Vadehavet ved St. Darum. Foto: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Det bliver måske ikke i din levetid, men i dit barns, at Vadehavet, som vi kender det, forsvinder – hvis der ikke findes løsninger

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVET – På Nationalpark Vadehavets årlige Forskningens Dag den 28. februar kom professor Thorbjørn Joest Andersen fra Københavns Universitet med en dyster melding: Vadehavet, som vi kender det i dag, vil forsvinde. Så gå ud og nyd det nu!

De naturlige processer, der har opbygget og vedligeholdt Vadehavet gennem århundreder, kan ikke længere følge med den stigende vandstand. Specielt den danske del af Vadehavet er hårdt ramt, fordi vi ligger sidst i den ’fødekæde’ af sediment fra floderne i Syd, som havstrømmene fører op langs Vadehavskysten mod nord.

Sediment er vigtigt
Vadehavet er et dynamisk område, hvor tidevandet to gange dagligt trækker vand ind og ud. Denne bevægelse har historisk set ført mikrosediment – små partikler af sand, silt og ler – op langs kysten fra floder som Elben og Weser i syd. Sedimentet bliver aflejret i tidevandsfladerne og marsken, som er de flade, lavvandede områder, der er hjemsted for et rigt dyreliv. Denne proces har sikret, at Vadehavet har kunnet ’vokse’ i takt med havspejlsstigninger gennem tiden.

Men nu er vi nået til et punkt, hvor havspejlet stiger hurtigere, end sedimentet kan aflejres. Mængden af sediment, der føres op langs kysten, faldet på grund af menneskeskabte ændringer som dæmninger og diger, der blokerer flodernes naturlige sedimentstrøm. Og voldsommere vejr gør det sværere for sedimentet at kunne aflejres. Populært sagt, så rører vind og bølger for meget i gryden. For den danske del af Vadehavet betyder det i yderste konsekvens, at tidevandsfladerne og marsken gradvist vil forsvinde, og lavt liggende områder permanent oversvømmes.

Fald på 25 procent siden Tjernobyl
En analyse af borekerner af sediment har kunnet tidsbestemmes på grund af atomprøvesprængning i 1963 og Tjernobylulykken i 1986. Ved at analysere indholdet af cæsium i de forskellige lag i sedimentkernen, kan forskerne dokumentere udviklingen i sedimentaflejringen ved blandt andet ved Esbjerg hvor aflejringen er faldet cirka 25 procent fra perioden 1963-1986 til 1986-2024. Det er sket på trods af flere oversvømmelser, for eksempel på Skallingen. Mindre sediment er transporteret med havstrømme mod det nordlige Vadehav, og voldsommere vejr med storme og bølgegang forhindrer sedimentet i at aflejre sig. Man ved at menneskabte påvirkninger som dæmninger og udgravninger af sejlrender havstrømme og dynamikker. I området omkring Esbjerg Havn, er vækster som ålegræs forsvundet eller i tilbagegang, og kan være en medvirkende forklaring på faldet i sedimentaflejringen.
Professor Thorbjørn Joest Andersen forventer, at der bliver kamp om sedimentet i Vadehavet, og man både i den hollandske og tyske del vil gøre meget i de kommende år, for at holde på så meget sediment fra floderne som muligt. I Danmark er der ingen planer.

Havet stiger hurtigt
Havniveaustigningen ved Esbjerg var i perioden 1980-2020 det dobbelte sammenlignet med perioden 1887-2020. Sammenholder man de to modsatrettede udviklinger med faldende sedimentaflejring og havstigninger, så er det åbenlyst at det kommer til at betyde store forandringer for natur og mennesker. Det vises også i målinger har ført til, at prognoserne for ændringerne i middelvandstanden, nu er steget markant. Værst tænkelige scenarie for slutningen af dette århundrede siger prognosen en stigning i middelvandstanden på en halv meter.

Fuglene under pres
Vadehavet er ikke bare et smukt landskab – det er også et af verdens vigtigste områder for dyreliv. Millioner af trækfugle bruger Vadehavet som en ’tankstation’ på deres lange rejser mellem Arktis og Afrika. Her finder de mad i tidevandsfladerne og bygger reder i marsken.
Hvert år stopper omkring 10-12 millioner trækfugle op i området. Det er en del af den østatlantiske trækrute, som forbinder fuglenes yngleområder i Arktis med deres vinterkvarterer i Afrika og Sydeuropa. Fuglene bruger området til at hvile og tanke op på energi ved at spise de rige forekomster af bunddyr, som findes i Vadehavets mudderflader. Dette gør Vadehavet til et helt afgørende område for fuglenes overlevelse under deres lange træk.

Ynglepladser i fare
For ynglefuglene i Vadehavet vil en havvandstigning også få konsekvenser. Marsken er de grønne områder langs kysten, hvor mange fugle bygger deres reder og får unger. Når vandstanden stiger, vil dele af marsken blive oversvømmet og forsvinde, og fuglene vil miste deres ynglepladser, og det vil gøre det svært for dem at opfostre deres unger.

Tekst og foto: Trine Buhl