Præliminæreksamen Fanø 1897 – øverst: Mathilde Thyssen, Anton Carl - midt: Otto Aagaard, Julie Paulsen, Morten Mortensen, Asta Schmidt (Mit sværmeri, hun kom til USA). - nederst: Søren Brink Hansen, Frans Buch, Gustav Sørensen (søn af navigationsforstanderen og senere selv ejer og forstander for navigationsskolen.), Hans Thyssen. – I 1959 har Frans skrevet bag på billedet. “I dag er det kun Morten, Asta og mig fra klassen, der endnu lever – flere af dem døde unge.” Foto 1897 J.N. Kromann, Nordby.
Fra bogen Frans Buchs erindringer
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her:
“Skolen kedede mig. Der var kun et par af drengene, som jeg sluttede mig til. Gustav, nærmest fordi jeg skulle, og fordi han altid var smækfuld af penge og stolt over at kunne give ud. Det var noget så imponerende at høre ham frækt bede sin mor om en hel krone! Jeg bad om en femøre og syntes, jeg var kommet langt. Men han fik den regelmæssigt. Det flød med bolsjer og cigaretter i hans spor. – Så var der Anton Carl, det var en følge af Gustav. Selv fandt jeg Otto Aagaard, en stilfærdig og noget forsagt dreng, en søn af birkedommeren. Pigerne derimod havde jeg modvilje imod.
Så en dag, da jeg sad og halvsov i en eller anden kedelig time, opdagede jeg, hvad jeg aldrig før havde tænkt over, at mindst de 8 – otte – første pladser i klassen var besat med piger. Da det gik op for mig, hvad det egentlig betød, blev jeg fnysende, og så sagde jeg til mig selv, at jeg sørme skulle lære dem noget andet, og så tog jeg på at læse. Læse! Det kneb svært til at begynde med, mest vel med matematik og engelsk; men der fik jeg god hjælp af Far, og jeg kom hurtigt blandt de første i disse fag.”
Fik hjælp af Otto Aagaard
“Så var der historie. Jeg havde aldrig før haft verdenshistorie, og den var slem. Men Otto Aagaard og jeg havde opdaget, at vi supplerede hinanden godt. Han hjalp mig med historien, og jeg ham med matematik, og det blev hurtigt til, at vi læste sammen, hørte hinanden og hjalp hinanden med alt muligt. Vi rykkede begge op, og i løbet af bare én måned eller to havde jeg brudt pigernes falanks og var nr. syv. Så kom konfirmationen, og der gik to af de dygtigste piger ud og én plads erobrede jeg, så jeg gik ind i den nye klasse som nr. fire. Der sprang jeg straks til nr. to og blev da også nr et. Derefter skiftedes Asta Smith og jeg til at være nr. et og nr. to. Hun var mest nr. et. Og så var hun forøvrigt den kønneste pige i skolen. Jeg tabte mit hjerte, men det blev der nu aldrig snakket om – ikke da mellem os to.”
Mikroskopisk forskel
“I næste klasse, eksamensklassen, var vi ikke nummererede, og sad ikke mere sammen. Til eksamen fik hun 106 2/3 og jeg 106 1/3 point. (præliminæreksamen med to sprog.)
Nøjagtig fire år var jeg på Fanø. Et lille hul var det, og de begivenheder, der kom, var meget små, og de har derfor en mærkelig samtidighed for mig. Det er mig ikke muligt at sige, om dette eller hint skete i 94, 95, 96 osv. Det væsentligste var vel, at jeg i løbet af de fire år faldt til og blev accepteret af kammeraterne.
Noget af det første, jeg lærte, var at ro, vrikke og rigge, og derefter at sejle en båd. Det måtte man kunne.”
“Jeg gjorde udflugter i klitterne. Det var nærmest noget uhørt, men lidt efter lidt fik jeg flere af kammeraterne med. Jeg hørte til i to slæng. Det ene var sammen med Gustav, Anton Carl og Søren Brink. Der var Gustav den førende. Tonen var som regel ikke god der, og som regel befandt jeg mig ikke vel, men det hørte sig nu sådan til. Der var i den anden, foruden Otto, Alfred Warrer og Sigurd Smith, en broder til Asta. De gik en klasse under mig. Vi gik i klitterne sammen, tit helt ud til stranden, og var det dårligt vejr, havde vi fundet en stor, lukket tipvogn, som vi krøb ned i alle fire, og så sad vi der og hørte på vindens tuden og havets stærke buldren og røg tobak og fortalte historier. Det var et meget bedre selskab, hvor jeg befandt mig vel. Alfred og jeg spillede også skak
Han flakkede lidt rodløst omkring, da han var færdig med skolen og løb fra det ene til det andet. Men han endte med at overtage sin fars forretning i Hundested og blev en “stor” mand (såmænd også rent legemligt). Han blev medlem af amtsrådet med mere. Jeg har besøgt ham der. Flot hjem, flot traktement – men nu er han for længst død. Asta er i Amerika, og det er Sigurd også, og Otto døde ganske ung af tuberkulose. Ak ja! To andre gode kammerater fra skolen, Mathilde og Hans Thyssen er også døde. Ligeledes Gustav, Søren Brink og måske flere.”
Første del af føljetonen kan læses her eller i papirudgaven af decembernummeret
