Strandsnerle (Calystegia soldanella) er nu på Fanø.
Hent originalartiklen som PDF her
FANØ NATUR – Igennem rigtig mange år har Fanø haft ry for at være et godt sted at besøge. Igennem 1000 år er folk og fæ strømmet til øen. I begyndelsen vel gennem sporadiske besøg, siden med planer om fast bosætning og i de sidste år både som gæster og med ønsket om at leve på øen.
Det samme er sket med planter og dyr. De har efterhånden fyldt Fanøs natur op. Nogle af dem har haft stor indflydelse på, at Fanø er blevet som den er. Rigtig mange af Fanøs planter har den egenskab, at deres rødder kan holde sand fast. Det er jo en fordel, når man bor på en bunke sand som på Fanø. Uden planter som sandhjælme, sandstar, strandannelgræs og mange andre kunne det være vanskeligt at holde Fanøs sand fast – helt have styr på, hvor Fanø ligger.
752 plantearter
Det er også planterne, som farver Fanøs landskab. Husker du det år, da klitterne blev farvet blå af blåmunke? Og det år, da rødknæ farvede klitterne røde? Og for fire år siden, da der var vild stedmoder over alt? Altid giver hedelyng, hindebæger deres farvebidrag til heden og strandengen.
De 752 registrerede plantearter på Fanø holder sandet fast, og samtidig er de grundlaget for den naturoplevelse, det er at komme til Fanø. Og nu er der kommet tre nye planter til.
Har længe ledt efter strandsnerle
Igennem længere tid har vi i FanøNatur gået og ledt efter strandsnerle – i Danmark en meget sjælden plante. Den kom til landet for 100 år siden. Nu har den fundet sig en plads på Fanø helt ude i den hvide klit. Én af Fanøs gæster, Jan Dorner, så pludselig nogle nye farver og former i klitten. Det var strandsnerlens tragtformede blomst med lyserøde og hvidstribede krone. Det er en kamp at gro i den hvide klit, men strandsnerlen kan det med sin lange rod og tykke sukkulente blade. Det er så svært, at den ikke altid når at blomstre. Den er stadig sjældne i klitterne, men hvis vi holder rynket rose væk og lader være med at plukke den, så kunne de gå hen og blive almindelige på Fanø.
Fra Als til Fanø
Sidst på sidste år opdagede Hanne Bjørnhart, en hyppig gæst på Fanø, pludselig den store, flotte og gule kurvblomst strandloppeurt på Grønningen. Den havde taget et gevaldigt spring fra Als tværs over Sønderjylland og var landet på Fanø. Indtil da kunne man kun se loppeurten ved Østersøens kyster. Nu pynter den i kanten af strandengene. Nulrer man dens blade mellem fingrene, dufter den aromatisk. Loppeurten har fået sit navn, fordi lopper heller ikke kan lide den duft. De forsvinder, når man brænder planten og huset bliver fylde med røgen. Dens frø flyver som mælkebøttens. Så mon den ikke vil blive og sprede sig på Fanø?
Besøg fra Syden
Det der med at springe langt sker af og til – måske lidt tiere nu, hvor klimaændringerne har fået mere kraft. Plantebesøg fra syden bliver mere almindelig. Gyldenurt, som også blev fundet af et par gæster på Fanø sidst på 2021, har efterhånden sneget sig op gennem Holland og til Helgoland. Nu er den også i Danmark – på Fanø og i Fakse Kalkbrud. På dansk kaldes den almindelig gyldenurt, men den er aldeles ikke almindelig i ’dronningeriget’ og findes kun de to steder. Gyldenurt vil gerne gro i nærringsfattig, men kalkrig jord. Så den spås en god fremtid på Fanø. Næringsfattig jord har vi overalt, og mange steder i de vestlige klitter er der megen kalk fra strandskaller. Foreløbig har den taget ophold i Fanø Klitplantage.
Tag ud i Fanøs natur, se de nye blomster og pas på dem!
Tekst og foto: Søren Vinding