Han laver TV fordi han ikke kan lade være

Hele artiklen i PDF-format

JOURNALISTIK – Jørgen Sønder er journalist af den gamle skole – fra dengang, ’skriverkarlene’ sov med en blyant bag øret, mødte ind på redaktionen klokken syv om morgenen og tidligst gik hjem, når de fyldte 67. I dag er Jørgen Sønder fyldt 73.

Han er ikke gået hjem endnu…

I hvert fald har han ikke ’overgivet’ sig til pensionens velfortjente otium – men, med udgangspunkt fra hjemmet på Gl. Postvej i Nordby, har han siden 2005 stået i spidsen for TV Fanø, der hver uge, året rundt, sender mindst en times lokal-TV med stort og hverdags-småt fra øen i Vadehavet.

”Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være, fordi det er sjovt, og fordi jeg hele tiden møder en masse spændende mennesker med noget på hjerte. Det er ikke kontroversielt ’ballade-tv’. Det lader vi de andre om. Det er fjernsyn, der – med et glimt i øjet – fortæller om livet og hverdagen på den ø, vi alle er den del af,” fortæller Jørgen Sønder.

Med ’vi’ mener han selvfølgelig sig selv samt ikke mindst hustruen Annelise, der er en fast del af ’holdet’, sammen med de øvrige frivillige: Holger, Peter, Jan og Knud. Selv er han TV-stationens eneste lønnede medarbejder med titel af programredaktør.

”Vi har et samarbejde med øens antenneforeninger, der har en særskilt kanal til TV Fanø som en del af deres ’grundpakke’. For tyve kroner om måneden kan medlemmerne se vores udsendelser. Desuden får vi et årligt tilskud på 50.000 kroner af Fanø Kommune og 25.000 kroner af øens lokale sparekasse. Det er ’betingelsesløse’ penge. Hverken politikerne eller sparekassen blander sig i, hvad vi laver”, understreger Jørgen Sønder.

Til gengæld må TV Fanø selv betale sit udstyr, Koda-afgifter, transportudgifter og alt det andet, der følger med, når man vil være aktiv og opsøgende – og det vil Jørgen Sønder.

Konstant er han på farten for at opstøve nye, interessante indslag til den ugentlige udsendelse, der skifter hver lørdag ved middagstid. Herefter bliver den samme udsendelse vist i ’sløjfe’ ugen igennem hos abonnenterne frem til den følgende lørdag.

”Alle udsendelser er optaget på forhånd. Redigering, underlægningsmusik, tekster m.v., står vi selv for. Det eneste, vi sender direkte og ’live’ er de månedlige byrådsmøder. Så er alle mand af hus. Vi har fem kameraer i byrådssalen og indretter et komplet teknikrum i et tilstødende lokale.

Det tager en halv dag at stille op og en halv dag at pille ned igen, men vi er med til at gøre de politiske processer og nærdemokratiet levende og gennemsigtige for seerne”, mener Jørgen Sønder.

De direkte transmissioner fra byrådssalen er hans egen idé, og dermed gjorde han Fanø til en af de første kommuner i landet, der gav borgerne mulighed for at sidde hjemme i deres bedste lænestol og se politikerne over skuldrene.

”Jeg tror også, vi er den eneste kommune, hvor vi har ’Borgmesteren Nytårstale’. Alle andre må ’nøjes’ med Hendes Majestæt Dronningen og statsministeren på de landsdækkende kanaler. Vi har vores egen og meget lokale pendant, og den er vi stolte af”.

”Selvfølgelig vil vi også følge den forestående valgkamp, og være til stede ved de vælgermøder og andre arrangementer, der bliver i forbindelse med kommunalvalget”, lover den aktive TV-mand, der dog fastholder, at TV Fanø ikke er sat i verden for at bære ved til brændende bål og konflikter på øen i Vadehavet.

”Vi afspejler og reflekterer, og allerhelst vil vi lave TV med, om og for ’det helt almindelige, jævne menneske’, der sjældent kommer til orde. Jeg har jo, som alle andre, oplevet, hvordan etablerede medier alt for ofte ’går efter’ de højtprofilerede debattører, der altid har en mening om alting.

”Det er for let, og det er ikke vores mission. Vores kameraer er rettet mod andre, mere jordnære vinkler”, fastslår Jørgen Sønder, der ellers har været kontroversiel nok i et langt livs journalistisk virke.

inspiration

De andre lokale medier bruges også til inspiration for Jørgen Sønder og fru Annelise, bl.a. Fanø Posten

Han er uddannet på dagbladet Demokraten i Aarhus, hvor han var knyttet til den lokale redaktion i Grenaa. Kollegerne dengang var blandt andet Ulla Terkelsen og Jørgen Flindt Pedersen. Han har desuden arbejdet ved dagbladet Aktuelt, været hos Ekstra Bladet, blev redaktionschef på ugebladet ’Femina’ og senere chefredaktør ved ’Hendes Verden’.

”Efter 13 år med ’dameblade’ sagde jeg op – og troede, at jobtilbuddene ville vælte ind. Det gjorde de ikke.”

”Tidligere chefredaktører er åbenbart ikke i høj kurs. Jeg fik nogle freelance-aftaler og stod blandt andet for en større oplysningskampagne om Aids, lavede reklamearbejde, var tekstforfatter og så videre og kom så til Esbjerg Højskole, hvor jeg var underviser – og hvor jeg mødte Annelise…” lyder hans beretning.

”Sammen flyttede vi til Fanø, og her opstod ideen om at lave en lokal TV-station.”

”Det tog lidt tid at løbe tingene i gang, men i dag har vi foreningen ’TV Fanø’, der driver TV-stationen med bestyrelse, årlig generalforsamling og det hele. Nu sender vi altså på 12. år og der er ingen planer om at trappe ned”, forsikrer Jørgen Sønder.

Top