De søde engle står grønt hele vinteren

Engelsød trives på Fanø. Så godt, at den står grøn hele vinteren.

Hent artiklen som PDF

Overalt på Fanø finder man den lille bregne engelsød. Den står under de mest kummerlige bjergfyr og i de næringsfattige heder og klitter. Engelsød trives på Fanø. Så godt, at den står grøn hele vinteren. Hvis der kommer streng frost, ruller bladene sig bare sammen. Den kan i øvrigt som den eneste karplante i Danmark gro på træer.

Værdsat fortidsplante
Engelsød er en pudsig, men værdsat fortidsplante. For 400 millioner år siden udviklede den sig sammen med mos, ulvefod og padderokker fra havplante til landplante. At planten kaldes både engel og sød, fortæller, at man har sat pris på den. Engelsøds jordstængel har været brugt mod et hav af forskellige lidelser. Den smager som sød, men bitter lakrids. Det vides ikke, hvordan engelsød har været brugt på Fanø, men man kan jo prøve mod hoste. Visse indianerstammer tyggede dens jordstængel og sank saften mod hoste. Nogle brugte også saften mod indvoldsorm.
Engelsød er en enkelt opbygget bregne – nem at kende med sine enkelt fjersnitdelte, ofte helrandede blade. På bladenes underside sidder brunlige cirkulære sporehuse. De grønne bregner vil pynter på et veldækket julebord og er fremragende som grønt bunddække i haverne.

FanøNatur ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår fyldt med gode naturoplevelser.

Tekst og foto: Søren Vinding

Relaterede artikler

Top