Med udsigt over strand, vand og sand åbner Karina Escherich, Fanø Chokolade, ny produktion og café i Fanø Bad.
Fanø Chokolade indretter med café og chokoladeproduktion med havudsigt i Fanø Bad. Åbner lørdag den 3. maj
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
ERHVERV – Karina Ella Escherich (52), der bor i Nordby med sin mand Allan og deres to sønner, prøvede i 2018 at blive en del af den populære serie Bagedysten på DR1. Hun klarede det godt til audition, og kom videre til runde 1. Denne oplevelse blev startskuddet til en passion for at bage og designe chokolade.
Væk fra privaten
I dag er Karina selvstændig, uddannet chocolatier og ejer af Fanø Chokolade, der udvider fra chokoladeproduktion i privaten til nye lokaler med caféåbning og produktion af chokolade i Fanø Bad lørdag den 3. maj.
”Der er flere grunde til mit karriereskift. Jeg er kreativ og glad for at bruge mine hænder, og samtidig har jeg også haft et behov for at arbejde hjemmefra i en periode, fordi min søn er autist, men nu er tiden igen til forandring for os alle på hjemmefronten,” siger Karina, der også er uddannet socialrådgiver.
Har popcornhjerne
”Jeg har altid haft mange jern i ilden og har en popcornhjerne, der konstant popper op med idéer i alle retninger. Jeg elsker at udfordre mig selv – og med alt det, jeg kaster mig ud i, er jeg lykkelig for at være omgivet af familie, der støtter mig på alle måder,” siger Karina, der i et par år lavede chokolader og kager i sin fritid. I starten især bestillingskager til livets store fester, men i 2021 blev Karina selvstændig med Fanø Chokolade, som forhandles mange steder i landet.
Ny chokoladecafé
De nyrenoverede og topmoderne lokaler, hvor Karina har lejet sig ind, ligger på Strandvejen i Fanø Bad med udsigt til vandet i forlængelse af sport- og fritidsbutikken Ny Form. Fremover vil der være både café og produktion af chokolader på adressen. Der er allerede tre ansatte og flere vil følge.
”Jeg er så heldig at have fået LAG-midler, så jeg kan få udvidet produktionen med en bedre maskine, og den er der plads til i de nye lokaler, for jeg har for længst fået vokseværk derhjemme i privaten, hvor der ikke var plads nok til det hele mere i vores ombyggede køkken,” siger Karina, der også underviser i at lave chokolade, og driver en webshop med salg af chokolade.
Dør i drift og administration
”Som nævnt kunne denne forretning slet ikke køre rundt uden min nærmeste familie, der hjælper med mange praktiske opgaver, for eksempel at pakke og sende chokoladebestillinger ud og med at hånddekorere kort og gavekort,” siger Karina, der har sans for detaljen, og fortsætter:
”Jeg dør langsomt i for meget drift og administration, det hjælpes vi med, min mand og jeg. Der er dagligt mange tjeklister, men det skal ikke fylde det hele og tage over for den kreative del, som er den bærende drivkraft for mig.”
Mange eksperimenter
Karinas fyldte chokolader er ikke bare velsmagende, de er også utrolig smukke og dekorative i mange farver og med forskelligt fyld og kendetegnet ved at have blanke, skinnende overflader. Små kunstværker i sig selv.
”Der bliver kælet for mine chokolader og eksperimenteret med velsmagende fyld kontinuerligt, det er en proces, der aldrig stopper. Jeg hånd-dypper skumfiduser, og støber rigtig mange flødeboller, og bruger meget gerne lokalt producerede ingredienser for eksempel Fanø Salt, og vi plukker min mors blommer her på øen til Blomme i Madeira-chokolader. Lige nu hælder chokoladetrenden til eksempel mod at bruge frugter, som abrikos og passion i nye forklædninger, så det traditionelle bliver genfortolket i smage og udseender,” slutter Karina, der dette forår er klar til at springe ud i nye ’sukkersøde’ eventyr.
Tekst og foto: Tatjana Schantz Johnson