Erik Valeur og Lise Ringhof, her ved Børsen i Sønderho, måtte sortere kraftigt i materialet til Det er de oprørske der svigter
Erik Valeur og Lise Ringhof fik mange lokale kommentarer til første bind, som solgtes i 20.000 eksemplarer
FORFATTERI – Man skriver ikke en roman med afsæt i Sønderho omkring år 1900 uden at få lokale kommentarer. Det har forfatterparret Erik Valeur og Lise Ringhof erfaret forud for lanceringen af bind to i deres trilogi.
”Vi har fået at vide, at fattiggården ikke lå der i Rindby, og at det og det hus i Sønderho ikke hedder det, vi kalder det. Jeg har også fået at vide af nabokonen, at ham der den vankelmodige Erling Brinch altså snart må se at tage sig sammen. Men sådan er karakteren. Det er fiktion,” smiler Erik Valeur, som godt forstår reaktionerne.
Etteren, Det er de danske som flygter, solgtes i 20.000 eksemplarer. Den ny har titlen Det er de oprørske der svigter og handler om perioden 1950 til 1990, dermed også deres egen ungdom i de røde 1970ere.
Delt tilværelse
Parret, som deler tilværelsen mellem Sønderho og hovedstaden på grund af Lise Ringhofs gamle mor i København, brugte og bruger også denne gang Sønderho som base for deres fortælling.
Den første hovedperson fra bind 1, Erling Brinch, er nu farfar og kan vise sit barnebarn byen og øen. Men han og de forskellige lokaliteter og huse er til dels skabt af forfatternes frie fantasi, og det er som beskrevet faldet nogle lokale læsere for brystet.
Den ny bog handler om den generation, der gjorde oprør i 1968. Nogle af dem gik til bunds, uden at deres kammerater opdagede deres problemer.
”Det var faktisk skræmmende at tænke på alle de aktivister, der døde tidligt, sprang ud foran et tog på Nørreport station efter endt arbejde eller endte på Montebello. Men vi i fortsatte bare,” funderer Erik Valeur.
Andre – som en jurist-figur i bogen – fik en god uddannelse, en villa på Frederiksberg og hensank i magelighed.
Men hvordan var det at skulle skrive om folk, de selv kendte?
”Vi kalkerede tre-fire personer og skaber en selvstændig person ud fra det,” forklarer Lise Ringhof, der derfor ikke er bange for at træde folk over tæerne personligt.
Bogen er på 571 sider, men da det var deres egen ungdom, kunne de have fortsat og fortsat.
”Vi har på computeren en mappe, vi kalder Rester. Vi kunne have skrevet dobbelt så meget, og vi havde mange diskussioner om, hvad der skulle med,” fortæller Lise Ringhof.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
