Mathias Mouritzen og Mikkel Moulton til deres første nytårsparole.
Når der er nytårsparole på Falck-stationen i Nordby, er der en bid mad og hygge i frokoststuen. Det er her vi møder to dedikerede unge brandmænd, som har været til deres første nytårsparole som brandmænd
Hent den originale artikel fra avisen her
NYTÅRSPAROLE – Mikkel Moulton, 20 år har altid været fascineret af brandbiler, og er lige fra barnsben kommet på brandstationen, hvor man hver lørdag formiddag mødes for at tjekke udstyret. Derfor var han også en oplagt kandidat til at deltage i Brandkadetuddannelse, hvor unge i Esbjerg og Fanø Kommuner stifter bekendtskab med at være brandmand. Her indgår også grunduddannelsen. Mikkel får sin bedste ven, Mathias Mouritzen med og han har i oktober gennemført grunduddannelsen. Begge kan nu komme med på udrykning, hvor de dog må holde sig uden for indtil de har tage funktionsuddannelsen, som de har planer om at tage sammen i de kommende måder.
Passionerede
Det er tydeligt at mærke de to unge mænd er passionerede, men der er mere end det. De er fælles om det. Mikkel Moulton:
“Det giver en rigtig god følelse at kunne hjælpe andre. Og så er der fællesskabet”. Mathias Mouritzen stemmer i og supplerer: “Før i tiden gik vi meget i byen. Det gør vi ikke så meget mere, og det er faktisk fint nok”.
Når de har vagt, skal være parate til at smide alt hvad de har i hænderne hvis der bliver brand, og få minutter senere være i branduniformen, klar til udrykning. Det er begge to i gang med en håndværksuddannelse.
Erfarne kollegers omsorg
De ældre og erfarne brandmænd passer også godt på de nye. Anders Nielsen fortæller: “Det kan komme ud og opleve rigtigt grimme ting. Kommer man ud til en bil i brand, kan man risikere at det er en af ens venner, som kan sidde i den brændende bil.” Det kan man ikke forberede sig på i sin uddannelse, og derfor er netop venskaber og fortrolighed med hinanden vigtigt, så man kan tale om sine oplevelser, og at man har hinandens ryg.
Årets Brandmand
Den hyggelig passiar i frokoststuen afbrydes af stationsleder, Peter Kristensen, som skal kåre Årets Brandmand 2024. Prisen gik til Heino Thomassen, som netop er brandmanden som favner sine kollegaer, sørger for at kaffe er klar og stemningen er god, når de møder ind lørdag efter lørdag for at tjekke udstyret.
Forberedt på den værste brand
På Fanø øver man sig på den værste brand, nemlig en brand i øens plantage, som hurtigt vil kunne brede sig hvis der ikke sættes hurtigt ind. Med billeder fra branden i Los Angeles, er et scenariet med lang tidstørke og voldsom brand rykket et skridt nærmere. Peter Kristensen fremhævede, at ventetiden til tider kunne være lang, og selv om det ikke er fordi man ønsker, at der skal være en brand, så kan rastløsheden melde sig, og her er fællesskabet også vigtigt. Når alarmen går, så betyder det at alle stiller skarpt, og er 100 procent klar når det gælder, og det betyder alt.
Tekst og foto: Trine Buhl
Reportage fra første del af nytårsparolen 2024:
På Fanø er de vant til selv at tage ansvaret
Beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen gør status over 2024 – Foto: Trine Buhl
Traditionen tro afholdt Sydvestjysk Brandvæsen nytårsparole på Nordby Brandstation den 29. december. Her var der lejlighed til at kigge tilbage på året, der var gået, og takke hinanden for det gode samarbejde
NYTÅRSPAROLE – Brandstationsleder Peter Kristensen kunne fortælle, at 2024 havde været et roligt år. Det i årets løb var blevet til 15 udrykninger, hvoraf den mest alvorlige var til en sommerhusbrand, som havde slukket sig selv og var blevet sodskadet indvendigt. Et gennemsnitligt år uden store brande.
Opgradering af beredskabet
Blandt nytårsparolens mange talere var Jens Mølgaard, beredskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen for Esbjerg, Varde og Fanø kommuner. Sydvestjysk Brandvæsen kan fejre 10-års jubilæum som fælleskommunalt brandvæsen. Han udtrykte sin taknemmelighed for de tre kommuners beslutning om en opgradering af beredskabet fra 2025, som skal sikre et robust minimumsberedskab, der kan håndtere de nye komplekse udfordringer, som moderne byggeri, grøn omstilling og klimaforandringer stiller. Opgraderingen indebærer blandt andet øget anvendelse af specialudstyr og ændringer i bemandingen på stationen i Esbjerg. Det betyder også et farvel til deltidskorpset i sin nuværende form, som gennem årene har ydet en stor indsats. Ændringerne betyder desuden, at Fanø kan trække på nyt materiel og mandskab fra Esbjerg ved store brande.
Fanøs særlige kvaliteter
Michael Friis, områdeleder for alle Falck-stationerne i Esbjerg, Varde og Fanø kommuner, som driver brandstationerne for Sydvestjysk Brandvæsen, fortæller, at Fanø kan noget helt særligt. I betragtning af det store besøgstal på øen og hvor mange, der færdes i naturen, er han dybt imponeret over, hvor godt både lokale og gæster passer på, at der ikke opstår brande. Han holder også meget af at komme på besøg på Nordby Brandstation:
“På Fanø er I vant til, at der ikke kommer nogen udefra og redder jer, så derfor er I vant til selv at tage ansvaret. Og det kan man mærke, når man kommer udefra.”
Det er også Michael Friis’ ansvar, at alt går godt, når Esbjerg Brandstation fra 1. januar 2025 går over til at være bemandet af fuldtidsansatte. Masser af nyt materiel er på vej, som brandfolkene skal uddannes til at betjene, og nye hold og arbejdsrutiner skal køres ind. Søren Due Thomsen fra Fanø er blandt de nye 32 fastansatte, som skal bemande brandstationen. Han var en af de heldige blandt cirka 260 ansøgere til de nye fuldtidsstillinger.
Anerkendelse fra borgmesteren
Borgmester Frank Jensen takkede også på vegne af Fanø Kommune brandfolkene for deres indsats:
“Borgerne på Fanø er de tryggeste i hele Danmark, og det er blandt andet på grund af jer.”
Derfor blev der også lyttet, da Jens Mølgaard, beredskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen, henvendte sig til de tre kommuner for at få tilført flere ressourcer til materiel, mandskab og uddannelse, så brandvæsenet kan løse de mange nye typer opgaver i fremtiden.
Tekst og foto: Trine Buhl