håber, at den vil inspirere folk til at komme og opleve Vadehavet i virkeligheden,” sagde hun bl.a. inden hun klippede den rød-hvide ‘minestrimmel’ og officielt erklærede udstillingen for åben.
Indvielsen blev overværet af hele to TV-kanaler, både DR og TV2, samt hele den lokale verdenspresse, så også på den front har udstillingen allerede tiltrukket en del opmærksomhed.