Fars og Mors hus 1905-1939, Hovedgaden 2, Matr. nr. 46, Nordby, Fanø. Herfra havde Far udsigt til havet.

DSB-manden Frans Buchs erindringer indeholder et saftigt kapitel om Fanø. Vi bringer det som føljeton og starter i denne juleavis

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FØLJETON  ”Kapitel 7. Vi flytter til Fan. Det skete den 1. april 1894. Den 31. marts blev alle vore sager sat ind i en jernbanevogn, der stod på et spor lige neden for Søbjerg, så vi kunne klare os med en stor trækvogn og hjælp af eleverne. Først på eftermiddagen var den færdig, og så rejste Far. Vi andre skulle først rejse næste morgen med et tog ved sekstiden.

Længe forud havde Johannes og jeg drøftet, hvordan der kunne være; men det var omtrent som at drøfte indretningen af himmerig eller helvede, for nogen klar forestilling havde vi ikke. Vi vidste, at der ingen skov var, og det var meget sørgeligt. Vi vidste, det var en lille ø, et lille hul uden brolægning på gaderne. Det var næsten ufatteligt. Vi vidste, der var sand og klitter, men en klit havde vi jo aldrig set, så de var også ubestemmelige. Vi vidste, der stod to store træer uden for huset, vi skulle bo i, og det var det eneste lyspunkt.

Mor var grædefærdig

Om natten sov vi hos en skibsfører i senge, chaiselonger og i tomme kasser. Jeg sov dårligt og vågnede tidligt ved en papegøje, der absolut ville have far til at stå op. Far var ude at sejle; men vi andre kom jo op, fik lidt mad og kom afsted. Vi småfrøs alle sammen, og Mor var grædefærdig, og hun smittede. Det var en ynkelig historie. Det var toget også. Det holdt ved alle stationer, prustede og rangerede; men vejret var koldt, så det ikke engang mærkedes, at det var solskin. Vi kom til Kolding og kørte videre, og nu vågnede interessen, for herfra var vi i nyt og ukendt land. Lunderskov blev passeret, og vi skiftede. Så gik turen vestpå, og landet begyndte at blive mere øde. Fra Vejen begyndte heden. Hede, moser og sig, svagt bølgende som et dovent hav, ingen bakker, langt mellem gårde og huse. Det blev ensformigt og trøstesløst.

En stribe sollyst vand
Da vi endelig var passeret Bramminge, så jeg en stribe sollyst vand og bag det ligesom konturer af små, lave, fjerne, helt blå bjerge. Der blev stor opstandelse, da jeg fortalte det, det måtte jo være Fanø. Men forøvrigt forsvandt synet snart, og så en snes minutter senere rullede vi ind til den lange, lave, grimme træbarak, der var banegården i Esbjerg, og der var Far.

Hvordan vi kom ned til den lille damper, husker jeg ikke, men vi var glædeligt overraskede over, at vore møbler var der ombord. Og så gled vi ud over Grådyb, ud mod den ukendte og frygtede ø, som vi nu var forvist til som til en anden Djævleø.

På broen blev vi modtaget af “Gamle” Sørensen, forstanderen på skolen, og så fulgte vi med ham hjem for at få middagsmad. Det første stykke var der skam brolagt gade med væmmelige, toppede sten. Vi syntes det var et sært og fattigt syn med de lave, stråtækte huse. Så drejede vi om et hjørne, og så holdt brolægningen op. Forude lå skolen, stor og mægtig i forhold til de andre huse og fornemt isoleret, men vi måtte vade gennem sand, der var lagt afhugget, væmmeligt glat marehalm over. Ind kom vi da og op på første sal, og så var vi i det flotteste og fornemste hjem, jeg nogensinde havde set. Senere opdagede jeg, at det skulle være det. Familien følte sig. Vi blev bænket i en mægtig stor spisestue ved et langt, langt bord. Der var hr. og fru Sørensen, deres børn, Dagmar og Alma, der var helt voksne unge damer, sønnen Gustav, der var præcis et år ældre end jeg (f. 26.4. 1880), og døtrene Jenny og Agnete. De var yngre og altså uden interesse, de to ældste døtre følte jeg mig derimod meget genert overfor. Så var der os seks og endelig en elev, der boede hos Sørensens. Det var med fru Sørensens forældre, der også var der, ialt 16. Så stort et selskab havde jeg aldrig været i, og det var ikke rart. Vi fik karbonade og rabarbergrød (mærkelige hukommelse!), og så blev vi tre drenge sluppet løs.

