Det var populært at springe fra isflage til isflage. Men det kostede næsten Frans Buch livet.

”Som før nævnt, jeg syntes at Asta var skolens kønneste pige. Men mere kom der egentlig aldrig ud af det, selvom de andre dømte os til at være skolekærester? Hvorfor skulle jeg ellers læse så jeg kunne sidde ved siden af hende? Jo – jeg kunne såmænd godt lide det. Men jeg var ubetinget bange for piger, og hun var fornem og afmålt. Vi gik en vinter på danseskole sammen; men jeg havde ikke hende til partner, derimod ved skæbnens lunefulde tilskikkelse Julie Poulsen, der både var grim, raptunget og drilagtig. Men det viste sig, at vi to blev det fineste dansende par af dem alle. Ved afdansningballet husker jeg slet ikke Asta. Men Jenny, Gustavs lillesøster, og jeg tog os en avet om lige i næsen på “Dansedamen”. Og det morede os begge.
Efter at vi havde fået eksamen, var hele holdet en aften på Kurhotellet, der dansede vi med hinanden og fik en forfriskning sammen. Efter denne lille fest, der sluttede vor skolegang, spredtes vi hurtigt for alle vinde, og vi har egentlig aldrig siden været sammen.

Om skolen skal jeg iøvrigt bemærke, at jeg ret hurtigt vænnede mig til at gå sammen med piger og også fik øje for, hvor de havde deres gode og mindre gode sider. Gennemsnitligt respekterede jeg dem, men som kammerater kom jeg aldrig til at betragte dem. De er så absolut forskellige fra drenge. Alligevel tror jeg, at fællesskolen er den rigtige skoleform. Den er meget medvirkende til at fremkalde et sundt og naturligt forhold mellem drenge og piger, og har på den måde stor værdi.

Men skolen var jo nu ikke det eneste på Fanø. Der var rig lejlighed til at drive svømmesport. Det foregik altid dengang ved havnen. Vi lånte en båd, lagde midt ud i havnen eller over mod “Søjorden”, en udstrakt grund, der var tør ved ebbetid. Der var stor forskel på ebbe og flod, vandet fossede ud eller ind. Ved absolut flod- eller ebbetid, var der en halv times “stille strøm”. Så begyndte strømmen igen langsomt, og blev så stærkere og stærkere. Efter 2-3 timer var den meget stærk og tog så af igen. Det gjaldt derfor om at bruge den stille strøms tid, men den ville jo ikke altid rette sig efter os. Ja – så sprang vi ud i strømmen, svømmede til vi kunne bunde og vadede så op mod strømmen, til vi fik et passende udgangspunkt for tilbageturen. Det kunne forresten være vanskeligt at vade imod strømmen, så hård kunne den være. Det gav mig da også ret hurtigt en stor forskrækkelse. Jeg var svømmet ind til broen, og ukendt, som jeg var, startede jeg fra det samme sted og forsøgte at svømme mod strømmen, der var udadgående; men det var fuldstændigt umuligt. Lidt efter lidt mistede jeg kræfterne, og til sidst opgav jeg. Det var forfærdeligt. Det var jo livet, jeg opgav, og jeg vidste det, men kunne ikke andet. Så gik jeg til bunds, og det skete med en utrolig fart, jeg nåede ikke en gang at sluge vand. Der var nemlig sket det, som jeg slet ikke havde tænkt på, da jeg stadig havde opmærksomheden henvendt på den forbandede båd, jeg ikke kunne nå, at jeg var kommet tværs over løbet, over på søjorden, og bare havde en halv meter vand under mig. Jeg var så træt, at jeg ikke en gang følte glæde. Nu måtte jeg jo møjsommelig vade et langt stykke mod strømmen, forbi båden og så på den igen.

Havnen havde bud efter mig et par gange endnu. Men den drukner ej, som hænges skal! Anden gang var en vinterdag med frost. “Renden”, sejlløbet, var fyldt med “skosser” dvs. drivende isflager, store og små, der med stor fart førtes afsted med det hastigt faldende vand. Så var det en yndet, men yderst farlig sport at vælge sig en isflage et stykke ude, der kunne bære. Der var større imellem, som kunne bruges som mellemstation, og der var små, som man bare kunne sætte en fod på – og så væk, inden man sank. Men deres fart og deres løb var uberegnelige, for de tørnede jo altid sammen, blev forsinkede eller ændrede retning. Det skete jo, at man regnede forkert og så skulle man være glad, om man slap med våde ben.” Tilbagefarten var det værste, for den var altid helt uberegnelig, og man skulle jo også ind et sted, hvor man kunne komme i land.

Math’s Mathen var en mester til det kunststykke. Jeg var en sinke. Jeg så for meget på sikkerheden, men en gang imellem måtte jeg jo vise mig. Så engang kom jeg ud til en ret stor flage, der revnede og jeg gik ned og kom under isen; men mærkeligt nok, jeg var dreven, så jeg fik fat i ankerkæden på et skib, og reddede mig op. Det lå næsten lige ved land, så det lykkedes mig at svømme de par tag, trods den drivende is, og få fast grund under fødderne. Det var faktisk dejligt varmt at komme i vandet. Det var jo på ca. nul grader, og ovenfor var der 8-10 graders frost. Men det var sandelig en kold tur at komme hjem. Der blev jeg enten opdaget af eller betroede mig til Far; jeg fik så tørt tøj på, og Mor fik det aldrig at vide.”