Den langhårede larve fra sommerfuglen brun bjørn. Når den bliver truet, ruller den sig sammen og bliver til en hårfyldt mundfuld.
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FANØ NATUR: På Fanø har vi ingen ulve, men vi har da bjørne – flere arter endda. Hvor mange vides ikke lige nu, men under skrivningen af denne klumme bliver det undersøgt. Foreløbig skriver jeg om den brune bjørn og den rødfrynsede bjørn. Fanø-Natur har netop fået melding om, at de er blevet set af Carl og Nick på én af deres ture i Fanøs natur.
Fanøs bjørne er natsommerfugle. De kaldes også bjørnespindere. De har fået deres navn, fordi deres larver ofte er voldsomt behårede. Nogle gange med hår, som er giftige. Det er tilfældet med brun bjørns larve, så derfor skal man med forsigtighed tage larven op, når man som Carl møder den på Fanø. At møde en brun bjørn-larve er nemt på Fanø i disse måneder. Det er en langhåret fyr, som kravler rundt i klit og på hede. Den kravler frit, for den er ikke særligt efterspurgt af fuglene. De giftige hår er ikke rare at få i munden.

En fugl har haft fat i en brun bjørn-sommerfugl. De stærke farver burde have fortalt fuglen, at den smagte dårligt.
Med tiden spinder larven en puppe, hvor den udvikler sig til en stor smuk sommerfugl med stærke farver. Hele den store bjørnespinder familie bruger farverne sort, gul rød og orange for at fortælle at de er giftige. Desværre ser man ikke sommerfuglen tit. Den er nataktiv. Så FanøNatur har ikke mange fotos af en voksen brun bjørn. Den på fotoet er fundet på Stadionvej. Den har mangler, for en fugl har haft fat i den.
Noget andet er det med rødfrynset bjørnespinder. De flyver om dagen især hannen. Her bruger den sin tid som alle natsommerfuglehanner – til at finde hunner. Dens store fjerformede antenner er indrettet til at fange de duftstoffer, hunnen sender ud. Den rødfrynsede flyver på hederne og klitterne både i denne tid og til slut august og september. Den har to generationer om året.
Og så fortæller naturdatabasen arter.dk, at der er registreret fire bjørnearter og endda en jomfrubjørn på Fanø. Foruden de to arter her, så finder man kanel- og gråbjørn på øen. Jomfrubjørnen hedder blodplet og er en historie helt for sig selv.
Tekst og foto: Søren Vinding
(Redigeret)