Når børn på Fanø skal lære at føre øens musikalske traditioner videre, er det Tove de Fries, der hjælper dem på vej
Hent den originale og kortere artikel fra avisen som PDF her
MUSIKTRADITION – Da vi i 2022 interviewede musikeren og spillemanden Peter Uhrbrand, sluttede han af med en opfordring:
”I skulle tage og skrive om Tove de Fries. Hun gør et fantastisk arbejde for at føre vores musiktradition videre til den næste generation,” sagde han.
Den har luret længe i redaktørens halvslidte baghoved, men så dukkede nyheden om en kommende støttekoncert for hendes elevers studierejse til Canada op.
Det gav det sidste puf til at få snakket med den allestedsnærværende violinist med det smittende humør, også bosiddende i Sønderho som Peter Uhrbrand.
Hendes baggrund er enestående, set med nutidens øjne. Hun er fra Klink ved Hejnsvig, tæt på Billund, den yngste af otte børn og er ud af en husmandsslægt, der har fostret en stribe spillemænd.
”Min far, min farfar, min oldefar, min tipoldefar, min tip-tip-oldefar… Jeg kunne blive ved,” fortæller hun med et grin.
”Jeg har hørt om min far og hans spillemandskolleger køre afsted med et klaver på en vogn bagefter en traktor, når de skulle ud at spille i 1930erne,” tilføjer hun.
Mange andre i slægtens mange forgreninger spillede i øvrigt også. I dag er det kun Tove.
Faderen var Niels de Fries, og han havde som de fleste andre husmænd arbejde ved siden af det lille husmandsbrug. Han var blandt andet murerarbejdsmand og jord- og betonarbejder.
”Vi havde plads til 13 køer, men vi havde aldrig 13,” fortæller hun, der selv har været med til at hakke roer og andet forefaldende arbejde på gården. Hendes mor, Else Eriksen, var husmor, medhjælpende hustru og arbejdede også ude af og til.
Begyndte som teenager
Man skulle tro, at lille Tove i det miljø hurtigt ville begynde at spille selv, men det var først i teenageårene, hun kom i gang.
”Jeg begyndte at spille med min far når han var ude at spille. Egentlig undervisning fik jeg aldrig, jeg fik bare et blik eller et ”det er ikke helt sådan”, hvis jeg spillede falsk.
Hun var først i kort tid på Holstebro Musikhøjskole, men her var engagementet blandt de andre elever, der var placeret af forskellige kommuner ikke nær på højde med Toves, der måtte betale selv.
Så hun drog til Aarhus. Her havde hun mange forskellige job. Det spøjseste var at kategorisere Jysk Ordbog fra A til D. Hendes far var meddeler. Men så kom endelig en længe lovet folkemusikuddannelse. Den kom først til at ligge i Odense. I dag ligger den i Esbjerg, selv om Sønderho ret beset ville være det rigtige sted.
”Jeg kom i 1998 på det første hold efter en optagelsesprøve. De sidste afgørende to år på uddannelsen valgte jeg Peter Uhrbrand som hovedfagslærer,” fortæller hun.
“Der var jeg allerede begyndt at komme i Sønderho, hvor jeg lærte Ole Mouritzen og flere andre spillemænd at kende, og da Per Stuhr havde Café Nanas Stue, spillede jeg der,” tilføjer hun, der selv havde selv orkesteret Baltinget.
”Her var der en levende tradition og et miljø som lignede det jeg var vokset op med. Her ville jeg være, så jeg fik et værelse hos Bus-Hans” fortæller Tove.
Hendes karriere som underviser på Fanø startede i FOF. Det var jo for voksne, men:
”Forældrene meldte sig ind, og så fik deres børn undervisningen,” griner hun.
Hendes ry er gået vidt omkring, og det har ført til mange gode episoder:
“En dag lå der en violin i min entré med en besked om, at familien ikke havde noget at bruge den til, så den kunne jeg lige så godt få. Når den slags sker, sender jeg dem til en instrumentmager og får dem sat i stand, og så sælger jeg dem for det, som reparationen har kostet, fortæller hun. For tiden har hun fem-seks violiner til salg, så man skal bare henvende sig.
Klaveret i stuen har også en rørende historie. Det var engang ejet af den kendte komponist Thorvald Aagaard og gik videre i arv til hans svigerdatter. Da hun flyttede til et mindre hus, tilbød hun klaveret til Tove de Fries, som sagde ja tak.
Har undervist i ind- og udland
Hun har også undervist på musikskoler i Horsens, Børkop og Egtved, på konservatoriet, samt utallige kurser i ind- og udland.
I dag er hun ansat i den fælleskommunale musikskole for Fanø og Esbjerg, og eleverne kalder sig Fanø Fiddlers, når de er ude at spille. Og at komme ud at spille med det samme, det er så vigtigt, pointerer hun.
”Noget af det første, jeg gør, er at tage dem med hen i Brugsen, måske. Det kan godt være, de ikke kan så meget den første gang, men de kan se, at folk bliver glade, de får selvtillid, de lytter og lærer. Det giver nogle gevaldige hop.”
I anledning af elevrejsen til Canada er der støttekoncert på Strien lørdag den 1. april klokken 16-02 med mange slags musik, kaffepunch med mere. Billetter til en ’hund’ købes på MobilePay, 775691. Man må gerne støtte med lidt ekstra på et andet nummer, .
De foreløbige sponsorer er Lida og Oscar Nielsens Fond, Fonden Gamle Sønderho, Kulturelt Samråd, Fannikkerdagene, Marie Rasmussens Fond, Fanø Sparekasse, Fanø Kulturskole, Fanø Brugsforening og Danibo.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
Blå Bog Tove de Fries
- Født den 10. september 1972
- Har en søn på efterskole og en kæreste på Sjælland
- Spiller i flere konstellationer som Fries & D. Beck samt Mouritzen, de Fries
og Mouritzen, med Malene Beck, med Marcus Florez, med Peter Uhrbrand, med Nils Thorlund og med Troy MacGillivray og Andrea Beaton - Er cand. mus. pæd. muma. Det sidste fortæller, at hun har en diplomuddannelse i Music Management, de tre første forkortelser fortæller, hun er musiker og underviser
- Hun er ved at indrette ’Odas Pensionat’ B & B på første sal af sit hus. Huset var tidligere kendt som Odas hus