FORURENING – Hvis man i den forgangne uge har gået en tur langs vestkysten på Fanø, har man muligvis lagt mærke til nogle hvide klumper langs stranden. Det er paraffin, hvilket kommer sig af, at Fanøs vestykyst igen er blev ramt af en omgang paraffinforurening.
Det er ikke første gang, strandene på Fanø bliver ramt af paraffin, men denne gang vurderer Peter Michélsen, primus motor i foreningen Ren Strand Fanø, at det er den værste omgang forurening, foreningen har set.
”Det har været den værste i meget lang tid, og jeg vil gå så langt som at sige, at det er den værste, vi har set. Af det opsamlede materiale har vi i alt samlet cirka 150 tons op. Der er selvfølgelig tang, vådt sand og andet affald i det, men jeg vil anslå, at halvdelen af det er paraffin. Og det er altså meget,” siger Peter Michélsen.
Rensning af tanke
Paraffinen kommer fra skibe, der renser deres tanke på åbent hav. Til manges overraskelse er der faktisk ingen krav, der forhindrer dumping af paraffin i Nordsøen uden for 12-milegrænsen. Det skal der gøres noget ved, mener Christian Lorenzen, formand for ENT-udvalget samt medlem af bestyrelse for KIMO Danmark, Kommunernes Internationale Miljøorganisation.
”Den her gentagne opskylning af paraffin på vores strande er et stort problem – og det virker jo helt vanvittigt, at den tankrensning, der er årsag til det, rent faktisk er lovlig. Det skal vi have gjort noget ved,” siger Christian Lorenzen i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at KIMO vil arbejde indstændigt med at få gjort noget ved problemet.
”Denne gang har det igen samlet været ca. 50 km kystlinje, der skulle oprenses. Og selvom staten er med inde og løfte den økonomiske byrde på den del af det, så er det jo slet ikke dét, det først og fremmest handler om. Der er en langt større problemstilling i spil her – for det er altså en katastrofe for miljøet, både i verdenshavene og på vores strande og kyster. I tillæg er det rigtigt skidt for den turisme, der er så vigtig en indtægtskilde på den jyske vestkyst – ikke mindst på Fanø,” siger Christian Lorenzen.
Startede tirsdag med oprydningen
Sydvestjysk Brandvæsen startede tirsdag den 28. august med at samle paraffinen ind. Onsdag kørte de også, og fredag var de igen ude, fordi Peter Michélsen havde fundet nogle småsteder, hvor paraffinen også havde fundet vej.
Den lokale oprydningsildsjæl er overbevist om, at selvom det er lovligt at dumpe paraffin i Nordsøen uden for 12-sømilegrænsen, så foregår der stadig ulovligheder på området.
”Udover at de skal være 12 sømil væk fra land, så skal dumpingen også foregå på minimum 25 meters dybde, skibet skal gøre fart gennem vandet med mindst syv knob, og udledningen skal foregå under vandoverfladen. Og når vi kan finde paraffin i flader på flere centimeters tykkelse, og der er aftegninger af svejsesømme, så kan man godt regne ud, at det ikke er blevet dumpet under havoverfladen,” siger Peter Michélsen og nævner engang, hvor han fandt paraffin på størrelse med en tønde.
“Det er jo bare blevet kylet over bord.”
Selvom selve paraffinen er kategoriseret som ikke-farligt affald, så mener Peter Michélsen stadig, at problemer er stort.
Bioprodukt fra olie
”Som sådan er det ikke farligt for selve stranden, men i og med det er et biprodukt af olieindustrien, så er det i hvert fald ikke sundhedsfremmende. Og når det ligger på stranden, er fuglene helt vilde med at hakke i det, og de kan ikke fordøje paraffin. Så det ender med at ligge som en klump nede i maven på samme måde som plastic. Derudover kan paraffinen ligge og gemme sig i sandet, og til næste år begynder det at smelte. Så får man det op mellem tæerne og hundene får det på pelsen,” siger Peter Michélsen.
Han nævner også, at KIMO længe har arbejdet med at få gjort dumping af paraffin ulovligt. Lige nu ligger der et forslag til behandling ved EU.
”Det skulle gerne blive vedtaget i år, så det fra næste år er ulovligt at udlede paraffin,” siger Peter Michélsen.
Mellem 2012 og 2016 har der været registreret 31 hændelser med paraffinforurening, og de samlede omkostninger til oprydning ligger indtil videre på 7,4 mio. kr.