Fra venstre Henning Balle, Mads Lindquist, Pia Brinck og Sømanden Las alias Jesper Voss
NORDBY
Hovedgaden er allerede pyntet med træer og halmballer, og butikkerne har gode juletilbud.
Og lørdag den 26. november vil Nordbys butikker og spisesteder være i et særligt julehumør fra kl. 10.
Som en nyskabelse i år er Nordbys forretninger, Færgen, spejderne og flere af øens håndværkere gået sammen om at skabe en helt særlig julestemning lørdag den 26. november under temaet ’Juleøen Fanø’.
”Jeg er sikker på, at vi med afsæt i julen kan tiltrække besøgende og kunder til Hovedgaden,” fortæller direktør Henning Balle Fanø Sparekasse.
”Jeg er inspireret af julehytterne i Ribe, men vi skal fortælle vores egen julehistorie her på Fanø. Og hvad er mere oplagt, end at tage afsæt i det maritime” spørger Henning Balle.
Begrebet ’Juleøen Fanø – en sømand vender hjem’ danner rammerne, og ’Sømanden Las’ bliver den gennemgående figur i en fortælling, der vil skabe liv i Hovedgaden. Dagen kulminerer med, at juletræet tændes på Tinghuspladsen kl. 15.
Las ankommer med juleskib kl. 10.45, hvor han modtages af en flok nissebørn på havnen. På sin vej frem til Tinghuspladsen og juleboderne vil Las besøge flere af forretningerne for at få fyldt sin julesæk.
Efter en jule-middagslur i Fanø Sparekasse fortsætter Las sin tur gennem Hovedgaden kl. 12.45 for at ende ved den tomme grund overfor SuperBrugsen. Her skal julemanden vækkes, inden hans kanetur tilbage til Tinghuspladsen kl. 14.45.
Hele dagen kan børnene samle ’guldklumper’ i forretningerne og på spisestederne. Efter juletræet er tændt, kan Guldklumperne kan veksles til julegodter i Fanø Sparekasse.
Julehytterne på Tinghuspladsen kan besøges mellem kl. 10 og 16. Her kan købes lokale fødevareprodukter, julenips, øl og gløgg.
Spejderne sørger for bålfade, snobrød mv.
Færgen sejler ’10-kroners ture’ med afgang fra Esbjerg 09.50, 10.30 og 11.10.
”Jeg håber, at både lokale, esbjergensere og rigtig mange børn vil fylde Nordby, handle godt i butikkerne, spise frokost på restauranterne og få en herlig dag på Fanø og i Nordby,” siger Henning Balle.
”Og så må der selvfølgelig også gerne komme lidt sne,” smiler Henning Balle, der sammen med Pia Brinck, Mads Lindquist og Jesper Voss (sømanden Las) er styregruppen bag Juleøen Fanø.
Julemarked i Sønderho både lørdag og søndag
Sønderho
Julen varer længere i Sønderho end i Nordby. I Sønderho kan julemarkedet nemlig besøges hele weekenden den 26. og 27. november.
Sønderho Borgerforeningen holder begge dage deres julemarked i Fanø Kunstmuseum. Her tilbydes juledekorationer, nisser og anden julepynt.
Forskelligt drikkeligt og spiseligt, æsker, strik, pileflet og meget andet er også blandt tilbuddene.
Entre 10,- kr. inkl. kaffe og småkager.
Sønderhos mange butikker har også åbent. Hos Uldsnedkeren er der økologiske produkter, nyrøgede sild og andet godt. I Brugsen er der smagsprøver og gode juletilbud i butikken begge dage. Lorenzens butik er pyntet op til jul med mange gaveideer om Fanø og Sønderho.
Sønderho Gårdbutik, Silken og Ravsmeden samt Greta’s Garagebutik har alle åbent hele weekenden, hvor der også er kreativ julemesse hos Galleri Kant.
Søndag den 27. november kl. 10.30 til 15 er der støttefest for ’Foreningen for tilflytning af børnefamilier til Sønderho’ på Sønderho Gamle Skole med børneteater, strikkekonkurrence, lotteri, musik, ansigtsmaling, hjemmebag, gløgg og meget mere.
Søndagen i Sønderho slutter med adventsgudstjeneste kl. 15.00. Luciaoptog og juletræstænding ved skumringstid.
Det bliver helt sikkert Jul – hele øen rundt!