Ville se klitterne
Lige uden for døren begyndte klitterne; dem havde jeg mest lyst til at se først; men Gustav bestemte, at vi først skulle se byen og havnen. Ja – jeg var nu nærmest deprimeret over begge dele, og jeg kunne fra begyndelsen ikke lide Gustav, der var så overlegen og kommanderende.

I eftermiddagens løb var der skam blevet så temmelig møbleret i det gamle hus, der var Sørensens, og hvor vi skulle bo til leje. Der var underneden en ret stor dagligstue, en ligeså stor spisestue, et stort køkken og bag det en ikke ret stor stue med tævlet træloft. Den blev hurtigt døbt kahytten. I den sov til at begynde med Johannes og jeg. Bag den lå igen soveværelset, jævnt stort. Der var bjælkelofter over det hele og meget lavt til loftet. Ovenpå var der to værelser. Det varede ikke ret længe, så var de lejet ud til elever.

Desuden var der et lille udhus med L.G., svinesti og vaskehus, og så var der en lavtliggende have på begge sider af huset. Det hele tiltalte mig straks, især da forhaven med lysthus, flere gode frugttræer, mange blomster og et kastanjetræ, der aldrig blomstrede. Den var et rent vidunder ved siden af alt det andet trøstesløse.

Der gik vist et par dage, før vi begyndte at gå i skole, og de blev benyttet til at lære det hele lidt nærmere at kende. Det var en helt fremmed verden, og den var svær at inkorporere sig i. Sproget lød omtrent som arabisk; men da vi kom i skole, lærte vi da at forstå det; men at tale det rigtigt, fik jeg aldrig lært. Jeg blev sat i en klasse et år under min alder, men trods min ret udprægede dovenskab, blev jeg en flot nr. 1 i løbet af de ca. tre uger til 1. maj. Så blev jeg flyttet op i den klasse, min alder svarede til. Der var jeg nederst, og der omtrent holdt jeg mig i de første måneder.

Det, der generede mig mest, var, at vi gik drenge og piger mellem hinanden. Jeg kunne ikke døje piger. Og de var virkelig allesammen storsnudede og overlegne og alt det der, – ja ren fantasi er det nu ikke. Og så var de flittige. Væmmeligt! Og de var, å så dydige og så forargede over et saftigt udtryk eller et rask lille slagsmål. De skulle nok sørge for at få lærerne pudset på os, hvis der bare var optræk. Nå, forresten var der nu heller ikke noget egentligt at slås om.

Samledes i bander
Der var en skik, som drengene havde, at de i fritiden samledes i bander, der under høje råb og hujen for rundt i byens gyder og smøger. Traf sådanne to bander hinanden, så var det lige med enten at komme væk eller at slås. En af de første uger, vi boede der, var jeg i en sådan bande, da vi på et hjørne af to gyder blev mødt af en anden under ledelse af selve Math’s Mathen, som blev regnet for en af de største og farligste slagsbrødre på hele Fanø. Vores chef – det var nok Gustav, hvem ellers? – kommanderede omkring; men jeg hørte ikke efter, for jeg var nemlig allerede i højrøstet skænderi med Math’s. Jeg kendte ham fra skolen, men ikke hans ry. Det var mig, den fremmede, han var ude efter. Jeg skulle dukkes. Hvor det bar hen, var tydeligt. Begge bander blev interesseret stående. Dette her ville blive en oplevelse, og det var tydeligt, at det kun var mig, det gjaldt. Forstå meget af, hvad han sagde, gjorde jeg ikke, men så pludselig gik det op for mig, at han havde kaldt mig en stakkel! Det havde jeg dog aldrig før været ude for, og så eksploderede jeg. Jeg var over ham som en atombombe, og jeg tror næppe, at han opdagede, at han havde to sæbeøjne og en stærkt blødende næse, før han blev ledet bort. Så stærkt gik det. Men dermed var jo så hele slagsmåls-spørgsmålet løst, for der var ingen, der mere vovede at gå mod mig. – Math’s Mathen og jeg blev konfirmeret sammen, og så stak han til søs. Han druknede på sin første rejse, natten før de fik landkending af Brasilien.
Han var nu en rask gut.”

Fortsættes i næste nummer.