Ferie 1948: Farver, fantasi og feriedrømme

Landkortet fra 1948 var gennemtænkt: Det var opdelt i sektioner, så man nemt kunne navigere mellem Nordby, Fanø Bad, Rindby og Sønderho og ikke mindst de lokkende brede, hvide sandstrande. Det myldrer med 300 spøjse sommerhusnavne.

Turistkort fra tre år efter besættelsen formede drømmen om Fanø, lang tid før nettet og Google Maps fandtes

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LOKALHISTORIE – I 1948 sendte Fanø-Esbjerg Turistforening og Sønderho Turistforening i samarbejde med Romax Kartografi i København et turistkort på gaden, som hurtigt fandt vej til sommerhusvægge over hele Fanø. Kortet blev en populær ferieguide – et halvt århundrede før Google Maps blot var en tanke.

Turistkort skal friste
Turistkort er ikke bare til at finde vej. De skal friste. Hvor tekniske kort er nøgterne, må turistkort gerne pirre nysgerrigheden og få det til at krible i både tanke og fødder. Og netop det formår dette kort: Det guider, men giver ikke mindst inspiration til spontane afstikkere og ture “ud i det blå”.

Udgivet lige efter Besættelsen
Kortet blev udgivet på et særligt tidspunkt. Fanøs popularitet var netop ved at rejse sig efter Besættelsen, hvor øen i fem lange år havde været næsten lukket land for turismen. Nu skulle gæsterne lokkes tilbage – og det blev de. Kortet, der var i festlige og klare farver, skulle ikke blot få turisterne til at finde vej, men også at give dem lyst til at bevæge sig ud i Fanøs ”ukendte” land.
Til kortet var der meget praktisk knyttet en guide på 16 sider, der udkom i både en dansk og en engelsk udgave, men ikke på tysk. Kun få år efter Besættelsen var sårene stadig friske, og blikket var rettet mod de allierede gæster. Det ses også i kortets titler på dansk, engelsk og fransk.

Opdelt i sektioner
Kortet var gennemtænkt: Opdelt i sektioner, så man nemt kunne navigere mellem Nordby, Fanø Bad, Rindby og Sønderho – og ikke mindst de lokkende brede, hvide sandstrande. For mange sommerhusejere har kortet en særlig charme, da det myldrer med mere end 300 sommerhusnavne som Abild, Blæsbjerg, Frivagten, Klitrose og Ravnereden – navne med personlighed og – i nogle tilfælde – en god portion romantik, lune og ironi (eller selvironi, red.). Kortet var dertil meget praktisk indrettet. Selv i fuld størrelse kunne det foldes, så det passede i hånden på vandreturen.

Kort som souvenir
Men det er detaljerne, der stjæler billedet. Her møder man ikke bare veje, huse, klitter, plantager og andre udflugtsmål, men også Kong Neptun, havfruer ridende på delfiner og en blond badenymfe i tidens hotteste sensation: Bikinien, fra 1946 verdens mindste badedragt.
Man fristes næsten til at spørge: ”Er turistkortet et kort – eller snarere en feriesouvenir i sig selv”? Måske begge dele?

Derfor genudgivelse
Kortet har længe været udsolgt og stærkt efterspurgt. Derfor har Fanø Kunstmuseum genudgivet det i en tro kopi i original størrelse og med de korrekte farver.
Kortet, der måler 48 x 55 cm, ledsages af en nyskrevet introduktion. Det sælges på Fanø Kunstmuseum.

Tekst og foto af kort:
Per Hofman Hansen / Fanø Kunstmuseum

Tekst:

Relaterede artikler

Top