Ved den store koncert spillede alle folkemusikere fra alle seks lande sammen.

Fanø Fiddlers var 5. til 7. juli med på Kaustinen-Festival i Finland, Nordens største folkemusikfestival.

Hent den originale, stærkt forkortede version fra avisen som PDF her

FOLKEMUSIK – Fanø Fiddlers, deres to undervisere Tove og Malene samt et par forældre gik i starten af juli om bord på færgen med kursen mod Kaustinen-Festival i Finland, Nordens største folkemusikfestival. Forud havde elever og lærere lagt mange timers øvning på de 11 melodier, der skulle spilles sammen med det over 600 mand store ’Näpärit-orkester’ med deltagelse fra seks forskellige lande. For de to mindste af ’Fiddlerne’ var det en helt ny oplevelse, der ventede forude, og for de tre store var det et kærkomment gensyn. Rejsen var nøje planlagt hjemmefra med færge, tog, fly, taxa, der ventede med VIP-skilt Fanø Fiddlers i lufthavnen i Helsinki, og nattog fra Tikkurila til Kokkola. Men med flere skift undervejs var det ikke uden sommerfugle i maven over, om vores forbindelser faldt i hak, så vi ikke strandede et sted. Heldigvis lykkedes det hele, og klokken 5.30 søndag morgen blev vi hentet på stationen i Kokkola og kørt til Kaustinen af vores kontakt Lauri, der hele vejen igennem var en kæmpe hjælp både i forhold til planlægningen før og under selve festivalen.
I Kaustinen blev vi midlertidigt indkvarteret i en ’konfirmandstue’, med sofaer, Playstation, brætspil og ikke mindst morgenmad! Der gik dog ikke længe, efter vi havde spist, før alle fik smidt sig og sov rundt omkring i stole, på gulvet, i sofaen og sågar på en bænk!
Efter en tre timers tiltrængt søvn gik turen ud på pladsen, hvor alle fik festivalarmbånd og så, hvor de forskellige ting lå. Frej, som også var med på Kaustinen Festival i 2022, fortæller, at han blev overrasket over, hvor meget mindre stedet føltes denne gang – dog med efterrationaliseringen, at det nok nærmere skyldtes, at han var blevet tre år større. “Det var rart, at det var så nemt at finde rundt igen og komme i tanke om alle de gode oplevelser, vi havde sidst,” fortæller Frej.

Ret hurtigt blev det også til samtaler for de tre ’gengangere’ som: “Se der er Restaurant Pelimanni – årh, ja det var der, vi spiste sidste gang – det skal vi igen!” og: “Kan I huske, hvor mange trin der er op til Kalliopaviljonki, hvor vi skal øve i morgen?” Og gensynsglæden og begejstringen smittede hurtigt af på os alle.
Om aftenen blev vi budt på velkomstmiddag, som var arrangeret for alle Näppäri-deltagere fra Finland, Sverige, Norge, Estland. Kun shetlænderne manglede. De havde været så uheldige at få aflyst deres færge og fly pga. dårligt vejr. I kan tro, vi kendte til deres kattepine og følte med dem.
Efter middagen blev vi kørt ud til Puumalan Koulo, den skole hvor vi også boede på sidste gang – og vi skulle endda sove i det samme klasseværelse. Det tog ikke mange minutter, efter vi havde smidt os på madrasserne, før vi alle sov – trætheden overvandt midnatssol og myg!

AT SYNGE PÅ FINSK

Mandag morgen tog vi bussen ind til festivalpladsen, hvor vi fik morgenmad i festival-restauranten. Flere af os fandt ud af, at havregrød med rice krispies og marmelade faktisk smager helt fænomenalt! Derefter stod den på afslapningen på skolen inden den store øver i Kalliopaviljonki – klippe-pavillonen. Efter ca. 117 trin op i silende regn var vi glade for, at vi ikke spillede på kontrabas!
Øvelokalet på toppen af klippen havde en imponerende akustik, og det var med gåsehud og åben mund vi forældre sugede oplevelsen til os; at overvære 600 børn, unge og voksne øve koncerten igennem to gange med en beundringsværdig styring af den finske dirigent – og det til trods for at vi ikke forstod ret meget af, hvad der blev sagt.

