Eksempel på et byggeri af en træbygning på jordskruer. Foto: jordskrueteknik.dk.
Lokalplan med tvang om jordskruer kan imidlertid være i strid med Planloven
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
SOMMERHUSE – En sag om en lokalplan for sommerhusområdet Sønderho Syd skal ikke kun redde områdets karakter, det skal også sætte nye normer for hele øens sommerhusbyggeri. For eksempel skal det ikke længere være muligt at have et betonunderlag under sit nye sommerhus i Sønderho Syd. Det skal stå på jordskruer af stål, især af klimamæssige grunde. Det skal dog være tillade at sætte kaninhegn langs jorden. De skal dog se anderledes ud end husets beklædning. Muligvis er det i strid med Planloven.
Mere bæredygtigt
Udvalgsformand Mille Renée Larsen (A) ønsker lokalplanen vedtaget, som den er lavet af forvaltningen.
Strider det ikke imod det statslige bygningsreglement at forbyde betonfundamenter?
”Jeg er nødt til at spørge forvaltningen, om det er i strid med Bygningsreglementet. Jeg bakker fuldt op om, at lokalplanerne skal sikre, at der bygges så bæredygtigt som muligt. I dette tilfælde er skruefundament mere bæredygtigt end betonfundament, men selvfølgelig skal vores lokalplaner være i overensstemmelse med gældende lovgivning,” siger hun.
Så I er klar til at bruge tvang?
”Ja, der skal være tvang,” bekræfter hun. Hvis loven altså ikke siger noget andet.
Små lette huse
Lad os dykke lidt ned i lokalplan 138. Her beskrives det, hvordan lidt for mange byggerier er gået skævt efter forvaltningens mening – og hvad der bør gøres. Vi har også her i avisen beskrevet en sag i området, hvor jorden om sommerhuset blev totalt planeret, og der blev lagt plastikgitter ud på gruspladsen ved huset:
”I 1992 udlagde Fanø Byråd arealet syd for Sønderho Strandvej til sommerhuszone. I dag er området et etableret sommerhusområde beliggende sydvest for Sønderho by og grænser ud til Fanøs kyst og sydligste spids. Området er kendetegnet som et naturskønt klitområde, hvor små træhuse titter frem mellem klittoppe. Sommerhusene fremstår forholdsvis ens og størstedelen er opført mellem 1950’erne og 1980erne som små lette huse, som falder diskret ind i det lysåbne hede- og klitlandskab. Den unikke natur bevirker, at området er omfattet af §3-beskyttet natur. Hertil indgår en mindre del af området i Natura 2000, hvortil hele lokalplanområdet grænser op. Herudover er lokalplanområdet omkranset af fredningen Fanø Syd…”
Skal imødekomme klimaplan
”Formålet med lokalplanen … er at fastholde den eksisterende karakter af et sommerhusområde i naturen og fastlægge en bæredygtig udvikling af området. Lokalplanen skal imødekomme Klimaplan 2023 og dens mål om, at lokalplaner i 2025 skal stille krav til bæredygtighed. Ifølge Planlovens §15 (somforeskriver, hvad der kan reguleres med en lokalplan), kan der ikke fastlægges formål eller bestemmelser om bæredygtighed. Grundet Planlovens begrænsninger, har bestemmelser, der adresserer bæredygtighed i denne lokalplan, derfor andre planmæssige begrundelser.”
192 sommerhuse
Der er 192 sommerhuse inden for lokalplanafgrænsningen og 200 grunde i alt.
”Overordnet vurderer Fanø Kommune, at området kendetegnes som et lysåbent naturområde med mindre lette huse, placeret diskret i klithedelandskabet.”
ENT-udvalget var splittet om flere dele af planen. V og C ønskede færre begrænsninger end A og Ø. Hvad byrådsflertallet mener, må tiden vise.
Tekst: Finn Arne Hansen
Forvaltningen: Derfor jordskruer
”Skruefundament er den mest skånsomme løsning med mindst påvirkning af områdets natur og landskab, da skruefundament kan skrues direkte i jorden uden terrænregulering. Stålskruerne kan herudover genanvendes … og har af denne grund et væsentligt lavere klimaaftryk end beton, som ikke kan genanvendes i samme grad,” skriver forvaltningen i forslaget.