Optoget med Dorthe Uhrbrand og Christoffer Thorhage Dam på vej mod Sønderho Kro, hvor gæster sad klar med mobilerne.
Sønderhodagen søndag den 20. juli faldt kun en uge fra Fannikerdagen i Nordby, men den blev et tilløbsstykke
uden lige
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
SØNDERHODAG – Fannikerdagen i Nordby var i år rykket til anden weekend i juli, så ganske usædvanligt var der i år kun en uge mellem de to store årlige højdepunkter på øen, hvoraf Sønderhodagen er den anden. Men det blev ikke til gene for Sønderhodagen. Den blev helt forrygende i det skønne sommervejr. Sønderhos borgere og sommergæster bakker virkelig op om fejringen af deres kulturhistoriske festdag tredje søndag i juli. Der var gjort meget ud af dragterne, og mange var dragter med en lang historie
Traditionen tro samledes de dragtklædte borgere og sommergæster, der skulle gå i optog ved Børsen, gamle dages ’nyhedsbureau’. Her sad byens mænd og ventede på posten med de tyske og engelske aviser, som kromanden holdt. I dag er Børsen et yndet sted at danse solen op efter et godt bal.
Optoget satte i gang klokken 14 med landbetjenten i spidsen, dernæst de to musikere Dorte Uhrbrand og Christoffer Thorhage Dam. De spillede også senere ved møllen.

Sønderhodragterne er der lagt store kræfter i, både før og nu. Flere arbejder hele vinteren på deres dragt.
Gennem hovedgaden i Sønderho stod mange sommergæster klar bag stakitterne for at nyde synet af de mange flotte dragter, der var ligefrem bobler i glassene denne skønne sommerdag.
Hestevognen med børn i er afskaffet, formentlig af sikkerhedsgrunde. Det er lidt ærgerligt, men sikkert klogt nok.
Turen gik videre ad Landevejen mod møllen. Ved den smalle indgang opstod der lang kø, da der jo skal smides en halvtredser for at støtte arrangementet, men efter 14.30 kunne festen for alvor begynde.
Formand Henrik Bay, passende klædt i traditionel dragt, bød velkommen og fortalte kort om Sønderho Mølle, hvis redning og restaurering blev startskuddet til Fonden Gamle Sønderho og Sønderhodagen. Om som ved et hemmeligt tryk på en knap, drejede møllevingerne i nogle minutter.

Formanden for Fonden Gamle Sønderho, Henrik Bay, bød velkommen til gæsterne og præsenterede taleren, Rasmus Willig.
Herefter introducerede han dagens taler, som vi nok godt kan kalde en ’klog københoning’ uden at genere ham, nemlig Rasmus Willig, hvis familie har haft huse i Sønderho i mange år. Han er ph.d. og medstifter og forperson for Andelsgaarde, forstander på Suhrs Højskole, medlem af Det Etiske Råd og har modtaget flere priser. Han er bestyrelsesmedlem i Coop, Havhøst og Forskningsfonden af 1971. Har skrevet flere bøger om klima- og biodiversitetskrisen.

Rasmus Willig, forstander på Suhrs Højskole, ph.d., forfatter. debattør og meget mere talte. Publikum var meget lydhørt.
Han tog lytterne med på et historisk tilbageblik, hvor bondesamfundet blev erstattet af velfærdssamfundet, derefter konkurrencestaten – og fik god respons fra publikum.

Skuespiller Maria Malling leverede prologen, og så var der brudedans.

Højdepunktet for mange tilskuere, inklusive undertegnede, er, når brudeparret kommer på scenen og begynder at danse.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
200 år gammel dragt

Karen Marie Hansen i en 100 år gammel dragt og barnebarnet Kathrine Leffler i en 200 år gammel dragt, som hendes tipipoldemor Anne Nielsen bar.
Den pensionerede dansk-amerikanske fotograf og skuespiller Karen Marie Hansen, 91, Sønderho, samlede i år flere familiemedlemmer til Sønderhodagen, så de sammen kunne deltage. Her ses hun selv i en 100 år gammel dragt med skørt, mens barnebarn Katrine Leffler fra Sjælland har en meget smuk 200 år gammel dragt på, der har tilhørt hendes tiptipoldemor Anne Nielsen. Også Katrines mor, Nete Pilemann, havde flot dragt på, det samme gjaldt en af Katrines veninder. Et flot syn.

Hansen-Leffler-familien i midten, til venstre Kathrines veninde, til højre Rolf og Stinne Berg, der denne dag skulle sætte klude på syv kvinder – med lokal hjælp.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen





