Mariann Salskov og Louise Steen, der begge bor i Nordby, iklæder sig ofte deres fanødragter. Foto: Privat
Veninderne Mariann Salskov og Louise Steen, der bor i Nordby, iklæder sig ofte deres smukke fanødragter i det daglige
Hent den originale artikel som PDF her
IVÆRKSÆTTERI – Mariann Salskov og Louise Steen, der begge bor i Nordby, iklæder sig ofte deres fanødragter. Det gør de med stolthed og ynde og i stor respekt for dragten og dens historie. Nu er de klar med en lille virksomhed, som de kalder for Fanøkoner. En virksomhed der byder på en masse oplevelser med grobund i Fanøs unikke og traditionsrige historie, som kvinderne på Fanø har båret med sig i generationer.
Kvinder i flok
Mariann og Louise mødes ofte med en flok ligesindede fanøkoner, hvor fællesskabet og det sociale er i højsædet. Fremmødekravet er fanødragten, med de smukke klude (tørklæder) om hals og hoved.
Flokken af veninder mødes seks-otte gange årligt, samt til en årlig udflugt og en julefrokost. De hygger sig først i et af de private hjem, og derefter på en lokal restaurant – eller måske tager de et smut til Esbjerg og spiser frokost.
Byvandringer
”Vi tilbyder fremover blandt andet byvandringer i Nordby, med fokus på emner som arkitektur, kultur, dragter, historie, storhedstid, natur og turisme, siger Louise Steen,” og Mariann Salskov fortsætter:
”Vores byvandringer foregår i fanødragter, og vi har lige indgået et partnerskab med FOF Vest i Esbjerg om byvandringer i foråret i Nordby.”
En eventoplevelse kan også være private rundvisninger Fanø Skibsfart- & Dragtsamling, eller et besøg i et privat Fanø-hus, hvor der serveres kaffepunch, Fanø-kringle, Fanø-smørrebrød eller for eksempel bakskuld – alt efter aftale. Mulighederne er mange for at opleve de traditionelle egnsretter på Fanø i hyggelige omgivelser.
Musik og events
Er man mere til musik og dans, kan der også arrangeres undervisning i trinnene til en sønderhoning, akkompagneret af levende spillemandsmusik med lokale musikere. Mulighederne er mange, og Fanøkonerne samarbejder bredt på øen med andre lokale erhvervsdrivende, og de tænker også i partnerskaber.
Mariann og Louise byder også ind med events, hvor der tilbydes noget så pikant som ’omvendt” strip’. Der bydes velkommen iført det inderste lag af fanødragten, nemlig mamelukkerne. Herefter tages lag for lag på, mens der forklares om alle dragternes funktioner og traditioner. Man kan desuden få sat klude (tørklæder) og få taget sit eget fanøkoneportræt, eller man kan prøve en dragt på selv.
Giver stolthed
”Det giver os en stolthed som kvinder at bære dragten og føre den unikke fortælling om den videre. Vi nyder begge at fortælle om dragterne, og så er det ligegyldigt at det faktisk er en dyr hobby, og ingen af os tør regne på, hvad den har kostet os indtil nu, og vi har stadig flere projekter klar i skufferne til flere dragter,” slutter Louise Steen.
I skrivende stund lægges sidste hånd på ’Fanøkonernes’ nye hjemmeside, som findes på domænet fanøkonen.dk
Tekst: Tatjana Schantz Johnsson