Kristtorn, et aktuelt træ

Kristtjørn kan blive op til 15 m højt.

Hent den originale artikel fra avisen her

FANØ NATUR – Her til jul og når det er påske kommer Kristtorn rigtig i vælten. Man ser dens grene med de røde bær overalt. Træets tornede blade og de røde bær er symboler for nogle af de bibelske hændelser omkring jul og påske – tornekransen og Jesus’ blod. Men det er vist tvivlsomt om denne symbolik holder. Kristtorn er ikke naturligt hjemmehørende i Palæstina, så den har næppe være brugt som tornekrone, men træet er interessant af mange andre grunde.

Kristtorn er Danmarks og Nordens eneste stedsegrønne løvtræ. Det kom til landet nogle tusind år efter den sidste istid. Netop i en tid som vores. Klimaet var ved at blive varmere. Kristtorn foretrækker nemlig mildt og fugtigt kystklima.

Det kniber kristtorn at klare stærk og længere tids frost. Derfor finder vi dem mest i Danmark mod vest i Jylland tæt ved Nordsøen. På øerne vest for Jylland som på Fanø finder vi en del vild kristtorn.

Den kan vokse i skygge for eksempel under bøgetræer og fyrretræer. Derfor kan man også finde dem som ’ukrudt’ under Fanøs bjergfyr plantager – se efter dem på juleturen i Kikkebjerg plantage.

Kristtorn er et smukt træ. Om vinteren står den grønt og rødt lige til at spise. Mange hjorte, husdyr, snudebiller, sommerfugle- og fluelarver spiser de stedsegrønne blade. Derfor må kristtorn kunne forsvare sig. Det gør den bl.a.  ved at have meget stikkende blade. I trætoppen er bladene uden torne, så små træer kan komme voldsomt til skade igennem en vinter, hvis de møder en flok hjorte.

Kristtorn forsvarer sig også kemisk – fører kemisk krig om du vil. Hele træet – bark, blade blomster og bær er giftige. Kemien er som alle andre ’sprøjtemidler’ tilpasset til træets skadedyr. Derfor kan fuglene spise de røde bær. De hjælper træet med frøspredning. Fuglene venter gerne til frosten har været der, så bliver frugterne mere fordøjelige og søde.

Blandt giftene er koffein. Ikke meget i danske arters blade, men i Sydamerika er der kristtorn, som indeholder større mængder koffein. Her bruges de til te – den såkaldte maté.

Kristtorn kan forsvare sig, så lad være med at eksperimentere med den. Den indeholder kradse stoffer, så nøjes med at se på dens flotte grene og bær.

FanøNatur ønsker alle en glædelig jul og godt nytår!

Tekst og foto: Søren Vinding

Relaterede artikler

Top