Maskerne er slået op til strikkefestival

Om få dage går det løs med endnu en festival på Fanø, men den, der venter lige om hjørnet, er nu ikke helt som de andre af slagsen. Det er nemlig årets strikkefestival, der slår døre og telte op for de tusindvis af mennesker, der ventes at strømme til øen i dagene fra den 15. til den 17. september.

Programmet for de tre dage er omfattende, stort og langt som et IC4-tog i påsketrafikken, og selv om udgangspunktet er strik i den bredest mulige forstand, bliver der masser af andre oplevelser til gæster og fastboende.

Både Nordby og Sønderho vil summe og syde af aktivitet – der er foredrag, workshops, udstillinger, kulinariske oplevelser, udflugter, byvandring, ’late night’, musik og meget, meget mere – alt sammen arrangeret af ægteparret Christel og Jørgen Seyfarth.

I Nordby er aktiviteterne først og fremmest koncentreret på festivalpladsen, i det meget store telt og det lidt mindre sidetelt ved lystbådehavnen. Desuden bliver der aktiviteter hos både ’Strien’ og i sejlklubbens klubhus.

I Sønderho er det især forsamlingshuset og skolen, der er omdrejningspunkter og ’hjertekamre’ for de forskellige indslag i festivalen. Men også byens butikker, restauranter, kunstmuseet samt kirken og sågar den gamle fuglekøje er med i arrangementet.

Den røde tråd i alting er naturligvis strik – og selvfølgelig er der massevis af inspiration og viden at hente for ’strikkere’ fra ind- og udland. Ikke desto mindre ønsker ægteparret Seyfarth, at festivalen skal være en ’totaloplevelse’, hvor den støt stigende interesse for håndværket bliver krydret med natur-, kultur- og kunstoplevelser.

Derfor er der guidede ’sti-ture’ i både Nordby og Sønderho, hvor der i øvrigt også er folkedans. Der er smagsprøver på lækkerier fra Vadehavet, forrygende underholdning ved fem skotske musikere plus en koncert med islandske Eivør og hendes band. Der er også meditations-strikkegudstjeneste, bogrelease og strækøvelser, mandehjørne, mad og i det hele taget et væld af mangeartede oplevelser.

Relaterede artikler

Top