Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
VADEHAVETS FUGLE – Det skal ikke være nogen hemmelighed, at måger ikke er min livret. Men det er dog en sandhed med modifikationer, da netop sildemågen i mine øjne er en rigtig lækker indikator-art på to af mine favoritbiotoper – strandengen og sandstranden. Her er vi jo på Fanø godt forkælede.
Netop i august samles et stort antal af en meget smuk måge på Fanø Vesterstrand, på marker og ses desuden trække over Fanø mod sydvest. Sildemåge hedder arten, og dens latinske navn er Larus fuscus. Måger er en kompleks størrelse, der deler vandene, men deres ydmyge skribent er vild med netop denne måge, da sildemågen har sin egen og meget spændende levevis og genetiske evolution, der har afstedkommet minimum fire underarter og masser af grå hår i hovedet på måge-freaks.
Rockeren og fodboldspilleren
Sildemågen udseende er umiskendeligt, og kan kun forveksles med den større og mere brutale svartbag, der ikke har gule ben og fødder. Svartbagen er med sit helhedsindtryk ”rockeren”, mens sildemågen nok må betegnes som ”fodboldspilleren” med en lang spids bagkrop og en velproportioneret krop. Den har et vingefang tæt på 1,5 meter og er cirka 55 centimeter lang og ét lille kilo tung og er således den 2. eller 3. største måge i Danmark.
Fiskene går for dybt ned
Sildemågen varierer fra mørkegrå over gråsort til helt sort på vingernes overside, hvid på krop og hoved, mens ben og næb er gule, som i rigtigt gul-orange. Forleden talte Fanø Fuglestation mere end 100 individer på Fanø Vesterstrand, og estimeret trækker flere tusinde af dem over Fanø på vej mod vinterkvarterene. Sildemågen trækker sydpå om vinteren ligesom ternerne, da de er meget afhængige af de fisk, der i kulden søger ned på havdybder, hvor mågerne ikke kan nå dem. De fleste danske sildemåger trækker i forskellige tempi sydpå langs nordsø- og atlanterhavskysten til den iberiske halvø, hvor en del af bestanden overvintrer, mens resten fortsætter til Vestafrikas kyst. Enkelte fugle ses herhjemme om vinteren, især i de senere år. Så Middelhavet og Vestafrikas kyster er deres vinterkvarter, og returtrækket til ynglepladserne er størst i april og maj, mens efterårstrækket sker i august til september.
Fætter til truet måge
Sildemågen yngler ved Nord- og Vesteuropas kyster fra Hvidehavet til Den Iberiske Halvø. I Danmark er bestanden vokset gennem 1940erne og 1950erne og er i dag estimeret til mellem 4.000-5.000 par, med en svag tilbagegang. Sildemågen yngler ikke på Fanø, og heller ikke længere på vores nordlige nabo ø Langli, hvor der tidligere var en stor koloni. Det er underarten intermedius, som yngler i det sydlige Skandinavien og Vadehavet, mens graellsii, primært yngler på De Britiske Øer og i Kanal-egnene. Endelig er der en såkaldt Nominatrace fuscus, der yngler i Østersøen og det nordlige Skandinavien, herunder Bornholm og Græsholmen. Denne underart kaldet ”baltisk sildemåge” er regnet som kritisk truet i Danmark og generelt i det baltiske område, og derfor på den danske rødliste 2019.
Smuk måge
Sildemågen er smuk, når den lige nu står som sorte grupper i de store flokke af meget hvide sølvmåger, hættemåger og splitterner, og det påkalder sig altid opmærksomhed, når de er så tæt på, at du kan se det sorte på ryggen kontrasterende mod de gul-orange ben og næbbet. Fanø Sparekasse brugte den som logo.
Tekst og foto: Søren Brinch
