Kulturminister Joy Mogensen (i midten ved siden af MF Anders Kronborg) er godt bekendt med Fanøs immaterielle kulturarv, idet hun for nylig kunne åben en udstilling med billeder fra Fanø Dagbog på Christiansborg. Nogle af modellerne deltog ved ’ferniseringen’, som det ses på billedet. Foto: Kulturministeriet.
Arrangementet finder sted den 19. juli, men allerede den 21. juni kan den gamle hollændermølle på Møllebakken fejre 125 års fødselsdag
SØNDERHODAG – Kulturminister Joy Mogensen har allerede sat kryds i kalenderen ved søndag den 19. juli i år. Den dag skal hun nemlig være hædersgæst og festtaler ved årets Sønderhodag, oplyser formanden for Fonden Gamle Sønderho, Susanne Winsløv.
Allerede i slutningen af januar fik formanden prikket den populære minister på skulderen, og nu kan hun meddele, at aftalen er bekræftet.
”Sammen med en række andre gæster fra Fanø var jeg med i Folketinget, da udstillingen Fanø Dagbog blev åbnet. Her holdt Joy Mogensen åbningstalen, og jeg kan roligt sige, at ministeren var begejstret for, hvad hun så og hørte om Fanø,” fortsætter hun.
”Derfor var det oplagt at benytte lejligheden til at spørge hende, om hun kunne tænke sig at holde festtalen ved Sønderhodagen i år. Den invitation blev hun meget glad for, og nu har vi altså fået den officielle bekræftelse fra ministeriet”.
Håb om sightseeing
Susanne Winsløv håber, at ministeren også får tid til en lille sightseeing i Sønderho, der i dagens anledning selvfølgelig er klædt i sit fineste festtøj.
”Selvfølgelig vil vi gerne introducere Joy Mogensen til Fanøs kulturarv, ikke mindst musik-, danse- og dragttraditionen”, understreger formanden.
Som altid bliver årets Sønderhodag indledt med en smukt og festligt procession fra Børsen ved havnen til Møllebakken, hvor festen kulminerer.
Øverst oppe på bakken knejser Fanøs eneste tilbageværende mølle.
Den nyrestaurerede mølle runder netop i år sin 125 års fødselsdag – en begivenhed, der mere officielt bliver markeret den 21. juni.
”Men selvfølgelig er den smukt restaurerede hollændermølle også en væsentlig del af hele arrangementet ved Sønderhodagen”, fastslår Susanne Winsløv.
Flere prominente talere
Og mens møllen fylder 125 år her i 2020, går Sønderhodagen tilbage til 1928, hvor den første af slagsen fandt sted. I tidens løb har adskillige prominente gæster og notabiliteter stået på talerstolen – blandt andre Joy Mogensens nuværende chef, statsminister Mette Frederiksen, der holdt festtalen i 2017.