Koncerten gik under titlen “Hemma bäst” og bestod af 11 melodier – hvor alle lande hjemmefra i planlægningsfasen havde bidraget med mindst ét stykke. Udover at deltage flerstemmigt i samspillet med de mange andre deltagere på instrumenter som bl.a. trædeorgel, kontrabas, div. blæseinstrumenter og ja, selvfølgelig violiner, lærte vores børn også at synge på både norsk, svensk, estisk og finsk.
Efter en hurtig omgang aftensmad fra en af de mange boder på pladsen og is ikke mindst, viste vejrguderne sig fra deres pæne side; regnen stoppede og solen tittede frem lige i rette tid til at følge os på vej i optoget, der om aftenen slangede sig gennem byen som markering af åbningen af festivalen. De danske flag, vi havde medbragt, og “Vi går ej af dette hus” vakte stor opsigt og smil blandt tilskuerne langs vejen – også når vi sang med efter bedste evne med tungerne lige i munden på omkvædet “Joo noo ääkäkö joo noo” og “Kuku kuku käokene!”
Efter optog og åbning på den store scene, myldrede folk til “Folkskandia dance” i “Maunon makasiini” – et mindre spillested med kæmpe atmosfære. Fanø Fiddlers gik på som nummer 2, og så blev der ellers spillet op til dans! Nordmænd, damer og børn, der ellers ikke kendte til Sønderhoning – hvirvlede rundt på gulvet, og sjældent er der blevet hoppet og spjættet så meget til tonerne af Fanø og Sønderho. Fanø Fiddlers fik i den grad sat dansegulvet i kog – og da en af violinstrengene sprang midt i det hele, stod en svensk pige på spring og lånte sin violin ud, så de kunne færdiggøre deres sæt.

Efter Fanø Fiddlers var Shetlænderne til al held nået frem i tide til at inspirere med en natur, vemod og længsel, der mindede om vores egen lyd, men alligevel svingede anderledes. Det var en kæmpe oplevelse og inspiration, fortæller Peter og Frej og fortsætter: “Der vil vi gerne hen! Allerhelst hurtigst muligt, og senest efter gymnasiet.” Så mon ikke det er den vej, vi skal kigge næste gang, vi drager ud i verden for at hjemtage nye melodier? Melodien “Up da strods”, som de fik foræret i Kaustinen, kunne i hvert fald sagtens tænkes inddraget i Fanø Fiddlers repertoire i fremtiden.

Sidst på eftermiddagen tirsdag stillede Fanø Fiddlers op sammen med det kæmpestore Näppäri-orkester på KPO-arenaen – festivalens hovedscene formet som en gigantisk orangestribet parasol. “Bevæbnet” med danske flag sad vi forældre på tilskuerpladserne, rørte og svulmende af stolthed over, hvad Fanø Fiddlers – nye som gamle – med Tove og Malene bag roret nåede at øve op på på ganske kort tid. Vi sad på første parket og mærkede det overvældende sus, mens Malene guidede de små nye Fiddlers – de store kunne selv – og der stod Tove, i Fanø Fiddlers hoodie, i spidsen for det kæmpe store orkester på en fyldt KPO-arena til tonerne af “Den sødeste vals”, som var Fanø Fiddlers’ bidrag til koncerten. I det øjeblik gav det hele bare rigtig meget mening, og det gav os et kæmpe energiboost og lysten og kræfterne til at arbejde videre med at genetablere os i den nye folkeoplysende forening “Fanø Fiddlers”, så børn og unge på Fanø igen kan gribes og begejstres af at udøve folkemusikken ude i den virkelige verden.

Rubrikken “I Kaustinen spiller de også i Brugsen” faldt vi over ved et tilfælde, da vi handlede ind til frokost i “HalpaHalli”, hvor en farvestrålende plakat fortalte os om alle de mange musikere og bands, der skulle spille der i anledningen af festivalen. Igen blev det tydeliggjort, at folkemusikken ikke kun skal spilles i et øvelokale eller i et lukket forum, men at den skal ud blandt folket, leve og sprede glæde, der hvor den hører hjemme – hvilket også er hovedet på sømmet i Toves og Malenes parole omkring den gode undervisning og opdragelse i folkemusikkens verden.

