Havørnen mangler høje træer på Fanø for at kunne yngle

En havørn. Den mæsker sig i kaniner, fugle og andet godt på Fanø, men den yngler her ikke.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Siden 1996, da Havørnen igen blev dansk ynglefugl efter mange års fravær, er den også blevet mere og mere synlig i Nationalpark Vadehavet. Således ses den nu dagligt på Fanø og de andre vadehavsøer, og dens tilstedeværelse er nu alment accepteret. Men sådan har det ikke altid været. Havørnen blev op gennem de seneste to århundreder systematisk forfulgt og dræbt. Udlægning af gift, fælder og bortskydning var helt almindeligt og accepteret, da havørnen var skadevoldende vildt…

Ørnen forsvandt i 1912
I Danmark forsvandt havørnen ‘endegyldigt’ omkring 1912 som resultat af den bevidste strategi, der havde som mål at udrydde havørnen. Men så skete der pludselig noget spændende, da man i 1922 tog de første skridt til at frede ørnene i Danmark. Senere blev alle rovfugle i 1967 fuldstændig fredet gennem en jagtlovændring i Danmark.
Erkendelsen af deres vigtige rolle i naturens fødekæder og samtidig deres blotte eksistens forandrede deres status – og gjorde dem nu eftertragtede på en ny måde. De blev en indikator på – og en garanti for – naturens egen værdi og en høj diversitet i naturen.
Resultaterne udeblev ikke, da to par endelig efter flere års tiltag ynglede i Sønderjylland i 1996 efter adskillige års vækst i den nordtyske bestand. Ynglesuccesen har været massiv siden genindvandringen. I 2014 var antallet af ynglende par i Danmark vokset til 61, og i 2024 var den danske ynglebestand af havørn oppe på 158 par. Nu er det store spørgsmål så, om der i Nationalpark Vadehavet er muligheder for yngel på Fanø?

Havørnen har en udfordring på Fanø
Denne store rovfugl med et vingefang på næsten 2,5 meter og en vægt for hunnen på 4-7 kilo, og hannen 3-6 kilo kræver rum og plads samt masser af mad. Det kan vi godt tilbyde her på Fanø. Men der er et forhold, hvor vi har en udfordring.
Havørnen bygger sin rede højt til vejrs i ældre træer. Den kan blive svær… Havørnen yngler første gang når den 5-7 år gammel er kønsmoden og lever med den samme mage hele livet. Deres ynglecyklus starter med æglægning af 1-3 æg i begyndelsen af marts. Rugeperioden varer lidt over en måned.

Jager sine unger væk
Efter klækningen tilbringer ungerne mellem 68 og 75 dage i reden, til de er flyvefærdige. Fløjet fra reden fodres de fortsat af forældrene i omtrent to måneder mere. Herefter har forældre og unger ingen faste bånd mere, og de vil efterfølgende blive set som konkurrenter og blive jaget bort fra territoriet.

Indikationer på yngel
Der ses dagligt flere og flere klare indikationer på yngel – eller snarlig yngel her på Fanø. Havørne sås i det sene efterår flyve med grene og efterfølgende med bytte. Men for at undgå forstyrrelser og i dyb respekt for denne smukke fugl, har vi ikke fra Fanø Fuglestation gennemsøgt Fanø Klitplantage systematisk for at dokumentere yngel.
Derfor vil vi gerne her efterspørge viden fra dette medies læsere: Har nogen kendskab til en havørnerede, så meddel os det gerne gennem et opkald eller en SMS til foreningens formand Søren Brinch på 20 10 87 17.

Følg os og vores arbejde for fuglesagen på facebook.com/groups/224889424358221

Tekst og foto: Søren Brinch

Relaterede artikler

Top