Femte Martha-aften på Fanø

De årlige Martha-fejringer som dels finder sted på Fanø Krogaard og Fanø Biograf er en festlig begivenhed med mange skøre ritualer.

Igen i år samlede kultfilmen Martha om det gode skib af samme navn mange fans på øen

SPØGEFULDHEDER – Filmkomedien om det gode skib Martha samler i flere søfartsbyer som Svendborg og Nordby mange fans til årlige ’Martha-fejringer’.
I år var det femte gang på Fanø, og der deltog 57 personer i den festlige oktoberbegivenhed, der som sædvanlig startede med, at et festlig klædt publikum indtog Fanø Biograf for fælles at grine sig igennem den halvanden time lange, maritime film, fortæller Marius Knudsen.

Mange kom udklædte til Martha-filmforevisningen i Fanø Biograf.

Mange kom udklædte til Martha-filmforevisningen i Fanø Biograf.

Forinden var der blevet indledt med Martha-sangen på sækkepiber ved Bente Korsgård og Kis Sharasuvana, og den røde løber var da også rullet ud.
”Efter at ansigtene var lagt i de rette folder, begav vi os til Fanø Krogaards festsal, hvor der var pyntet op, og hænderne blev inspiceret, hvor to formastelige syndere måtte have sig et bad, inden de kunne begive sig til bords. Herefter indtog vi krogårdens store kolde bord – denne gang uden brotsjö-sild – med tilhørende Tuborg og O. P. Anderson-snaps,” fortæller Marius Knudsen.
Indtagelsen blev behørigt afbrudt af adskillige fælles rejsninger med afsyngning af Gud Signe dig Norge og efterfølgende fælles skål.
Aftenen forsatte – sædvanen tro – med forskelige indslag som fælles at synge Marthasangen, danse Zorba, lege Tornerose var et vakkert barn og gennemføre quizzen, der denne gang var usædvanligt svær, så ingen havde alle rigtige.
”Der var heller ingen der kunne svare på ekspertspørgsmålet, så præmierne fra de lokale forretningsdrivende blev ret store. Aftenenes vinder med flest rigtige blev Henrik Hessellund, der nu kan kalde sig Martha-mester et års tid frem, tilføjer Marius Knudsen.
”Da der ikke var så mange rigtige besvarelser, bliver vi nok nødt til at holde arrangementet til næste år igen, så er der tid til at øve sig. Datoen er sat til den 10. oktober 2020, hvis ellers vi kan finde egnede lokaler. Det var glædeligt, men også lidt vemodigt, at vi alligevel fik lov til at holde vores arrangement i Krogaardens festsal, for det bliver jo måske sidste gang i de så ellers velegnede gemakker. Stor tak til Krogaarden”, siger Marius Knudsen, der også takker sponsorerne: SuperBrugsen, Slagter Christiansen, Pandekagehuset, Fanø Rom, Fanø Gin, Fanø Bryghus, Øens Tømrer, Agavanza, Fanø Glaspusteri, Design Gitta Foldbjerg, Café Danmark, Fanø Keramik, Nybolig Fanø, Center for Maritim Sundhed, JepTek, Fanø Blomster, Fanø Dagbog, Riggerloftet på Fanø Skibsfarts- og dragtsamling, Fanø Sparekasse og M/S Martha af Sønderho.
Martha er en Erik Balling-film fra 1967 efter oplæg fra Henning Bahs og Preben Kaas.
-fina

Tags ,

Relaterede artikler

Top