INSPIRATION OG UDVIKLING

At rejse med musik er også et møde med andre mennesker – og her er det ikke svært at forestille sig, at man både bliver inspireret og udvikler sig som menneske, når man spejler sig i andre, der brænder for den samme interesse som en selv. I år blev to af vores Fiddlers inviteret til at deltage i et ungdomspanel omkring unge, traditioner og folkemusik. Her sad Frej og Peter sammen med svenske, norske, finske, estiske og shetlandske unge og udvekslede fortællinger og tanker omkring deres vej ind i folkemusikken, samt hvad det betyder for dem at spille. “Det var fedt at høre, at vi havde så meget til fælles, og at uanset, hvor vi kommer fra, så er det musikken og glæden ved at spille den, der binder os sammen. Vi var alle enige om det, som Magnus fra Shetlandsøerne sagde: “Jeg kan bare godt lide at spille folkemusik” – så simpelt kan det siges”, fortæller Frej.
Folkemusik rimer også på folkedans og fest, og der har vi rigtig meget at lære af nordmændene – der jo alle – ikke mindst børn og de unge – var på dansegulvet, da Fanø Fiddlers spillede op.
Det ser vi desværre ikke i samme grad her på Fanø, men vi kunne godt tænke os, at det var anderledes. Til det svarede Frej, at mange nok er blufærdige over ikke at kunne danse Fanø-dansene, fordi de er for svære, og at det nok derfor afholder mange fra at danse med.
Vi var selvfølgelig nysgerrige på, hvor og hvordan de norske deltagere – unge som gamle – havde lært at danse. Den norske pige fortalte, at de havde lært at danse simple mønstre i skolen, der kunne bruges til alt deres musik og derudover havde hun deltaget i forskellige folkemusik- og dansecamps for unge. Det er hermed modtaget af en af idrætslærerne – og helt sikkert noget, vi tager med tilbage og vil arbejde videre med. Det ville jo være rigtig fedt om alle vores børn havde mod på at danse med, når der bl.a. spilles op til dans til Fanø Skoles 50-års jubilæum i oktober.

LYST OG MOD PÅ MERE

Sidste dag på festivalen gik med endnu en koncert med Näppärit og en koncert, hvor Fanø Fiddlers spillede med i Malene D. Becks og Tove de Fries’ koncert i “PH Nordgren-sali” – i omgivelser som sjovt nok ikke inviterede til dans og den løssluppenhed, som folkemusikken ellers indgyder. Flere af børnene udtrykte, at det næsten var for pænt til at spille der – hvilket jo også siger ganske meget om deres opfattelse af folkemusikken, og hvad den skal bidrage til.
Torsdag stod på tidligt op og pakke resten sammen, inden turen hjem med bil, tog, fly, tog, taxa og færge gentog sig bare i omvendt rækkefølge.Det var trætte, men glade og berigede børn der blev modtaget af forældre på Fanø siden; børn og unge der ved, hvad det vil sige, at være traditionsbærere og med lyst og mod på mere.

AGNES, JANPARI OG FREJ FORTÆLLER

Agnes 11 år:

1. Hvad betød det for dig at være med Fanø Fiddlers til Kaustinen?

Ud over at det var min første tur uden for Danmark og min første flyvetur, så var det bare megahyggeligt.

2. Hvordan var det at spille musik i Finland – og hvordan blev det taget imod?

Jeg synes, det var nogle sjove melodier, vi skulle spille. Men da vi spillede vores musik til vores første koncert om mandagen, der kom folk på dansegulvet, og det var den sjoveste koncert.

3. Hvordan adskiller Kaustinen sig fra andre steder, du har spillet?

Det var kæmpestort. Det var megafedt at være med. Jeg synes, det er sejt, at der kan være så mange mennesker i et orkester.

4. Hvad lavede I, når I ikke spillede musik?

Så gik vi rundt og kiggede på andre, der spillede eller dansede. Eller kiggede på nogle af de boder der var. Eller spillede spil og snakkede og hyggede med de andre fra Fiddler- gruppen.

5. Hvordan føltes det at stå på scenen og spille?

På den store scene var der lidt trangt. Men ellers havde jeg sådan en sej og vild følelse indeni. Nu var det første gang, jeg spillede med så mange.

6. Hvilken musik eller sang gjorde størst indtryk på dig – og hvorfor?

Jeg synes, de var gode alle sammen. De var alle sammen sjove. Der var en sjov kontrabassist med, som vi kunne holde øje med for at følge takten, hvis vi ikke kunne se dirigenten.

7. Vil du gerne tilbage til Kaustinen en anden gang?

Ja, fordi det er hyggeligt at være med, selvom det var en lidt lang rejse derop. Det var bare hyggeligt at være sammen med mine Fiddler-venner deroppe.

8. Hvordan er det at være af sted og spille sammen med Tove og Malene som undervisere?

Det er mega hyggeligt. De er vildt sjove at rejse sammen med. Det var også dejligt, at selvom Malene ikke kunne få lov at spille i det store orkester, så kom hun hjalp Tue og mig i stedet for, og så kunne Tove spille med de andre.

9. Hvad har du lært ved at være med i Fanø Fiddlers?

Jeg har lært, at jeg godt kan det, jeg beslutter mig for, selvom det nogle gange er svært. Jeg har også lært, at selvom man ikke har spillet ret længe, så kan man sagtens være med til at spille til koncerter og alt muligt. Det er det, der er så dejligt ved Fiddler-sammenspillet, at de små sagtens kan spille med, selvom de ikke har lært at spille så meget fingerspil endnu.

