Gadeteatret forvandlede Fanø til en scene af fællesskab

Væsener, der lige er kommet ud af et æg. Spændende idé til en forestilling.

Fanø Gadeteaterfestival 2025 forvandlede øen til et sprudlende mekka for scenekunst og fællesskab

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FAMILIETEATER – Fra torsdag til lørdag i den anden uge af august strålede solen over de mange gadeteaterforestillinger, der samlede lokale, fastboere og turister i en fælles hyldest til teatrets magi. Festivalen er et resultat af en enorm frivillig indsats, hvor en dedikeret gruppe ildsjæle har arbejdet hårdt hele året for at sikre finansiering og logistik. Deres indsats er ulønnet, men belønningen kom i form af et taknemmeligt publikum og en bemærkelsesværdig opbakning fra lokale virksomheder, fonde, restauranter og overnatningssteder. En artistgruppe var særligt imponeret over, at både lokalt øl, overnatning og aftensmad blev stillet til rådighed – en gestus, de ikke var vant til.

Musikken fyldte rummet, og børnene gav sig hen i bevægelse og sang. Et livligt øjeblik, hvor glæden ved musik skabte fællesskab.

Musikken fyldte rummet, og børnene gav sig hen i bevægelse og sang. Et livligt øjeblik, hvor glæden ved musik skabte fællesskab.

Sproget er ikke det afgørende

Gadeteaterfestivalen på Fanø underholdt både store og små med skuespil, musik og akrobatik i Nordbys gader og dens torve.

Festivalen fokuserer på forestillinger med minimalt sprog og er skabt til at nå ud til alle, uanset alder, modersmål og baggrund. Målet er at lokke selv dem, der normalt ikke vælger teater, til at droppe forbi og få en god oplevelse.
Et af de store trækplastre var cirkusforestillingen Slabam! fra Volantes, som begejstrede publikum med hæsblæsende akrobatik og humor. Forestillingen fulgte tre artister, der kæmpede med tekniske problemer og interne stridigheder, hvilket skabte et komisk kaos på scenen, der kulminerede i akrobatik i op til otte meters højde. Slabam! gav publikum et intimt indblik i de dramaer og magtkampe, der udspiller sig bag scenetæppet.

Den store glæde var ikke til at tage fejl af, da pigen på fotoet fik lov at være med på scenen og blev en del af forestillingen.

Den store glæde var ikke til at tage fejl af, da pigen på fotoet fik lov at være med på scenen og blev en del af forestillingen.

En anden perle var Engleagtig af Kompagni47, en dansefabel om tre engle, der netop var klækket fra et æg. Gennem moderne dans, akrobatik og charme udforskede de deres første møde med verden. Med flyvende, grædende og grinefulde øjeblikke blev forestillingen en hjertevarm oplevelse.

Stor tak til alle

Børn, forældre og bedsteforældre nød teaterstykket på Konsul Lauritzens Plads.

Børn, forældre og bedsteforældre nød teaterstykket på Konsul Lauritzens Plads.

Arrangørerne takker alle de gæster, der kiggede forbi, artisterne, der optrådte, og alle sponsorerne for deres bidrag. En særligt stor tak går til Lida og Oskar Nielsens Fond, Fanø Sparekasses Fond, Fanø Kommune, Danibo, SuperBrugsen, EDC Mæglerne, Fanø Krogaard, Nybolig, Flex-Byg, Fanø Bryghus, Fanø Ugeblad, Slagter Christiansen, Pandekagehuset, Haven, Hotel Fanø, Engel & Hein og Danbolig.Bestyrelsen glæder sig allerede til næste år, og med succesen fra 2025 og de tidligere år er der ingen tvivl om, at Fanøs gadeteaterfestival er kommet for at blive.

Tekst: Lene Memborg, Memborg Press (MP)
Foto: MP og privat.

 

Tekst:
Top