Fanøs landbetjent Chris Gade har haft en travl sommer med mange store arrangementer, der har krævet politiets involvering
Download hele artiklen som PFD her
PROFILEN – Chris Gade sidder bag rattet i sin nye patruljevogn, en Toyota Land Cruiser, og kører i lav fart mod syd på den kilometerbrede flade sandstrand på Fanøs vestkyst. Han har netop fortalt, at her må man kun køre 30 kilometer i timen, da han foretager en brat u-vending, accelererer og sætter efter en svensk indregistreret personbil. Han bringer bilen til standsning og stryger ud af landcruiseren.
Børn bag rettet
Det er en daglig opgave for Chris Gade, der er 54 år og landbetjent på Fanø på fjerde år, at holde øje med trafikken, også på stranden, og kontrollere, om bilernes førere må køre bil. For ofte sker det, at der sidder børn bag rattet.
”Arh, du skal lige prøve at køre”, har forældrene sagt, for det er ikke ungerne, der vil,” siger Chris Gade.
Den yngste bilist, han har stoppet, var 11 år. Bedstefaderen, der sad ved siden af, fik en bøde på 3500 kroner for at have overladt rattet til en mindreårig. Denne sommer har landbetjenten udskrevet en del af disse bøder.
”Så nemt er det altså heller ikke at køre bil på stranden. Når voksne lader børn køre bil her, hvilket de aldrig ville gøre i en storby, kan det skyldes, at vores ø-samfund måske frister til lidt mere løssluppenhed blandt nogle af vores gæster,” siger Chris Gade.
Føreren af den svenske bil, der var på vej til Sønderho med fem passagerer, var 19 år og havde glemt sit kørekort i Sverige. Inden bilen fik lov at køre videre, overtog en voksen kvinde førersædet.
”Man kan også få en bøde for glemt kørekort. Det koster 1000 kroner. Jeg vil nu kontakte de svenske myndigheder for at høre, om den unge mand har kørekort eller ej, og hvis ikke, sender jeg en bøde,” siger Chris Gade.
Det var en af de varme dage i sommer, hvor solen stod skarpt på den blå himmel, og vind var der ikke meget af, da Fanø Posten var med landbetjenten på patruljetur. Men der er aircondition i det rullende politikontor, hvor Syd- og Sønderjyllands politiradio kører lavmælt i baggrunden. På en stationær computer kan han være i kontakt med politikredsen ovre på fastlandet og søge i politiets motor- kørekort- og kriminalregistre.
Fra nord til syd
Hver arbejdsdag året rundt kører Chris Gade patrulje på øen fra Nordby i nord til Sønderho i syd – den ene vej langs stranden, den anden på Postvejen – for at holde øje med trafik og folk, men også naturen. Tidevandets cyklus af flod og ebbe her ved Vadehavet former kysten, hvor der denne formiddag er lavvande.
”Jeg kigger på naturen og på vaden, for naturen ændrer sig hele tiden. Søren Jessens Sand mod nord er blevet større, afløbene flytter sig, og der er kommet nye klitter. Jeg skal kende det område, jeg kører i, for hvis nogen for eksempel er blevet væk, kan der være en tidsfaktor i forhold til liv og død,” siger Chris Gade, der også nyder de daglige ture ude i landskabet.
”Naturen er kontoret,” siger han.
Undervejs kommer Chris Gade også forbi færgelejet inde i Nordby, og det er, som om folk på gaden står ret, når landbetjenten viser sig. Nogle vinker, og han vinker tilbage.
”Det hjælper altid at komme i en stor politibil,” lyder det tørt og med et smil fra politimanden, der er 193 centimeter høj og har pistol, peberspray, håndjern, radio, blokke og kuglepen i bæltet. På Fanø har man det med at udstyre hinanden med øgenavne, og kort efter den nye landbetjents tiltræden i 2016 hed det sig, at ”Chris Kuglepen” var kommet til øen.
”Hvis jeg så noget, der ikke var i orden, skrev jeg folk, og det forstod de godt. Det er konsekvensopdragelse, og hvorfor skal det være anderledes på Fanø end i resten af landet? Sådan er det. Jeg vil hellere hedde kuglepen end viskelæder. Det er bare sådan: Man har altid 50 procent med sig eller imod sig. Og man har jo regler ud fra moral og værdier, men også sikkerhed,” siger Chris Gade.
Glad for sit job
Der er nok at se til for politiet i højsæsonen på Fanø med mange store arrangementer som rockfestivalen Fanø Vesterland i maj, Fanø Pride, Fannikerdagene, Sønderhodagen og Fanø Sommercup i juli samt Strikkefestivalen i september, hvor gæster strømmer til øen.
”Jeg vil jo gerne, at man i forbindelse med de store arrangementer har de rigtige tilladelser og har tænkt worst case scenario ind, så vi har en løsning på det, hvis der sker noget. Der kommer også rigtig mange biler, efter at det er blevet lidt billigere at komme med færgen. Det gør, at infrastrukturen skal tænkes ind, og der har jeg været ude og være med til at vejlede og få tingene til at fungere,” siger Chris Gade, der er glad for sit job.
”Som landbetjent kan man virkelig gøre en forskel og være tæt på og nærværende over for dem, man har med at gøre, på godt og ondt. Det er frihed under ansvar, og jeg styrer det selv, og det har jeg det jo nok bedst med,” siger Chris Gade, der bor på øen og har politikontor på rådhuset.
Har startet judohold
”Jeg synes, at jeg er blevet taget rigtig godt imod. Det var ikke mange, jeg kendte herovre bortset fra en gammel soldaterkammerat. Generelt er folk her utroligt imødekommende, men det er også et job, hvor jeg ikke skal ud og finde kontakter, kontakterne kommer til mig. Enten ringer de til mig, fordi de er fortørnede over noget, vil anmelde noget, lige give et tip eller have hjælp til noget. Den anden side af det er, at der kan være nogen, jeg skal efter eller nogen, jeg skal give en bøde, så jeg lærer mange at kende. Og man lærer lynhurtigt dem, der træder ved siden af, at kende,” siger Chris Gade, der også er aktiv i det lokale foreningsliv som initiativtager til et judohold, der har stor tilslutning med deltagere i alderen seks til 56 år.
Blå bog Chris Gade
Født i 1965 i Svinninge ved Holbæk og opvokset i Hals i Nordjylland.
Søfartsskole og ude at sejle 1983 og arbejdsmand på spærfabrik 1983-86. Den Kongelige Livgarde 1986-87. Udsendt som FN-soldat på Cypern 1988-89. Pædagogmedhjælper i børnehave 1990-91. Politiskolen i København 1991-94.
Har været ansat ved politiet i København og Aalborg 1991-2004 og ved landpolitiet i Rønde 2004-2015. Landbetjent på Fanø fra 2016.
Bor på Fanø sammen med sin hustru Rikke Bjørnholt Gade. Parret har to sønner på 21 og 23 år.