10. Var der noget, der overraskede dig?

At der er SÅ mange børn, der spiller violin og på andre instrumenter i Finland.

11. Er der noget særligt, du vil huske fra turen – en oplevelse, en stemning, en koncert?

Jeg synes, det var sejt at spille med folk fra andre lande, og så var det min første flyvetur! Ellers tror jeg bare, at jeg vil huske hele turen, fordi det bare var en god tur.

12. Hvordan føles det at være en del af Fanø Fiddlers?

Det er mere end musik. Det er også hygge og venskaber. Jeg synes, det var en kæmpe oplevelse at være på tur sammen, og de store var søde ved os, der var lidt mindre.

13. Hvis du skulle fortælle nogen, hvorfor de skulle være med i Fanø Fiddlers, hvad ville du sige?

Det er supersjovt. Vi spiller alle mulige steder. Vi er selv lidt med til at bestemme, hvad vi skal spille, altså af de melodier vi har lært.

14. Tre ord, der beskriver turen til Finland?

Sjov, spændende og hyggelig.

Janpari 14 år:

Turen til Finland med Fanø Fiddlers var en kæmpe oplevelse. Det føltes ikke bare som en almindelig koncerttur, men som noget meget større. Vi fik lov til at vise, hvem vi er på Fanø, og hvad vores musik betyder. Jeg var virkelig stolt over at være med og vise vores ø frem. Det var fedt at spille for folk i Finland. Publikum var glade og nysgerrige. De klappede, smilede og nogle begyndte endda at danse. Det gjorde mig glad, og jeg kunne mærke, at de kunne lide det, vi spillede. Det føltes som om, musikken gjorde, at vi forstod hinanden, selvom vi ikke talte samme sprog. Kaustinen var helt anderledes end de steder, jeg har spillet før. Stemningen var bare helt speciel. Der var mange mennesker, som elsker musik, og man følte sig virkelig velkommen. Det var også sejt, at så mange spillede sammen, og at man kunne høre musik overalt. Det gjorde det ekstra sjovt og spændende at være med. Vi så også andre koncerter, snakkede med folk fra andre lande, spiste is og hyggede os rigtig meget sammen i gruppen. Det var en magisk tur, som jeg aldrig vil glemme.

Frej 15 år:

“Et af højdepunkterne for mig var koncerten med “Frigg”. KPO-arenaen/ hovedscenen var fyldt med folk, der dansede og festede til de lokale Kaustinenhelte, der virkelig fyrede den af i anledning af deres 25-års jubilæum. Peter og jeg købte deres cd’er med hjem, fordi vi ikke kunne lade være. Noget af det, jeg synes, er rigtig fedt ved Kaustinen Festivalen er, at Peter og jeg sagtens kunne blive alene på pladsen om aftenen til sent uden problemer, når vi ikke var klar til at tage med de andre hjem. Det er et trygt og sikkert sted at være, måske fordi vi begge kender stedet rigtig godt nu, hvor vi har været der to gange, men også fordi folk er der for at høre og opleve musikken og ikke så meget andet. Hvis jeg kommer med til Kaustinen igen næste gang, så er jeg 18 år til den tid, og så vil jeg gerne opleve at være med til mere af festivalen, der først rigtig går i gang, når vi tager hjem.”.

EN MEDREJSENDE FORÆLDERS OPLEVELSE – “Det gik først rigtigt op for mig i Finland”

Jeg var med som forælder for første gang, da Fanø Fiddlers tog til Kaustinen Folkemusikfestival i Finland. Jeg vidste godt, det ville blive en stor oplevelse for børnene – men jeg tror ikke, jeg helt havde forstået, hvor særligt det her fællesskab faktisk er, før jeg stod midt i det. Det var fedt at se, hvordan både nye og erfarne børn spillede sammen, støttede hinanden og hyggede sig – ikke bare under prøver og koncerter, men også i lufthavnen, i madkøen, på gulvet i klasselokalet og i de sene afteners grin. Man kommer virkelig tæt på hinanden, når man sover på madrasser på gulvet i et klasselokale og er sammen 24 timer i døgnet. Det gjaldt både børn og voksne.

