Peter Uhrbrand hylder de gamle spillemænd på Fanø

Han drømte om at blive psykolog i Aarhus, men i stedet blev han Fanøs musikalske omdrejningspunkt

Hent artiklen som PDF her

MUSIK – Forsamlingshuset i Sønderho er hans andet hjem, og når der er baller, Sønderhodag eller turister i byen om sommeren, er han der med sin violin – ofte med Ole Mouritzen ved sin side der for enden af hovedgaden i Sønderho. Nu er han pladeaktuel med lp’en Gennem Landet. Det vender vi tilbage til.
For først en lille fortælling om Peter Michael Uhrbrand, der om nogen repræsenterer spillemandstraditionen på Fanø. Og han er endda fra fastlandet.
”Jeg er fra Vejle Vest, ’the dark side of town’, et rigtigt rabarberkvarter. Men mine forældre var begge meget musikalske mennesker, så jeg blev sendt til klaver. Jeg lærte også at spille guitar, så som ung spillede jeg rock og jazz,” fortæller han.
Efter en højere forberedelseseksamen på Th. Langs Seminarium og Forberedelseskursus i Silkeborg begyndte han på socialrådgiveruddannelsen i Esbjerg. I baghovedet var der en drøm om at studere psykologi i Aarhus. Socialrådgiveruddannelsen bestod den gang af ét års teori først og to gange et halvt års praktik senere. Det kom til at ændre hans liv.

Musikhus i Hoager
”Jeg kom i praktik i Holstebro, og der fik jeg kontakt med Folkemusikhuset i Hoager, hvor det handlede om folklore, musik, fortælling og dansk. Der kom mange spillemænd, såkaldte meddelere. Det er lægfolk, der kan nogle af de gamle viser og sange – traditioner, som de så bringer videre. Der mødte jeg Thomas Thomsen, og han tilbød at lære mig at spille violin. Det sagde jeg ja til, og så mødte jeg op en til to gange om ugen for at få undervisning,” fortæller Peter Uhrbrand, der var færdiguddannet i begyndelsen af 1977 og fik job som socialrådgiver i Esbjerg.
Så sker der igen noget livsforandrende.
”Jeg møder Aksel Nørgaard, skibstømrer og kontrabassist fra Nordby. Han fortalte mig om Fanø-musikken. Jeg anede intet om den. Og han fortalte, at hans søn og en kammerat ledte efter en makker til et hus i Nordby. Så jeg flyttede til Nordby. I 1978 sluttede jeg med jobbet, og Dorte og jeg flyttede så til Sønderho.”
Dorte fik job som hjemmehjælper, og Peter fik job som medhjælper for tækkemand Oluf Jensen.
”Det var jeg i 12-13 år. Jeg har aldrig været bange for at skifte spor. Der er altid en faldskærm, der folder sig ud. Og det gav mig en egalitet, et sammenhold i mit liv. Nu arbejdede og boede vi samme sted. Der kom børn, vi kunne lide at være her, og så fordampede drømmen om at læse psykologi i Aarhus,” siger han og smiler.
Han var blevet advaret om, at det tog ’17 generationer’ at blive integreret i Sønderho, men takket være det unge pars udadvendte jobs gik det over meget hurtigere, faktisk over al forventning.
”Folk lærte os at kende på det, vi lavede,” fortæller han.

Mødte spillemænd
I Sønderho møder han hurtigt en lille flok spillemænd: Søren og Frits Brinch, tidligere smed Henning V. Pedersen og elektriker Erik Thøgersen.
”Vi var heldige at lande her på det tidspunkt. På hotellet herskede Maren Markussen. Og der var åbent 24-7. Man kunne altid falde ind til en pils og høre noget musik. Det savner vi i dag. De nævnte herrer var meget aktive, og deres spillestil var helt anderledes end andre steder i Danmark. Så jeg fik interesse for at lære det. Fest, dansk og musik er peber i livet her på Fanø. Det er anderledes end at møde til folkedans med blødt brød og kaffe en gang om ugen som andre steder i landet. Her er det kaffepunch, fest, dans og musik – det at være sammen er næsten det vigtigste,” forklarer han.
Omkring 120 sange og melodier fra Fanø er bevaret ved mundtlig overlevering, og Peter Uhrbrand kan cirka 100 af dem. Det kan man takke folkemindesamler Hakon Grüner-Nielsen for. Han kom til Fanø i 1910 og fik folk på øen til at synge og spille for sig, og med sig havde han en voksrulle-optager med en tragt, de skulle synge ind i. Han udgav senere Folkelige valse, som er hans hovedværk.
Og så er vi tilbage til den ny plade, Gennem Landet, der er opkaldt efter et vejskilt på Anholt.

En hyldest
”Pladen er min hyldest til de fire gamle spillemænd,” fortæller Peter Uhrbrand.
Han håber, at Fanøs musiktraditioner kan bevares, selv om så mange unge flytter fra øen.
”Ole og jeg spillede til en konfirmation for nylig. Det var konfirmanden selv, der havde ønsket det, og næsten alle de unge kunne dansene,” fortæller han og fremhæver Tove de Fries som en af dem, der virkelig gør en indsats for at lære børn og unge at spille.
Der er da også et levende folkemusikmiljø i Danmark, og de unge er ikke blege for at blande stilarterne.
”De er åbne og eksperimenterende,” konstaterer han.
Vi slutter interviewet ved forsamlingshuset og tager nogle fotos i hans og Dortes stråtækte hus. Her viser han sit arbejdsværelse frem:
”Her blev hele pladen optaget, ofte om natten, når der var helt stille,” fortæller han.
Pladen er på gaden nu.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Blå bog

  • 69 år, gift med Dorte Haubro Uhrbrand, to voksne døtre i henholdsvis Tønder
    og på Amager
  • Født og opvokset i Vejle V, et rigtigt ’rabarberkvarter’
  • Fra et hjem ’med klaver’, spillede rock og jazz som ung
  • Højere forberedelses-eksamen fra Th. Langs i Silkeborg
  • Uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Esbjerg februar 1977
  • Arbejdede som socialrådgiver i Esbjerg 1977-1978
  • Flyttede til Fanø i 1978, først til Nordby, så kort derefter til Sønderho
  • Har undervist i musik på Fanø Skole i en årrække
  • Har undervist i 10 år på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense
  • Arbejdede som tækkemands-medhjælper på Fanø i 12-13 år
  • Aktiv i musik- og kulturlivet på Fanø i alle årene
  • Har netop udgivet vinylpladen Gennem Landet på Gateway Music, lydmand Ole Ellingsgaard
  • Spiller selv alle instrumenter’
  • Fotos af Morten Fog, Fanø, grafik Juan Carlos Florez Garcia Lopez
  • Pladen, der er en hyldest til de fire gamle spillemænd, der lærte ham alt om Fanø-musik, koster
    180 kroner

Relaterede artikler

Top