Et af disse tre badehoteller vil blive bygget ved Rindby Strand

Projektet fra Reiluf Ramstad. Det er p.t. langt det mest populære i vores læserafstemning på i vores Facebook-side Fanø Posten – hele øen rundt

Vandkunsten, Loop Arkitekter og norske Reiulf Ramstad Arkitekter præsenterede onsdag den 9. oktober de tre finaleprojekter om et nyt badehotel i Rindby. Alle bygges i træ

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BADEHOTEL – Spændingen var til at tage at føle på, da omkring 80-90 borgere og ø-gæster på Fanø Skole onsdag den 9. oktober klokken 18.30 sad klar for at se de tre arkitektforslag til et nyt badehotel ved Rindby Strand. Det seneste brændte i 1951.

Havde lagt sig i selen
På de pæne klapsalver, der fulgte efter præsentationerne fra de tre hold Reiulf Ramstad Arkitekter og Lytt, Loop samt Vandkunsten og Vega, at dømme, så var der vist bred enighed om, at både de og landskabsarkitekterne virkelig havde lagt sig i selen for at præsentere noget, der passer godt til Rindby Strands blandede sommerhus- og klitområde – og til Fanø. To af dem havde endda ikke brugt hele det grundareal på 15.400 kvadratmeter, som et flertal i Fanøs byråd har fastsat. Maksimalhøjden på 10,7 meter og det maksimale antal udlejningsenheder på 200 var der heller ingen af dem, der havde udfordret.

Stråtækt hotel fra norsk arkitekt
Reiulf Ramstad, der har bygget flere lignende projekter på små lokationer i naturskønne områder i Danmark, viste et indtagende projekt med stråtag og fortalte på sit klingende norsk, hvordan de havde forsøgt ikke kun at indpasse byggeriet i landskabet men også tilpasse det den ånd og den stemning, der er på Fanø.

Kravet fra bygherren om både indendørs-og udendørspool løses på denne måde.

”Når man tager færgen herover, sænker man skuldrene og slapper af. Det vil vi videreføre på hotellet,” sagde han, og den gik rent ind hos publikum, så det ud til.

Hotel åbner sig mod strandtorv

Vestibulen i Reiulf Ramstads projekt.

Hotellet består af to store hoteldele, der åbner sig mod et strandtorv, og ude i et genskabt klitlandskab vil der ligge sommerhuse og rækkehuse. Indkørslen bliver få meter inde af Vindgaf, så bilerne hurtigt kan blive ledt til den plads, hvor de skal holde under opholdet. På vej ned ad Kirkevejen skal der være små rastepladser til gående og cyklister, blot nogle træbænke, og torvet skal fingere hele året.

Hvidt og Sønderho-grønt hotel fra Loop

Projektet fra Loop er mere luftigt og moderne i hvidt og grønt.

Morten Nymann Nielsen fra Loop Arkitekter viste et helt anderledes projekt på mødet. Det var hvidt i modsætning til de to andre, der havde brugt Sønderho-grønt som gennemgående farve.
Der er tale om et pænt, funktionelt byggeri med grønne tage med cirka 800 kvadratmeter solceller, regnvandskanaler, kun 13.500 kvadratmeter i alt, men også med en kombination af en hotelblok plus mindre enheder.

Den udendørs svimmingpol ligger i st genskabt klitlandskab.

Loops foresilling om strandtorvet.

Som noget lidt interessant foreslår de at føre cyklisterne ud på vejen, så folk kan gå i fred på fortovet – hvilket dog ikke havde vakt begejstring på rådhuset. Men det fungerer andre steder. Den udendørs pool vil ligge i et klitlandskab mellem husene, næppe billigt.

Hotel som en skandinavisk designklassiker

Vandkunstens projekt er det mest dristige og nyskabende. Her er husene holdt i Sønderho-grøn.

Vandkunstens vestibule minder om et stort, norsk fjeldhotels.

Eksteriør-illustration fra Vandkunsten. På strandtovet er stranden og klitterne trukket med ind.

Jan Albrechtsen fra Vandkunsten viste et hotel, der ledte tankerne hen på skandinaviske designklassikere fra øverste hylde. Klitlandskabet skal føres ind på torvet og ind mellem husene. Farven på husene er Sønderho-grøn, hvilket også gør byggeriet mindre at se på, påpegede han. Gennem bebyggelsen går en offentlig sti på planker.

Projekter udstilles til 31. oktober – kåring af vinderen 17. december
Storinvestor Sven Hollesen var til stede. Han fortalte, at han først havde set projekterne på en lille skærm dagen før, men han var tilfreds.
”De kunne sagtens have været grundigere, men vi har tre vinderprojekter,” sagde han med et skælmsk smil til Fanø Posten
De tre projekter kan ses frem til 31. oktober på Fanø Bibliotek og ved supermarkedet i Rindby. Kåringen af vinderen sker tirsdag den 17. december. Dommerne er investorerne.
Man kan se mere og deltage i diskussionen på https://thinglink.com/card/1808814320717398884.

Tekst: Finn Arne Hansen
Illustrationer: Tegnestuerne Reiulf Ramstad, Loop og Vandkunsten.

Relaterede artikler

Top