Leder – Når byrådet lytter til borgernes bud

Knap har vandet, nærmest bogstavelig skrevet, trukket sig tilbage efter den seneste, store festival på Fanø, årets strikkefestival, før en ny tager sin begyndelse. Vadehavsfestivalen står for døren, endda smagfuldt garneret af Fanø Østersfestival, men ikke med Eventpladsen ved Lystbådehavnen som ramme om begivenhederne, og det er godt det samme.

Pladsen har sine udfordringer, mest med vand fra oven, og til trods for, at selv den bedste dræning næppe havde klaret sig i kampen mod det massive uvejr med regn, blæst og oversvømmelser, der ramte Fanø inden strikkefestivalen, får pladsen alligevel sat et solidt fingeraftryk til 650.000 kr. på den kommunale økonomi i 2018. Et enigt byråd har nemlig besluttet at skifte et nylig vedtaget budgetforlig ud med et helt nyt, så pladsen og de omkringliggende arealer kan få en opgradering. Politikerne har altså lyttet og handlet. Det er godt gået.

Samtidig ønsker politikerne, at de forskellige brugere af Eventpladsen bliver taget med på råd om, hvordan pladsens problemer bliver løst. Også det er godt gået. Det er brugerne, arrangørerne, der har fingeren på pulsen – eller i den mudrede jord – og ved, hvad der skal til. Samtidig har Fanø brug for en festplads. Øen er fuld af liv og aktivitet, turismen er i vækst, og der bliver satset hårdt på at tiltrække nye borgere. Derfor skal der være ’plads’ til fest, glæde og gode oplevelser.

Det nye budgetforlig koster et par altaner på Sundhedshuset i Nordby. Til gengæld bliver huslejen i ejendommen sat ned, og der bliver råd til at fastholde folkemusiklinjen hos Fanø Kulturskole.

Politikerne har også lyttet til borgernes bud, da der skulle sættes navn på modtagerne af Byrådets Initiativpris i år. Helt fortjent går den til familien Ørtvig/Michelsen i Sønderho. Parret har, sammen med deres to døtre, knoklet sig – sikkert en pukkel til – men i hvert fald også en pukkel af ’havfald’ fra stranden på Fanø.

Det er en fortjent anerkendelse af en frivillig indsats, der – med borgmester Erik Nørrebys ord – er fantastisk og genial. Samtidig er den et eksempel til efterfølgelse, men det spændende er nu, om der er nogen, der vil aftage de store mængder affald, forhåbentlig til genbrug. Det vil nemlig være rigtig godt gået.

Top