Federico med et stykke torta delle nonna, bedstemors sukkerkage.
Federico Beccaglia forlod skønne Norditalien på grund af kærlighed til en kvinde og til Fanø. Nu står hans foodtruck ved Fanø Blomster
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
MAD – En rundtur i Nordby ved frokosttid kan lede enhver i fristelse, hvis man ikke har fået spist hjemmefra, og så er der heldigvis mange, der kan og vil hjælpe.
En af dem er den italiensk-danske Federico Beccaglia, der med sin kække kasket har slået sig ned på det lille ’torv’ ved Fanø Blomster og Westwind. Tidligere stod han ved Fanø Bryghus.
”Jeg har stået ved bryghuset i et par år eller tre, og nu står jeg her. Til vinter bliver det måske to dage om ugen. Men det kan også være, jeg opstiller en opvarmet glaspavillon, så man kan sidde der og spise, når Westwind overtager Fanø Blomsters lokaler,” fortæller han.
Han tilføjer på klingende dansk, at det var kærlighed til en kvinde, der drog ham til øen. Nu elsker han også Fanø.
Hans prisskilte og hans trykte menukort vidner om meget publikumsvenlige priser.
Men man skal ikke lade sig snyde: Det er ægte italiensk mad.
”Jeg laver det fra bunden af, også min egen ragu med vin og parpadelle, urtemayo og torta della nonna alias bedstemors sukkerkage. Det tager to timer at lave parpadelle,” fortæller han og viser pastaen frem.
”Vi bruger danske og lokale råvarer, gerne økologiske, og så giver vi maden et italiensk touch. Vi får økologisk kød fra Fanø Angus og Merino i Rindby og ost fra Enghavegaard i Varde,” fortæller han.
Som en selvfølgelig tilbydes der også take away-mad. Så vidt muligt bruges der bionedbrydelig emballage lavet af FSC-pap, bagasse, lavet på sukkerrør, eller 100 procents genbrugsplastik. Dette skal man naturligvis smide i de rette genbrugsbeholdere efter brug.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
To personer står bag Vademad
Federicos foodtruck drives af firmaet Vademad, hvis hjemmeside sjovt nok hedder vademad.dk.
Det ejes af ham og forretningspartneren Troels Ehrhorn Nielsen, der tager sig af it og marketing.


