FNUG planlægger at genoplive dansestuerne

I dags danses der til de store begivenheder som Sønderhodagen og ballerne i forsamlingshuset. Arkivfoto fra årets Sønderhodag: Finn Arne Hansen, Fanø Posten.

Fanø UNESCO Gruppe, der forsøger at få Fanøs dragt- og musikkultur anerkendt som verdenskulturarv, har været i arbejdstøjet. Planlægger dansestuer

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her, side 4
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her, side 5

KULTURARV – Der er gang i FNUG, der forsøger at få Fanøs danse- og musiktraditioner på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
”Siden den stiftende generalforsamling i oktober 2025 er der sket meget. Her får I en status på arbejdet med UNESCO-indstillingen og på de aktiviteter, FNUG har sat i gang. Vi er nu 70 medlemmer. Siden foreningens stiftende generalforsamling i oktober 2025 er medlemstallet vokset støt. Det er vi både glade for og stolte af,” lyder det i seneste nyhedsbrev fra bestyrelsen, der består af Susanne Winsløw, Peter Uhrbrand, Jennifer Maude og Anders Bjerrum.

Kulturkatalog
”FNUG har indledt et samarbejde med Fanø Skole, skoleinspektør Rasmus Andersen og Anders Lydum. Som et første konkret resultat har vi udarbejdet kulturkataloget Besøg Fanøs Kulturarv. Kataloget rummer 16 forslag til besøgssteder i Nordby og Sønderho, hvor eleverne kan møde Fanøs kulturarv. I kan se kulturkataloget på FNUGs hjemmeside Aktiviteter | Fanøs UNESCO Gruppe.
”I februar 2026 indsendte FNUG en interessetilkendegivelse til Kulturministeriet med forslag om at optage Fanøs levende kultur på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Vores kontaktperson i ministeriet har oplyst, at den nye kulturminister, Zenia Stampe, vil se på sagen snarest muligt. Hun tiltrådte den 3. juni 2026. Vi regner fortsat med at indsende den endelige indstilling til Kulturministeriet i marts 2027,” lyder det videre.

Præsentationsvideo
FNUG har fået tilskud fra Fanø Sparekasses Fond til at producere en præsentationsvideo om Fanøs levende kulturarv. Videoen skal være færdig i marts 2027. Den bliver et vigtigt element i indstillingen til UNESCO, oplyses det videre.
”Fannikerdagene og Sønderhodag gav i år den sidste mulighed for at optage nogle af de centrale traditioner, som videoen skal vise. Vi har hyret fotograf Anders Hestbæk til at stå for optagelserne og redigeringen,” fortælles der.

Dansestuerne skal genoplives

I gamle dage var det populært med dansestuer – med tilladelse! Foto: Mit Fanø.

I gamle dage var det populært med dansestuer – med tilladelse fra øvrigheden! Dette er et bryllup. Foto: Mit Fanø.

”FNUG vil genoptage dansestuerne som en levende ramme om musik, dans og fællesskab. De historiske dansestuer fandt sted i vinterhalvåret, ofte om søndagen efter kirketid. Børnene dansede om eftermiddagen eller først på aftenen, mens de voksne fortsatte senere. Omkring 1880 fandtes der hele fem-seks dansestuer i Sønderho,” fortælles der videre.
Planen er to arrangementer om året: Ét i Nordby og ét i Sønderho, tidligt forår og sent efterår. Lokale musikere og danseinstruktører skal inddrages, og mens børn og unge danser – og måske selv spiller – kan der være byvandringer, museumsbesøg eller foredrag for forældrene.
Dansestuerne skal skabe møder på tværs af generationer og styrke børn og unges oplevelse af identitet, hjemstavn og tilhørsforhold. FNUG søger sammen med samarbejdspartnerne støtte til at gennemføre projektet.

Med i Kulturarvshuset
FNUG har meldt sig ind i foreningen Det Fælles Kulturarvshus i Nordny. Som medlem er vi blevet inviteret til at komme med forslag til, hvordan huset kan bruges. FNUG har meldt følgende ønsker ind: Møder og arrangementer: Et lokale med klaver og plads til 40-50 personer samt adgang til køkken. FNUG forventer at bruge huset omkring fire gange om året til foredrag og musikarrangementer. Medlemskab er gratis. Man skal blot skrive til info@fanokulturarv.dk. Se også fanokulturarv.dk.
-fina

Tekst:
Tags

Relaterede artikler

Top