Ole Torben “Topper” Jensen signerer cd’er.
PLADEUDGIVELSE – Hele to receptioner skulle der til for at udgive Sand på Gulvets nye cd ’Fjerde Juledag’.
Det blev markeret på henholdsvis ’Ø-ambassaden’ i København den 1. april og på Café Aroma i Nordby den 2. april.
Begge steder var presse, familie og venner mødt op, og på Café Aroma kiggede mere end 200 gæster forbi i løbet af lørdag eftermiddag.
Både i København og på Fanø bød Ole Mouritzen velkommen på folkemusikgruppens vegne og fortalte historien bag udgivelsen.
”Hvert år fra 1975 og frem til sidst i 80’erne mødtes vi fjerde juledag for at spille gamle og nye melodier. Jørgen Mouritzen var vores lyd- og alt-mulig-mand. Han sørgede for optagelserne med en mikrofon i midten af lokalet og en god spolebåndoptager,” fortalte Ole Mouritzen.
”Balancen mellem instrumenterne blev justeret ved at flytte os lidt frem og tilbage i lokalet. Nu er den der, sagde Jørgen, og så spillede vi bare!”
Ole Mouritzen afsluttede sin velkomst med at takke sponsorerne bag cd’en: Fanø Sparekasse, Fanø Kranservice og revisor Hans Thomsen for deres bidrag.
Gode historier
Både i København og på Fanø blev der fortalt historier fra de glade dage tilbage i 70’erne.
Om sejlturen til Skotland, den første koncert i Köln, koncerterne rundt omkring i Danmark og ikke mindst fra de mange baller på Fanø.
Historien om Sand på Gulvet og deres oplevelser kan i øvrigt læses i bogen ’Hvis jeg ikke havde spillet banjo’, udgivet sidste år af et andet medlem af Sand på Gulvet, Nils Thorlund.
På Fanø blev receptionen rundet af på bedste vis, ved at instrumenterne blev fundet frem, og der blev hyggespillet et par timer på Café Aroma – dér hvor det hele startede i 1974.