Borgermøde om Sønderho Havn

Grundig orientering om Sønderho Havn på borgermødet.

Onsdag den 17. august var 60 mødt frem i Sønderho Forsamlingshus til borgermøde om Sønderho Havn. Projektet om reetablering af Sønderho Havn ved at uddybe ’Slagters Lo’ har nu været ti år undervejs, og det er bestyrelsens forhåbning at få tilladelsen til uddybning i hus i løbet af efteråret.

Eneste kritik kom fra Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling på Fanø (DN Fanø), der var repræsenteret ved Søren Vinding.

På borgermødet blev VVM-redegørelsen og de kommende års aktiviteter præsenteret af Anders Bjerrum.

Rapporten viser – som tidligere omtalt i Fanø Posten – at projektet med at skabe mulighed for sejlads til Sønderho Havn ikke vil have skadelig effekt på planter, dyr eller fugle i de berørte områder. At sejlrenden kan holdes åben, men der fortsat er usikkerhed om, hvor tit der skal ske en form for genoprensning.

Borgmester Erik Nørreby supplerede med den forventede økonomiske effekt for Fanø, som han konstaterede først nu var blevet nærmere belyst i den fremlagte rapport.

Han var ikke i tvivl om, at uddybning af ’Slagters Lo’ og dermed mulighed for tursejlads mellem Ribe og Sønderho vil øge turismen i Sønderho og på Fanø. Her viser beregningerne, at den samfundsskabte merværdi er på mere end 800.000 kr. årligt.

Planter og fugleLauritz Holm Nielsen fortalte om plantelivet på Vaden i og omkring Sønderho. Marco Brodde orienterede om Vadehavets vigtighed for restende fugle, men kommenterede ikke rapportens konklusioner.

John Frikke, projektkonsulent i Nationalpark Vadehavets sekretariat, trak historien bag Nationalpark Vadehavet og udpegningen til Unesco’s Verdensarv op. Han oplyste, at nationalparkens bestyrelse vil blive orienteret om VVM-rapporten på bestyrelsesmødet den 30. august, men at bestyrelsen ikke sagsbehandler projektet, og eventuelle høringssvar vil være op til det enkelte bestyrelsesmedlem.

Under debatten blev der stillet en række kritiske spørgsmål af Søren Vinding, der repræsenterede DN Fanø.

Han spurgte blandt andet til en række af de tekniske beregninger og særligt til den samfundsøkonomiske analyse, hvor reelle omkostninger bliver sammenlignet med begrebet ’kreativ værdi’, der alene er en beregning.

Lauritz Holm Nielsen kunne oplyse, at ’kreativ værdi’ er et anerkendt begreb, der benyttes af vismændene i De Økonomiske Råds redegørelser og derfor er anerkendt blandt økonomer.

Søren Vinding spurgte endvidere til, hvordan rapporten kunne konkludere, at det kunne skade ynglebestanden af fugle på og omkring Kjeldsand, hvis der ikke blev udgravet. Fra DN Fanøs side blev der endvidere sat spørgsmålstegn ved de modelkørsler, som er beskrevet i VVM redegørelsen. Modeller som Anders Bjerrum havde gennemgået detaljeret tidligere på mødet.

DN Fanø i tvivl om opbakning

Efter borgermødet har Danmarks Naturfredningsforening Fanøs formand Britt Schak Hansen i en mail til Fanø Posten oplyst, at DN Fanø med baggrund i det foreliggende materiale (VVM redegørelsen, red.) har svært ved at bakke op omkring etableringen af en ny rende og havn ved Sønderho.

Det begrundes blandt andet med, at projektet kræver dispensationer fra en række bestemmelser. Derfor skal der ‘være væsentlige samfundsmæssige begrundelser for sådanne dispensationer’ samt DN Fanøs opbakning til ’bevaring af den naturlige tidevandsdynamik i Vadehavet’, der er målsætning et i Nationalpark Vadehavets målsætninger, skriver DN Fanø.

Top