Værftet i Nordby udvikler sig hele tiden på grund af et kreativt trekløvers idérigdom. Nu er der et Marco Brodde-galleri
Hent originalartiklen fra avisen som PDF her
IVÆRKSÆTTERE – Alan Skelmose og Else Hjort købte i 2019 den gamle fiskebutik og ejendom på Havnevej 4 i Nordby, hvor skibsværftet engang lå ved siden af, hvor der nu er parkeringsplads. Her driver parret Værftet, et hyggeligt værtshus skråstreg café, hvor man udover en god skænk også kan fordrive tiden med at spille diverse spil, quizze eller hygge med en sportskamp på tv.
Nu er stedet udvidet fra cirka 70-250 kvadratmeter med blandt andet et galleri, hvor fuglemaler og naturvejleder på Fanø, Marco Brodde, slår sine folder. I de tilstødende lokaler er der salg af brugskunst – ofte ting med et finurligt twist- og udtryk formgivet og udført af lokale designere.
”I sommers begyndte vi med livemusik på scenen og servering udenfor i gårdhaven, og det tiltrak mange til vores late nights på Fanø hen over sommeren. Her i januar kunne vi så slå dørene op til Marcos galleri,” fortæller Alan og fortsætter:
”Desuden er der i de tilstødende lokaler salg af unika ting. Her er indtil videre 6 lokale kunstnere og formgivere repræsenteret. Vi kommer generelt til at udvikle på et bredt spekter af aktiviteter til stedet lige fra flere vinsmagninger til banko og meget andet. Lige om lidt har vi også salg at herretøj.”
Café Elses Gab
For tiden arbejdes der på højtryk med at indrette en ny café på matriklen, der får navnet Elses Gab.
Marco og Alan har kendt hinanden i mere end 25 år og blev venner, mens de læste på seminaret i Ribe. Hos begge mænd løber der kreativt blod i årerne, og en kærlighed til kunst og godt håndværk er de fælles om.
Marco Brodde elsker at sidde ude i naturen og observere, skitsere og tegne – især fugle.
”Jeg arbejder fuldtid som naturvejleder for Fanø Kommune. De sidste otte år har jeg valgt at bruge fritiden på kunsten i stedet for det frivillige engagement i NGOerne. Man kan ikke det hele, og det kræver ro og fokus, hvis man vil tegne og male dagligt,” siger Marco.
Tæt på kunderne
”Jeg vil fremover kunne vise mine billeder frem i galleriet i de smukkeste rammer, og jeg nyder at kunne komme tæt på mine kunder og give dem de historier, der følger med. Jeg regner også med i nær fremtid at kunne tilbyde tegnehold for børn og voksne, hvor vi for eksempel går ned til vandet og skitserer sæler og fugle lige ovre på den anden side af vejen,” tilføjer han.
Alan Skelmose har i mange år udviklet og produceret møbler, der tager udgangspunkt i recycling og upcycling af genbrugsmaterialer.
Stilen er rå og rustik, og kan naturligvis opleves i indretningen, men også i valg af materialer og interiør på Værftet. Fanø Bryggeri har også mange af Alans møbler i deres lokaler.
”Jeg vil også have tid til at fordybe mig fremover i at udvikle og fremstille møbler, det er min store passion, derfor skal vi også i takt med, at vi udvikler forretningen, have ansat flere.”
’De tre musketerer’ på Værftet tror på, at de har fundet en lomme for at drive virksomhed, som har manglet i Nordby.
”Vi har åbent året rundt, og vi oplever en stor interesse fra de lokale på øen til at komme og hygge på Værftet,” siger Alan Skelmose.
”Der er så meget, vi kan udvikle på med nye tiltag for både lokale og turister, og beliggenheden er perfekt i forhold til færgen,” slutter nybagt gallerist i Nordby, Marco Brodde.
Tekst og foto: Tatjana Schantz Johnsson