Det var også første gang, jeg hørte om Näppärit. Näppäri-metoden er en finsk undervisningsform inden for folkemusik, der lægger vægt på fællesskab, spilleglæde og deltagelse frem for perfektion og konkurrence. Metoden gør det muligt for børn og unge på alle niveauer – begyndere og øvede – at spille sammen i store grupper, ofte med fokus på gehør, repetition og fælles repertoire. Musikken er oftest traditionel folkemusik, men den kan også være nyskrevet i folkemusikstil. Målet er ikke at uddanne solister, men at styrke fællesskabet og den musikalske selvtillid gennem trygge rammer og levende musik – helt i tråd med Tove og Malenes tilgang til undervisning, og det er også grunden til, at Fanø Fiddlers passer så godt ind i festivalen i Kaustinen, hvor Näppärit har sine rødder.

Det var tydeligt at mærke, hvor godt det virker. Børnene fik lov til at være en del af noget større og havde samtidig plads til at være sig selv. Der var fokus og koncentration, men også masser af grin og leg. Det var ikke “skolemusik” – det var levende og meningsfuldt.

Ud over at Fanø Fiddlers altid kan trække folk på dansegulvet, var et af de stærkeste øjeblikke på turen, efter den første store koncert at stå der og se vores børn være en del af noget så kæmpestort – 600 musikere på scenen – det gav en følelse, som ikke kan forklares med ord. Jeg har selv spillet musik i mange år, og jeg fik jeg gåsehud. Og da Tove blev bedt om at dirigere et af numrene, blev jeg virkelig stolt. Det var et kæmpecadeau – både til hende og til Fanø.

Min datter har virkelig fundet sig selv i Fanø Fiddlers. Det er ikke bare musikundervisning – det er fællesskab, nærvær og noget, hun glæder sig til hver uge. Og som forælder er det fantastisk at få lov at være med og se, hvor meget det betyder. Jeg tror vi alle sammen drog hjem fra Finland fyldt op af ideer til nye måder at udfolde musikken på.

Karen Gejl Friis.

AT FØLGE MED PÅ SIDELINJEN DERHJEMME

At sende min datter ud i verden – med en violin på ryggen og musikken i hjertet – var en oplevelse fyldt med både stolthed og bekymring. Det føltes som et stort skridt – både for hende og for os som familie her på Fanø. Men selvom hun var langt væk, var hun alligevel tæt på i vores hjerter. Vi savnede hende virkelig meget, og hun var en naturlig del af vores daglige samtaler herhjemme. Vi havde telefonkontakt hver dag og fulgte med i hendes oplevelser, som hun delte med glæde.

Vi er sikre på, at denne rejse har givet hende meget mere end musikalske oplevelser. Hun har mødt erfarne musikere, udvekslet erfaringer og fået indblik i andre kulturer. Det er oplevelser, der udvider hendes horisont og giver hende en større forståelse for verden – alt sammen gennem musikken. Hun rejste afsted som en moden pige og kom hjem endnu mere selvstændig og fyldt med ny inspiration. Hun fortalte begejstret om koncerterne, om de unge hun havde mødt, og om den musik, som havde åbnet hendes øjne for nye stilarter og lyde. Vi tror på, at det at lære om andre kulturer og få indsigt i deres skikke og traditioner sker gennem besøg og deltagelse i kulturelle arrangementer. Derfor er vores rolle som forældre til Janpari at styrke hendes bevidsthed om disse emner, få hende til at tro på sine egne evner og færdigheder og give hende mulighed for at få oplevelser, hvor hun selv kan opdage, hvordan andre mennesker lever, og hvordan hun kan klare sig selv i livet – for at blive en selvstændig ung kvinde i fremtiden. Det var tydeligt, at musikken ikke kun udvikler hendes talent, men også hendes personlighed. Vi kunne mærke, hvordan hun var vokset – både som musiker og som menneske. Og det rører os dybt som forældre. Da Fanø Fiddlers vendte hjem, tog vi imod dem ved færgen med flag, smil og varme i hjertet. Det var en særlig stund, hvor savn og stolthed mødtes. Vi følte os stolte over, at Janpari – en ung pige med kærlighed til musikken er en del af Fanøs levende og musikalske fællesskab

Asaad Alo

Til slut skal der lyde en kæmpe tak til fonde og til de mange private donationer, der har gjort det muligt for os at tage af sted. Tak til Jens Mouritzen , der tog direkte på arbejde, da han kom hjem fra ferie for at få trykt vores tøj færdigt inden afrejse, så vi med stolthed kunne vise, hvor vi kommer fra. Alt det bedste til jer alle fra Støtteforeningen Fanø Fiddlers – på snarligt gensyn på Fanøs gader, i forsamlingshusene og ikke mindst i Brugsen på Fanø.

Tekst: Lene Breinholt Moeskjær
(let redigeret)
Fotos: Forfatter og Tove de Fries