Fra Peine til Postvejen

En drøm om Fanø blev til virkelighed for Sascha og Maren, da de købte værksted

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ERHVERV – Ægteparret Sascha, 51, og Maren Schlüter, 47, har forvandlet en drøm til virkelighed og har nu gjort Fanø til deres hjem. Parret kommer fra den lille by Peine mellem Hannover og Braunschweig. Sascha besøgte Fanø første gang i 1976, Maren i 2018 – samme år, de blev gift på øen. Siden har de som par besøgt øen op til fem gange om året.

Sascha og Maren Schlüter, Fanø Autoværksted. Foto: Camilla Uth, Fanø Posten

Sascha og Maren Schlüter deler arbejdet på Fanø Autoværksted. Han styrer værkstedet, hun administrationen.

Fanø giver os ro
”Fanø giver os ro,” siger de og fremhæver begge især stranden – men også Pælebjerg og Halen som steder, hvor tiden står stille.
Så da muligheden for permanent bosættelse på øen bød sig, tøvede de ikke. Drømmen blev til virkelighed, og med den fulgte overtagelsen af Fanø Autoværksted på Strandvejen i Nordby.
Sascha, uddannet VVSer, tager sig af de praktiske opgaver og holder orden både ude og inde. Maren, bogholderiuddannet, styrer regnskab og administration. Parret har desuden valgt at beholde værkstedets to erfarne mekanikere, som kender både kunder og drift.

Livet på Postvejen
De har fundet deres drømmehjem – et stråtækt hus på Postvejen. Her er de flyttet ind med tre heste og to hunde. Maren er en stor dyreven, og ridning er en af hendes fritidsinteresser. Tilsammen har parret desuden tre voksne børn, der alle bor i Tyskland. Men de er så småt begyndt at besøge forældrene i deres nye base på Fanø.

Smagen af Fanø
Bakskuld og kaffepunch har allerede vundet parrets hjerter. De glæder sig til at smage flere af de lokale retter, blandt andet sakkuk og Fanø-smørrebrød, og generelt er de begejstrede for alt, øen har at byde på.
Dansk er stadig en udfordring, dog forstår de meget af det. Men siger med et smil, at såfremt nogen har lyst til at sætte nogle timer af til at pudse det danske sprog af sammen med dem hen over vinteren, vil de tage imod med glæde. Samtidig tilføjer de, at de er overvældede over, hvor godt og varmt Fanø har taget imod dem.
”Vi glæder os til at lære lokalbefolkningen endnu bedre at kende,” slutter de to.

Maren og Sascha Schlüter, Fanø Autoværksted.

Maren og Sascha glæder sig til livet på Fanø.

Fanø er for dem nu ikke bare et sted på kortet, det er deres hjem, et fællesskab og rammen om et nyt, spændende kapitel i livet.

Tekst og fotos: Camilla Uth

Tekst:
Top